Aarhus Universitets segl

Artssammensætning

Der er i gennemsnit registreret 10,2 plantearter i 5 m cirklerne på revling-indlandsklit (Tabel 2320.103), hvilket er lidt lavere end i kontrolovervågningens tilfældigt udlagte dokumentationscirkler inden for habitatområderne. De hyppigst registrerede arter er hedelyng, bølget bunke, revling, tyttebær og sand-star, der alle forekommer i mere end tre ud af fem dokumentationscirkler (Tabel 2320.103.A).

Der er i gennemsnit registreret 6 arter, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af eutrofiering eller tilgroning (enstjernearterne), hvilket er en relativt stor andel af det samlede antal arter og lidt lavere end i kontrolovervågningens dokumentationscirkler inden for habitatområderne. De hyppigst registrerede følsomme arter er hedelyng, revling, tyttebær, sand-star, lyng-snerre og pille-star (Tabel 2320.103.B).

Der er i gennemsnit registreret 0,42 arter, der er meget følsomme over for kulturpåvirkning i form af eutrofiering eller tilgroning (tostjernearterne), hvilket er sammenligneligt med kontrolovervågningens dokumentationscirkler inden for habitatområderne. Tormentil er den hyppigst registrerede meget følsomme art (25 % af 5 m cirklerne), mens tue-kogleaks, tandbælg, hede-melbærris, djævelsbid og guldblomme forekommer langt mere sporadisk (Tabel 2320.103.C).

Der er registreret 0,94 problemart i gennemsnit, hvilket er en relativt stor andel af det samlede antal arter. De mest udbredte problemarter (der ikke er listet som invasive) er blåtop, gederams og gyvel (Tabel 2320.103.D) og de er registreret i 5-38 % af dokumentationscirklerne.

Det gennemsnitlige antal arter samt en- og tostjernearter stiger kraftigt fra første til anden kortlægning og en smule fra anden til tredje, mens antallet af problemarter varierer (Tabel 2320.103). Disse forskelle kommer til udtryk i en mindre stigning i artstilstanden (Figur 2320.101).

Revling-indlandsklit er en af de lysåbne terrestriske naturtyper med størst udbredelse af invasive arter. Der er således registreret en eller flere invasive arter på mere end fire femtedele (83 %) af de kortlagte forekomster med revling-indlandsklit inden for habitatområderne (Tabel 2320.103). Og på hele 47 arealer med revling-indlandshede (18 %) er dækningen af invasive arter større end 10 %. Bjerg-fyr udgør hovedparten af registreringerne og findes på 54 % af forekomsterne med revling-indlandsklit. Derudover er fundet glansbladet hæg, stjerne-bredribbe, sitka-gran og klit-fyr på 15-39 % af forekomsterne, mens hvid-gran, arter af lærk (europæisk og japansk lærk), rynket rose, aks-bærmispel og nordmannsgran forekommer mere sporadisk.


Revling-indlandsklit er domineret af dværgbuske og revling findes i næsten alle dokumentationscirkler.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST