Strukturindekset er beregnet ud fra feltobservationer af en række indikatorer, der afspejler vegetationens struktur og påvirkningsfaktorer. Det gælder forekomsten af invasive plantearter, græsning/høslæt og en række naturtypekarakteristiske strukturer samt landbrugsmæssige påvirkninger. Strukturindikatorernes udbredelse på de kortlagte arealer er registreret i kategorier, der hver især tildeles en score i forhold til den optimale fordeling for naturtypen. Eksempelvis er den optimale tilstand i revling-indlandsklit en høj dækning af dværgbuske, en moderat dækning af bar jord og lave græsser og urter samt en lav dækning af høje græsser og urter (se Tabel 16-19 i Fredshavn og Nygaard 2014). Desuden vægtes indikatorerne indbyrdes i forhold til deres betydning for en gunstig tilstand for naturtypen. I revling-indlandsklit tillægges dækningen af dværgbuske, vedplanter og invasive plantearter, græsning, tegn på eutrofiering samt de naturtypekarakteristiske strukturer en relativt stor betydning for om strukturtilstanden er gunstig (se Tabel 2320.105).

Strukturindikatorernes gennemsnitlige scorer i de tre kortlægningsrunder, og dermed afvigelsen fra en optimal strukturtilstand, er vist i Tabel 2320.105. Det er primært dækningen af vedplanter, invasive plantearter, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen. For hovedparten af indikatorerne er de gennemsnitlige scorer ikke væsentligt forskellige i de tre kortlægningsperioder, hvilket også kommer til udtryk i et nogenlunde uændret strukturindeks (se Tabel 2320.102). Der ses et fald i scoren for de negative og positive naturtypekarakteristiske strukturer fra første til anden kortlægning og en stigning fra anden til tredje kortlægning (med 12,5 % betydning i strukturindekset). Ændringerne fra første til anden kortlægning hænger sammen med, at der ikke var udpeget eksempler på naturtypekarakteristiske strukturer for indlandsklitterne i den første kortlægning. Ændringerne fra den anden til den tredje hænger sammen med, at listen over strukturerne er ændret, så den er specifik for revling-indlandsklit i stedet for generel for de tre indlandsklittyper. Da det kortlagte areal med naturtypen stiger fra anden til tredje kortlægningsperiodes udvidede habitatområde afgrænsning (se Tabel 2320.101), kan ændringerne i scorerne ikke umiddelbart tages som udtryk for det fulde omfang af forandringerne i naturtypens strukturelle tilstand.

Fordelingen af strukturindikatorerne for den seneste kortlægning er vist i Figur 2320.103. Naturlige forstyrrelser, i form af græsning og erosion fra vinden, formår kun i meget lille grad at skabe og fastholde åbninger i vegetation. Således har blot en tiendedel af revling-indlandsklit en dækning af bar jord på mere end 5 %. På langt hovedparten af arealet er dækningen af laver under 5 %, mens mosserne er noget mere udbredte. Dværgbuske dominerer vegetationsdækket mens græs- og urtevegetationen er noget mere sporadisk, særligt de lavt- og højtvoksende græsser og urter. Vedplantedækningen er relativt høj, og knap en tredjedel af det kortlagte areal har en vedplantedækning over 10 %. Invasive plantearter er ret udbredte (se også Tabel 2320.104). Der er græsning på omtrent to femtedele af arealet med revling-indlandsklit og kun få af de kortlagte arealer er forvaltet med høslæt eller slåning. Der er hverken registreret tydelig eutrofiering fra direkte gødskning og tilskudsfodring eller randpåvirkninger fra tilstødende marker. Omfanget af historisk og nutidig næringsstofbelastning er vanskelig at vurdere og i særdeleshed, når vurderingerne skal gøres i felten og på luftfotos samt på den skala kortlægningen foretages på. Vurderingerne af effekterne på habitattyperne vil derfor være forbundet med stor usikkerhed og vil sandsynligvis være underestimeret. Vurdering af tilgroning er lettere at foretage og dokumentere i felten baseret på ophobet plantemateriale og kolonisering af buske og træer.