Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Strukturindikatorer

Skovenes tilstand er dokumenteret ved en række indikatorer, der afspejler skovenes strukturelle variation, skovkontinuitet, påvirkninger fra skovdrift og de hydrologiske forhold. Indikatorernes udbredelse på de kortlagte arealer er registreret i kategorier og fordelingen af hver enkelt er vist i Figur 91E0.101.

Skovstruktur

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med elle- og askeskov er relativt lyse i forhold til de øvrige skovtyper, med et moderat kronedække, nogen artsrige skovbryn, relativt mange skovlysninger og en relativt stor dækning af artsrig underskov. Kronedækket er moderat i elle- og askeskov og på 62 % af arealet dækker træernes kroner mere end 90 % af arealet, hvilket indikerer, at der trænger lidt mere lys ned gennem kronelaget end i de øvrige skovtyper. Det skyldes især at ask og rødel, der er de karakteristiske træarter i elle- og askeskovene, er lystræer med et åbent løv, der slipper relativt meget lys gennem selv et tæt kronelag. Ydre skovbryn findes i skove, der støder op til lysåbne arealer, mens indre skovbryn forekommer i forbindelse med lysninger inde i skoven. Ydre og indre skovbryn med naturlig lysåben vegetation er ikke særligt udbredte i elle- og askeskov. Således er der fravær af skovbryn på en tredjedel af det kortlagte areal med elle- og askeskov, og der er artsrige skovbryn på godt 15 % af arealet. Til gengæld udgør skovlysninger med blomstrende urter og buske og lysstillede vandhuller en relativt stor andel af det kortlagte areal, i forhold til de andre skovtyper. Artsrig underskov af buske og træer, der ikke er en af hovedtræarterne, udgør en relativt stor andel af det kortlagte areal med elle- og askeskov. Naturlige forstyrrelser i form af bid, barkskrælning og fejning fra hjortevildt eller husdyr vurderes generelt at være vigtige for at skabe variation i skoven i form af lys, veterantræer og dødt ved. Der er registreret spor efter forstyrrelser i form af vildtbid på 16 % af arealet med elle- og askeskov, og omfattende forstyrrelser af vedplanterne på 5 %. Skovbunden har et tæt vegetationsdække og tilsvarende en meget lav dækning af bar jord, førne og blade. Endelig er der registreret invasive arter på en meget lille andel af det kortlagte areal med elle- og askeskov (se også Tabel 91E0.103).

Skovkontinuitet

En stor gruppe af arter er knyttet til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer. Disse levesteder er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. De kortlagte arealer med elle- og askeskov rummer få store træer, få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved.

Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, idet det afspejler intensiteten af skovdriften og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. Der er meget få store træer på de kortlagte forekomster med elle- og askeskov og mindre end 10 % af arealet rummer mere end 6 store træer pr. ha. Dette er færre end kontrolovervågningens prøvefelter, hvor der i gennemsnit er registreret 13 store træer pr. ha. Der er registreret mere end 6 liggende døde stammer på blot 47 % og mere end 6 stående døde stammer på 29 % af det kortlagte areal med elle- og askeskov. Tilsvarende er der fundet mindre end 1 liggende død stamme på 8 % og mindre end 1 stående død stamme på 16 % af det kortlagte areal. Det døde ved findes fortrinsvis som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved), og i mindre omfang som stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved). I kortlægningen registreres det døde ved som antallet af relativt store vedstykker, der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. Mængden af dødt ved kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med kontrolovervågningens og Danmarks Skovstatistiks opgørelser af rumfanget af det døde ved (Johansen m.fl. 2013). Antallet af døde stammer understøtter resultaterne fra kontrolovervågningen, der har vist, at mængden af liggende og stående dødt ved i elle- og askeskov inden for habitatområderne er meget lav (hhv. 6,2 og 7,2 m3 pr. ha).

Træer med råd eller hulheder skaber levesteder for vedboende arter af svampe og insekter (især biller), men også fugle og pattedyr er knyttet til hulheder og råd i stammen af levende træer. Der er relativt få levende træer med hulheder og rådne partier på de kortlagte forekomster med elle- og askeskov. Således rummer blot 36 % af arealet mere end 6 træer med hulheder eller råd pr. ha, hvilket er markant færre end i kontrolovervågningens prøvefelter, hvor der i gennemsnit er registreret 14 levende træer med hulheder og 25 med rådne partier pr. ha. Denne forskel hænger sammen med, at det er tidskrævende at identificere hulheder og rådne partier, hvorfor kortlægningens mere oversigtlige registreringsmetode typisk vil underestimere omfanget. Endelig er der registreret relativt få levende træer med veludviklet bevoksning af mosser eller hudagtige eller buskede laver på stammer og grene. På blot 19 % af arealet er der registreret mere end 6 træer pr. ha med mosser og laver.

Skovdrift

Kortlægningsdata viser, at der kun i mindre omfang er spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og kørespor efter tunge maskiner i elle- og askeskov inden for habitatområderne. Der er således registreret mindre end 1 træstub eller stød pr. ha efter tidligere hugstindgreb på hele 87 % af arealet og på ganske få kortlagte forekomster er der flere end 20 stubbe eller stød pr. ha. Der er ingen tegn på jordbearbejdning i forbindelse med anlæggelse af nye skovarealer og til fremme af selvforyngelsen på hele det kortlagte areal. Der er nogen spor efter tunge skovningsmaskiner uden for befæstede veje. En relativt lille andel af arealet med elle- og askeskov er domineret af unge/tynde stammer (diameter < 5 cm) af de træarter, der er typiske for naturtypen (fx rød-el og ask). På 2 % af det kortlagte areal er der således udbredt dominans af unge stammer (på 50-100 % af arealet).

Hydrologi

De hydrologiske forhold i elle- og askeskov er dokumenteret ved omfanget af afvanding, samt forekomsten af naturlige vandløb og udbredelsen af vandhuller og vådområder. Elle- og askeskov dannes naturligt ved tilgroning af grundvandsfødte moser med en naturlig vandbevægelse – typisk på lavbundsarealer i ådalene, hvor grundvandet trænger ind i ådalen og siver langsomt ned til vandløbet, eller ved bredden af søer og fjorde. Skovene findes fortrinsvis på fugtig-våd bund med moderat afvanding, men der er stedvist tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter. Der er relativt mange vandløb, og udbredte forekomster af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser. Blot to femtedele af arealet findes således på naturligt veldrænet bund eller på fugtig-våd bund uden synlig afvanding i form af grøfter og dræn. På 50 % af arealet med elle- og askeskov er der tegn på moderat afvanding i form af grøfter, der ikke fungerer eller ikke er vedligeholdt, mens der er tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter på 6 % af arealet. Elle- og askeskov rummer relativt mange vandløb og på 58 % af arealet er der ikke registreret vandløb, mens der er vandløb i naturligt leje på hele 30 %. Endelig er der udbredte vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser på en meget stor andel af arealet med elle- og askeskov (78 %) og der er kun fravær eller meget spredt forekomst af vådområder på 10 %.