De mest betydende påvirkningsfaktorer for strandvold med enårige planter er begrænsninger af de naturlige processer, som naturtypens arter og deres sammenspil evolutionært er udviklet under.
Kystbeskyttende foranstaltninger (sandfodring, høfder, bølgebrydere, skråningsbeskyttelse, diger og dæmninger) og sediment- og sandflugtsdæmpende metoder (faskiner) begrænser de naturlige kystproces-ser - oversvømmelser, erosion og aflejringer - som skaber og opretholder levestederne langs kyster-ne. Og rekreative aktiviteter i kystområderne kan lokalt føre til strandrensning, sandfodring og over-udnyttelse. Historiske inddragelser af naturarealer til bebyggelse og infrastruktur hindrer også naturgenopretning, for eksempel når kystsikring opretholdes for at beskytte boliger og havneanlæg i stedet for at muliggøre frie kystprocesser.
Overalt i naturen er arterne tilpasset tilstedeværelsen af store planteædere året rundt, også på strandene. De vilde planteædere er til stede, men i unaturligt lave tætheder på grund af jagt, som reducerer vildtbestandene og ændrer dyrenes fødesøgnings- og bevægelsesmønstre.
Naturtypens tilstand påvirkes også af manglende sammenhæng mellem levestederne (fragmentering) og i mindre grad også af invasive plantearter, der tager plads fra de naturligt hjemmehørende arter.
Det forventes endvidere, at arealet og tilstanden af naturtypen strandvold med enårige planter i den nærmeste fremtid (de kommende 12 år) vil blive påvirket af klimaændringer i form af ekstreme temperaturer, havstigninger og ændret bølgepåvirkning.
Tabel 1210.204. Oversigt over de faktorer, der vurderes at have påvirket naturtypens tilstand i den aktuelle rapporteringsperiode (2019-2024). For hver påvirkningsfaktor er vist koden i den fælles europæisk liste (EIONET 2023), den danske gruppering og en kort titel, der beskriver påvirkningsfaktoren under danske forhold. Hver påvirkningsfaktor er karakteriseret ved dens betydning (høj, medium eller lav) og hvor stor en andel af naturtypens areal der vurderes at være påvirket (”omfang”). Timingen er ”igangværende” for alle faktorer, undtaget klimaændringerne, der er angivet som forventet i nær fremtid. En mere detaljeret beskrivelse af påvirkningsfaktorerne kan ses her.