Naturtypens udbredelsesområde er defineret ved kendte forekomster af en af de tre indlandsklittyper, samt arealer med flyvesand, der ligger mere end 5 km fra kysten (Andersen m.fl. 2024) (se Figur 3110.1). Forskellene i naturtypens udbredelsesområde mellem årene (Tabel 2310.1) skyldes primært ændrede beregningsmetoder og et forbedret datagrundlag og afspejler derfor ikke nødvendigvis reelle forandringer.  Udbredelsesområdet med visse-indlandsklit  vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner, og selvom udbredelsesområdet er lidt større end tidligere beregnet, vurderes det at være stabilt.

Der er gennemført en fuldstændig kortlægning af naturtypens forekomster inden for habitatområderne i perioden 2016-2019 (se mere her). I mangel af en kortlægning af naturtypens forekomster uden for habitatområderne er det kortlagte areal inden for opskaleret til naturtypens udbredelsesområde ud fra en række antagelser. En væsentlig andel af det kortlagte areal med naturtypen (66 %) er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Vi har derfor anvendt det arealmæssige overlap mellem de kortlagte forekomster og den vejledende § 3-registrering (primært hede) inden for habitatområderne, til at beregne den arealmæssige dækning af naturtypen på § 3 arealer i hele udbredelsesområdet.

Da tilstanden af habitatnaturtyperne og § 3-arealerne generelt er bedre inden for habitatområderne end uden for, vurderes det, at en mindre andel af arealet med § 3-beskyttede heder uden for habitatområderne opfylder Habitatdirektivets definitioner for visse-indlandsklit. Vi har derfor nedjusteret det beregnede areal med en faktor 0,8.

Kortlægningen inden for de nye habitatområdegrænser har ført til en stigning i arealet, ligesom beregningerne af det samlede areal peger på, at naturtypen er mere udbredt end hidtil antaget. Disse ændringer skyldes primært et forbedret datagrundlag og ændrede beregningsmetoder og kan ikke tages som udtryk for reelle forandringer i arealet.

Naturtypens areal vurderes at være stabilt i begge biogeografiske regioner og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i den atlantiske region, men utilstrækkeligt i den kontinentale. Her er det aktuelle forekomstareal 2-10% mindre end det areal, der vurderes nødvendigt for at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde (Favourable Reference Area, FRA) og arealet vurderes moderat ugunstigt.