Aarhus Universitets segl

Strukturindikatorer

Strukturindekset er beregnet ud fra feltobservationer af en række indikatorer, der afspejler vegetationens struktur og påvirkningsfaktorer. Det gælder forekomsten af invasive plantearter, græsning/høslæt og en række naturtypekarakteristiske strukturer, modifikationer af hydrologi og kystdynamik samt landbrugsmæssige påvirkninger. Strukturindikatorernes udbredelse på de kortlagte arealer er registreret i kategorier, der hver især tildeles en score i forhold til den optimale fordeling for naturtypen. Eksempelvis er den optimale tilstand på strandvold med enårige planter en høj dækning af bar jord samt lave græsser og urter samt en lav dækning af høje græsser og urter (se Tabel 2-4 i Fredshavn og Nygaard 2014). Desuden vægtes indikatorerne indbyrdes i forhold til deres betydning for en gunstig tilstand for naturtypen. På strandvold med enårige planter tillægges dækningen af bar jord og invasive plantearter, tegn på kystsikring og afvanding samt de naturtypekarakteristiske strukturer en relativt stor betydning for om strukturtilstanden er gunstig (Tabel 1210.105).

Strukturindikatorernes gennemsnitlige scorer i de to kortlægningsrunder, og dermed afvigelsen fra en optimal strukturtilstand, er vist i Tabel 1210.105. Det er primært græs- og urtevegetationens højdefordeling (lave og middelhøje græsser og urter), forekomsten af bart substrat, samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen. Andre indikatorer, som eksempelvis dækningen af middelhøje græsser og urter, er langt fra den optimale tilstand for naturtypen, men tillægges en lille betydning i beregningerne af strukturindekset.

For hovedparten af indikatorerne er de gennemsnitlige scorer ikke væsentligt forskellige i de to kortlægningsperioder (Tabel 1210.105). Der er dog en stigning i scorerne for eksempelvis bar jord og de positive naturtypekarakteristiske strukturer (med 20 % betydning i strukturindekset), hvilket er en del af forklaringen på det højere strukturindeks i den seneste kortlægning. Da det kortlagte areal med naturtypen stiger markant fra anden til tredje kortlægningsperiode (se Tabel 1210.101), kan ændringerne i scorerne ikke umiddelbart tages som udtryk for det fulde omfang af forandringerne i naturtypens strukturelle tilstand.

Fordelingen af strukturindikatorerne for den seneste kortlægning er vist i Figur 1210.103. Det ses, at bar jord er meget udbredt og at græs- og urtevegetationen fortrinsvis er mellem 15 og 50 cm høj. Vedplantedækningen er meget lav som følge af de naturlige forstyrrelser fra havet og da få danske arter af vedplanter er tilpasset salte levesteder, mens invasive plantearter er spredt forekommende (se også Tabel 1210.104). Ganske få arealer med strandvold med enårige planter er græssede. Strandvoldene er naturligt næringsrige som følge af den kontinuere tilførsel af tang fra havet og grundet arealernes placering langs kysten, er der ikke registreret tydelige tegn på direkte gødskning eller randpåvirkninger fra tilstødende marker. Der sker ikke afvanding af strandvolde og der er kun registreret tegn på en sporadisk begrænsning af den naturlige kystdynamik på en sjettedel af strandvoldene. Omfanget af historisk og nutidig næringsstofbelastning, betydningen af begrænsninger i den naturlige kystdynamik og effekterne af afvanding og vandindvinding på de hydrologiske forhold er vanskeligt at vurdere og i særdeleshed, når vurderingerne skal gøres i felten og på luftfotos samt på den skala kortlægningen foretages på. Vurderingerne af effekterne på habitattyperne vil derfor være forbundet med stor usikkerhed og vil sandsynligvis være underestimeret. Vurdering af tilgroning er lettere at foretage og dokumentere i felten baseret på ophobet plantemateriale og kolonisering af buske og træer.


Naturtypekarakteristiske strukturer

Som en del af strukturtilstanden er registreret en række positive og negative naturtypekarakteristiske strukturer, der er specifikke for den enkelte naturtype (link). Stor udbredelse af positive strukturer indikerer, at forekomsterne med strandvold med enårige planter har lang kontinuitet med frie dynamiske processer (i form af oversvømmelser og erosion) og er relativt upåvirkede af kulturindgreb. Stor udbredelse af negative strukturer indikerer, at de dynamiske processer er begrænsede, eksempelvis i form af kystsikring. Der er registreret meget større udbredelse af positive end negative naturtypekarakteristiske strukturer på strandvold med enårige planter (Figur 1210.104). Større eller gamle tang-, sten- eller grusvolde samt bølgepåvirket rullestenskyst er de klart mest udbredte positive strukturer, mens beskyttet kystlinje med sand eller dynd er det hyppigste eksempel på negative struktur.