Bevaringsstatus for visse-indlandsklit vurderes at være moderat ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 2310.201).
Naturtypens udbredelsesområde vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Naturtypens areal vurderes at være stabilt i begge biogeografiske regioner og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i den atlantiske region, men utilstrækkeligt i den kontinentale. Her er det aktuelle forekomstareal 2-10% mindre end det areal, der vurderes nødvendigt for at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde og arealet vurderes moderat ugunstigt. I begge regioner vurderes struktur og funktion at være moderat ugunstig, da 10-25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forbedring i atlantisk region, også inden for habitatområderne. Tilstanden er i forværring i kontinentale region, også inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for visse-indlandsklit har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, vegetationshøjden, Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og pH i jorden som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 109 permanente prøvefelter, hvoraf ganske få findes i kontinental region, og 4% ligger inden for habitatområderne (Tabel 2310.202).
I atlantisk region består 3% af arealet med visse-indlandsklit de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 2310.202). Tilsvarende består 76% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 24% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Da der er udlagt meget få prøvefelter i kontinental region, er beregningerne foretaget på data fra hele landet. I kontinental region består 4% af arealet med visse-indlandsklit de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se beregninger af data fra hele landet i Tabel 2310.202). Tilsvarende består 77% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 23% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning, erosion og sandpålejring. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, sanddæmpning og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Dynamiske, tørre og næringsfattige visse-indlandsklitter har sjældent en høj dækning af vedplanter, ligesom vegetationen er åben og lavtvoksende. Det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 5% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til klitter med et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 10% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt. Visse-indlandsklitter med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 10 cm vurderes at være potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til varme og tørre levesteder, mens visse-indlandsklitter med dominans af planter over 20 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjden kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lavt (se her). På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at en væsentlig andel af arealet i atlantisk region har en vedplantedækning under det skærpede kriterium, mens blot en femtedel består kriteriet for vegetationshøjde. Der er for få prøvefelter i kontinental region til en særskilt opgørelse for denne region. Det tyder på, at forstyrrelser, naturpleje eller flerårig, tæt urtevegetation undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler dynamik og store planteædere til at sikre områder med lav og åben urtevegetation.
Ellenberg’s indikatorværdi for næringsstof er valgt som indikator for visse-indlandsklitternes næringsstatus og er et udtryk for vegetationens tilpasning til mængden af tilgængelige næringsstoffer på voksestedet over en længere periode. Prøvefelter med en indikatorværdi under 3,1 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning og tilgroning. Værdier over 3,5 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i visse-indlandsklitternes vegetation, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at visse-indlandsklitterne i mindre grad er påvirkede af næringsstoffer. I atlantisk region er ganske få procent af arealet med visse-indlandsklit tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og der er ikke arealer med naturtypen, der er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier). Der er for få prøvefelter i kontinental region til en særskilt opgørelse for denne region.
pH i jordbunden er udvalgt, fordi det er en vigtig plantefordelende faktor, og mange karakteristiske urter forsvinder fra vegetationsdækket på stærkt sure jorder. Det vurderes, at pH værdier under 3 er ugunstigt for indlandsklitternes opretholdelse, og værdier over 3,3 understøtter en gunstig tilstand. Analyserne af data viser, at forsuringen af jordbunden er vidt udbredt, idet fire femtedele af arealet har en mere sur jordbund end det skærpede kriterium.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 2310.203). Overvågningsdata viser en tydelig forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. Overvågningsdata fra den atlantiske region, der rummer hovedparten af prøvefelterne med visse-indlandsklit, viser en signifikant stigning i antal arter og arter, der er følsomme over for næringspåvirkning og tilgroning, i dækningen af dværgbuske, herunder hedelyng og ratioen mellem dværgbuske og græsser. Her ses også et signifikant fald i dækningen af græsser, herunder bølget bunke, mens der er en øget udbredelse af bølget bunke og blåtop og mosserne øger deres dækning i forhold til laverne. Selvom udbredelsen af græsning er i fremgang og udbredelsen af bjerg-fyr af mindsket, ses også en stigning i dækningen af lave vedplanter. Det tyder på, at nogle arealer forvaltes, mens andre mangler græssende dyr eller andre naturlige forstyrrelser til at holde vegetationsdækket åbent. Der er også et signifikant fald i Ellenberg´s næringsratio, hvilket kunne tyde på en fremgang for de mere næringsføl-somme arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en mindsket tilgængelighed af næringsstof-fer, men kan også være udtryk for en mindre konkurrence om lys som følge af græsningens fjernelse af plantebiomasse. Vi ser dog samtidig en stigning i fosforindholdet i løvet og et signifikant fald i pH. I den kontinental region er et signifikant fald i antal arter, der er følsomme over for næringspåvirkning og tilgroning og et fald i dækningen af græsser (og bølget bunke). Dækningen af dværgbuske er stabil, hedelyng har en stigende dækning, mens der ses en faldende udbredelse af både hedelyng og revling. Både dækningen af mosser og især laver er i tilbagegang. Selvom udbredelsen af græsning er i fremgang, er der også en stigning i dækningen af lave vedplanter og et fald i dækningen af blottet sand. Der er en faldende dækning af invasive karplanter, men også tegn på en øget spredning. Endelig ses en stigning i kvælstof- og fosforindholdet i løvet. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces og tilgængelighed af næringsstoffer) viser således, at tilstanden i visse-indlandsklit overvejende er i fremgang i den atlantiske region, men i forværring i den kontinentale.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne er en smule bedre end udenfor. Uden for habitatområder er der således tydeligere tegn på tilgroning, trods en øget udbredelse af græsning, og der ses også en stigende udbredelse af invasive arter. Det vurderes derfor, at tilstanden i visse-indlandsklit inden for habitatområderne overvejende er i fremgang i den atlantiske region, men også i forværring i den kontinentale.
Tabel 2310.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur og næringsstatus for naturtypen visse-indlandsklit i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 202 været registreret som naturtypen visse-indlandsklit i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 2310.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for indlandsklitter. For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 2310.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for visse-indlandsklit. For de fire udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. Da der er udlagt meget få prøvefelter i kontinental region, er beregningerne her foretaget på data fra hele landet. For den atlantiske region og hele landet er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
