Aarhus Universitets segl

Næringsstatus

En lav og åben enårig strandengsvegetation med mulighed for opretholdelse af en artsrig flora med enårige arter forudsætter en begrænset tilgængelighed af næringsstoffer. Næringsbelastning i enårig strandengsvegetation forekommer enten i form af direkte gødskning, via atmosfærisk deposition eller via drænvand fra omkringliggende landbrug. Tilførsel af næringsstoffer favoriserer de mere kvælstofelskende plantearter på bekostning af de mere fåtallige og sjældne arter, der tolererer næringsfattig jord.

Indikatorer

Næringsstatus i enårig strandengsvegetation er i NOVANA programmet dokumenteret ved jordbundens pH samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio.

Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber, og en høj pH kan være en positiv indikator for, at der sker løbende forstyrrelser af jordbunden ved erosion, som bringer frisk mineraljord til overfladen.

Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt. Indikatoren kan bruges som tegn på, om der er tidligere eller igangværende eutrofiering.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Den gennemsnitlige pH i jorden, målt i laboratorie på tørret jord opslemmet i en CaCl-opløsning, er på 6,2 og varierer fra 5 til 8. Surhedsgraden i jordbunden er sammenlignelig med strandeng (1330) samt enårig og flerårig strandvoldsvegetation (1210 og 1220). Den gennemsnitlige næringsratio, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 0,78 og varierer fra 0,75 til 0,9 i de registrerede prøvefelter med naturtypen. Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof er 6,0, og hovedparten af prøvefelterne har en indikatorværdi på 6, der er kendetegnende for relativt næringsrige levesteder. Ganske få felter er domineret af arter knyttet til moderat næringsrige levesteder, og arter som strand-vejbred, vingefrøet hindeknæ, sandkryb, rød svingel og strand-trehage er således kun registreret i ganske få prøvefelter.

Udvikling

Da enårig strandengsvegetation ikke blev overvåget i første programperiode, er det endnu ikke muligt at beregne udviklingstendenser for denne naturtype.

Geografiske mønstre

Datagrundlaget er ikke tilstrækkeligt stort til en regional opdeling, og da blot 5 prøvefelter ligger uden for habitatområderne er det ikke muligt at vurdere, om der er forskel på tilstanden inden for - og uden for habitatområderne.

Sammenfatning

Overvågningsdata peger på, at der er en stor variation i jordbundens pH og den mængde næringsstoffer, der er tilgængelig for planternes vækst.


Overvågningsdata peger på, at der er en stor variation i jordbundens pH og den mængde næringsstoffer, der er tilgængelig for planternes vækst.
Foto: Peter Wind, AU