Aarhus Universitets segl

Artssammensætning

Der er i gennemsnit registreret 15,9 plantearter i 5 m cirklerne i ege-blandskov (Tabel 9160.102), hvilket er lidt flere end i kontrolovervågningen. Ud over stilk-eg (almindelig eg), der findes i stort set alle dokumentationscirkler, er de hyppigst registrerede vedplantearter bøg, ahorn, ask, hassel, almindelig gedeblad og almindelig røn, der alle forekommer i mere end en tredjedel af dokumentationscirklerne (Tabel 9160.102.A). Og de hyppigst registrerede græsser og urter er stor fladstjerne, mose-bunke, skovsyre, miliegræs, enblomstret flitteraks og hindbær.

Der er i gennemsnit registreret 8,7 arter, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af skovdrift, eutrofiering og afvanding (enstjernearterne). De hyppigst registrerede følsomme arter, ud over stilk-eg (almindelig eg), er stor fladstjerne, ask, skovsyre, miliegræs, hassel og almindelig røn (Tabel 9160.102.B).

Der er i gennemsnit registreret 0,1 arter, der er meget følsomme over for kulturpåvirkning i form af skovdrift, eutrofiering og afvanding (tostjernearterne). Småbladet lind er den hyppigst registrerede meget følsomme art (5 % af 5 m cirklerne), mens arter som skov-svingel, tyndakset star, festgræs og tormentil forekommer langt mere sporadisk (Tabel 9160.102.C).

Der er i gennemsnit registreret 0,4 problemarter i ege-blandskov. Stor nælde er, som den eneste problemart ud over de invasive arter (Tabel 9160.103), registreret i 24,3 % af dokumentationscirklerne.

Der er registeret en eller flere invasive arter på godt en fjerdedel af de kortlagte forekomster med ege-blandskov inden for habitatområderne (Tabel 9160.103). Og på blot 2 % af ege-blandskovs arealer er dækningen af invasive arter større end 10 %. Almindelig ædelgran, sitka-gran og arter af lærk (europæisk, japansk og hybrid-lærk) udgør hovedparten af registreringerne og findes på 8-10 % af arealerne med ege-blandskov. Derudover er fundet glansbladet hæg, kæmpegran, douglasgran, arter af ædelgran og japan-pileurt med en lav dækning på 1-4 % af forekomsterne.


Stilk-eg er registreret i stort set alle 5 m cirkler i ege-blandskov. Stilk-eg i udspring.
Foto: Peter Wind, AU
Stor fladstjerne er en af de hyppigst registrerede planter i urtelaget i egeblandskov.
Foto: Peter Wind, AU