Aarhus Universitets segl

Bevaringsstatus

Bevaringsstatusvurderinger 2025

Bevaringsstatus for strandvold med enårige planter vurderes at være moderat ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 1210.201).

Naturtypens udbredelsesområde vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner og arealet vurderes også tilstrækkeligt stort, omend det er usikkert om det er i tilbagegang som følge af havstigninger. Naturtypens struktur og funktion vurderes at være moderat ugunstig i begge regioner, da 75-90% af arealet er i en gunstig tilstand. Tilstanden er stabil i atlantisk og der ikke er en entydig udvikling i kontinental region. Inden for habitatområderne er tilstanden stabil i atlantisk, mens der ikke er en entydig udvikling i kontinental region.

Struktur og funktion – tilstand

Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Strandvold med enårige planter er en ekstremt dynamisk naturtype, og en gunstig bevaringstilstand afhænger af forekomsten af opskyllet tang på stenede og grusede strande med bølgepåvirkning fra havet. Disse strukturer og funktioner beskrives bedst på en større skala end kontrolovervågningens prøvefelter. Struktur og funktion er derfor ikke beregnet med multikriteriemetoden, men ud fra tilstandsvurderingen af de kortlagte forekomster med naturtypen i den seneste kortlægning af habitatområderne (2016-2019). På de kortlagte forekomster med naturtypen er registreret en høj arealandel med positive naturtypekarakteristiske strukturer, særligt større eller gamle tang-, sten- eller grusvolde og bølgepåvirket rullestenskyst. Der er tilsvarende en lav andel med negative naturtypekarakteristiske strukturer, eksempelvis beskyttet kystlinje med sand eller dynd. Invasive arter indgår i strukturindekset og kontrolovervågningsdata underbygger, at invasive arter og især rynket rose er spredt forekommende i strandvold med enårige planter (forekommer i 11 % af 5 m cirklerne). 

Beregningerne af naturtilstanden viser, at 80% af arealet i atlantisk region er i en gunstig tilstand (god eller høj naturtilstand), mod 82% i kontinental. I atlantisk region er kortlagt et relativt lille areal med naturtypen, og her er tilstanden derfor beregnet for data fra hele landet.

Struktur og funktion - udvikling

Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 1210.203). Overvågningsdata viser en mindre forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. Fælles er dog, at der er et signifikant fald i dækningen af lave vedplanter i perioden. Der en tilbagegang i antallet og andelen af enårige arter i den kontinentale region og i udbredelsen af invasive arter (herunder rynket rose) i den atlantiske. Der er ikke signifikante ændringer i de øvrige indikatorer på strandvold med enårige planter. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning og kystdynamik) viser således, at tilstanden er overvejende stabil i strandvold med enårige planter i den atlantiske region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den kontinentale.

Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, som rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med strandvold med enårige planter, er en smule bedre end udenfor. Inden for habitatområder er der således et signifikant fald i udbredelsen af invasive arter og i dækningen af vedplanter, ligesom Ellenberg´s salinitetsindikator peger på en øget kystdynamik med hyppigere oversvømmelser med saltholdigt vand. Det vurderes derfor, at tilstanden inden for habitatområderne overvejende er stabil i strandvold med enårige planter i den atlantiske region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den kontinentale.

Tabel 1210.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen strandvold med enårige planter i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 122 været registreret som naturtypen strandvold med enårige planter i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Den forholdsvis begrænsede stikprøve for naturtypen kan forklare den faldende pH i prøvefelterne, mens analyserne af prøvefelterne opdelt på de to biogeografiske regioner indikerer, at pH er stabil. Læs mere om analysemetoderne her.