Vegetationen i visse-indlandsklit har lighedspunkter med vindbrud opstået i kystzonen. Vegetationen ligner typisk tør hede, men med islæt af arter, der er knyttet til lidt tørrere og varmere forhold. På nordvendte skråninger vil der ofte være dominans af revling.
Artssammensætningen i visse-indlandsklit er i NOVANA programmet dokumenteret ved antal arter samt antal arter, der er følsomme og meget følsomme overfor eutrofiering eller tilgroning. Indlandsklitternes tilstand er endvidere dokumenteret ved dækningen af mosser, laver, dværgbuske, hedelyng, revling, halvgræsser, græsser og bølget bunke samt forholdet mellem dværgbuske og græsser. Naturtypens tilstand er endvidere dokumenteret ved den samlede udbredelse af invasive arter og udbredelsen af bjerg-fyr og stjerne-bredribbe, som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter - også på længere sigt.
Tilstand 2017-2022
Der er i gennemsnit registreret 14 plantearter i 5 m cirklerne i visse-indlandsklit, og i omtrent en tiendedel af felterne er der mere end 20 arter. De hyppigst registrerede arter er bølget bunke, hedelyng, engelsk visse, sand-star, revling, pille-star og lyng-snerre. Der er i gennemsnit i 5 m cirklerne registreret 8,7 arter, der er følsomme overfor eutrofiering eller tilgroning, hvilket er en meget stor andel af de registrerede arter. Der er i 5 m cirklerne i gennemsnit registreret 0,84 arter, der er meget følsomme overfor eutrofiering eller tilgroning, og i omtrent 40 % af felterne findes ingen meget følsomme arter. De hyppigst registrerede meget følsomme arter er tormentil, tandbælg, guldblomme og djævelsbid.
Den samlede dækning af dværgbuske i visse-indlandsklit er 77 %, med en dækning af hedelyng på 49 %. I knap en tredjedel af de undersøgte felter er der ingen hedelyng, og arten er tydelig klumpet fordelt. Revling har en gennemsnitlig dækning på 30 %. De øvrige hyppigt registrerede dværgbuske er engelsk visse, tyttebær og håret visse. De bredbladede urter dækker 8,8 % og halvgræsser, siv og frytle 12 % ud fra pinpoint-data.
Bølget bunke, almindelig hvene, sand-hvene, fåre-svingel, rød svingel, katteskæg og de øvrige græsser dækker sammenlagt 51 %. Bølget bunke alene har en dækningsgrad på 44 % og forekommer i stort set alle prøvefelter. Forholdet mellem dækningen af dværgbuske og græsser er omkring 0,6 hvilket understreger dominansen af dværgbuske i visse-indlandsklit. Kryptogamerne er domineret af mosser, der dækker 45 %, mens laverne kun dækker 0,4 % af jordoverfladen og er fraværende i omtrent 95 % af prøvefelterne.
Der er registreret invasive arter i godt halvdelen af prøvefelterne. Stjerne-bredribbe er registreret i 28 % og bjerg-fyr i 13 % af prøvefelterne. Selvom stjerne-bredribbe findes i en stor andel af 5 m cirklerne, dækker arten en forsvindende lille del ud fra pinpoint-data. De øvrige invasive arter er glansbladet hæg, sitka-gran og klit-fyr.
Geografiske mønstre
Der er kun udlagt overvågningsstationer med visse-indlandsklit i den nordjyske og den vestjyske region, og der er for få prøvefelter i den nordjyske region til at lave en regional opdeling.
Udvikling 2011-2022
Overvågningsdata viser et signifikant fald i dækningen af græsser på 0,9 % om året og en signifikant stigning i antallet af arter, der er følsomme overfor eutrofiering eller tilgroning på 0,1 art om året, samt dækningen af dværgbuske og hedelyng og ratioen mellem dværgbuske og græsser på hhv. 2,1 %, 1,7 % og 0,02 % om året i perioden 2011-2022. Samtidig er der et signifikant fald i dækningen af laver på 0,19 % om året i perioden.
Der er signifikant lavere dækning af revling, bjerg-fyr og græsser, herunder bølget bunke, men også en signifikant større dækning af hedelyng, inden for – end uden for habitatområderne. Der er ikke signifikant forskel på fordelingen af de øvrige indikatorer for artssammensætning i visse-indlandsklit.
Engelsk visse er en af de hyppigst registrerede arter, der er følsomme overfor eutrofiering og tilgroning i visse-indlandsklit.
Foto: Peter Wind, AU