Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Sammenfatning 2016-2019

Om rapporten

Denne rapport viser resultaterne fra Miljøstyrelsens kortlægning af de 43 terrestriske habitattyper der er kortlagt inden for habitatområderne i perioden 2016 til 2019. I november 2018 blev foretaget en omfattende opdatering af Natura 2000-områdernes afgrænsning og de udvidede arealer blev kortlagt i 2019. I rapporten er kortlægningsresultaterne vist for både den afgrænsning af habitatområderne, der var gældende fra 2004-2018 og den opdaterede fra 2018.

I rapporten sammenlignes de kortlagte arealer og naturtilstanden fra den seneste kortlægning med de to tidligere kortlægningsrunder. For hovedparten af de 33 lysåbne habitatnaturtyperne er den seneste kortlægning den tredje siden Habitatdirektivets implementering i Danmark Således blev 18 af de 33 lysåbne habitatnaturtyper kortlagt i perioden 2004-2006 og i 2006-10 blev kortlagt yderligere fem habitatnaturtyper. I denne periode blev udviklet et tilstandsvurderingssystem for de 23 kortlagte habitatnaturtyper (Fredshavn & Ejrnæs 2007). Den anden kortlægning blev gennemført i 2010-2012 for samtlige 33 lysåbne terrestriske habitatnaturtyper og der blev udviklet metoder til vurdering af naturtilstanden for yderligere ni habitatnaturtyper (Fredshavn & Nygaard 2012). Der mangler således fortsat metoder til tilstandsvurdering af indlandsklipperne.

De 10 skovhabitatnaturtyper er kun kortlagt to gange. De blev første gang kortlagt i 2005-2006 på de fredskovpligtige arealer og frem mod 2012 på de øvrige arealer inden for habitatområderne. I denne periode blev udviklet et tilstandsvurderingssystem for skovene (Fredshavn m.fl. 2007). Kortlægningsmetoden undergik en omfattende forandring i den seneste kortlægningsrunde (2016-2019) og der er ikke udviklet nye metoder til tilstandsvurdering af skovene, der er tilpasset de ændrede indikatorer. Der er derfor ikke beregnet naturtilstand for skovene i denne rapport.


De kortlagte arealer

I perioden 2016-2019 er kortlagt 119.410 ha med de 43 terrestriske habitatnaturtyper inden for den gamle afgrænsning af habitatområderne (gældende til november 2018), svarende til 38 % af habitatområdernes landareal (se Tabel 101). I forhold til den forrige kortlægning (2010-2012 for de lysåbne naturtyper og 2005-2012 for skovene) er arealet med habitatnatur forøget med 4.073 ha. For de fleste habitatnaturtyper er arealet nogenlunde uændret i perioden, mens nogle har et forøget eller reduceret areal. Der ses en særlig stor forøgelse af det kortlagte areal i de to seneste kortlægninger for klithede (656 ha), strandeng (617 ha), enårig strandengsvegetation (575 ha), nedbrudt højmose (406 ha), surt overdrev (367 ha) og stilkegekrat (322 ha) (se Figur 101). Arealet er reduceret for et mindre antal habitatnaturtyper, herunder vadegræssamfund (-156 ha), grå/grøn klit (-150 ha) og tør hede (-137 ha).

Disse forskelle i det kortlagte areal kan dog ikke direkte tages som udtryk for reelle forandringer. En del af forskellene mellem kortlægningsrunderne kan således tilskrives en mere detaljeret kortlægning, en forbedret forståelse af habitatnaturtypernes variationsbredde og for nogle habitatnaturtyper også en ændring i naturtypedefinitionen. Således er arealet med habitatnaturtypen våd hede i den anden kortlægning næsten fordoblet i forhold til den første kortlægning, da definitionen på våd hede blev ændret fra ”dominans af dværgbuske” til ”præget af dværgbuske og/ eller lave pors, ofte med et stort indslag af blåtop”. Det kortlagte areal med enårig strandengsvegetation (1310) er øget markant fra anden til tredje kortlægning, hvilket primært skyldes en mere detaljeret kortlægning på Saltholm hvor arealet med denne strandengstype er udvidet med 450 ha. I Tabel 101 ses endvidere, at arealet i den anden og tredje kortlægning er opdelt på et større antal forekomster (kortlagte arealer med en naturtype) end i den første kortlægning (2004-2006). Det hænger sammen med, at der fra anden kortlægning er indført et princip om, at de kortlagte arealer ikke bør rumme større strukturelle eller driftsmæssige forskelle og at der højst må være 100 m mellem forekomster, der er kortlagt som en multipolygon (adskilte delforekomster, der kortlægges sammen).

Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har medført en forøgelse af det samlede kortlagte areal på 14.259 ha (se Tabel 101). Mere end halvdelen af forøgelsen er med skovarealer, og især med bøg på muld (4.345 ha), bøg på mor (1.563 ha) og egeblandskov (793 ha). For hele seks af de 10 skovhabitattyper er andelen af det skønnede nationale areal, der ligger inden for habitatområderne, forøget med mere end 5 % (se Figur 102). Således er arealandelen med bøg på muld inden for habitatområderne øget fra 14,6 % inden for de gamle habitatområdegrænser til 26 % inden for de opdaterede grænser. De øvrige fem skovtyper er bøg på mor med en 8,8 % forøgelse af arealandelen inden for habitatområderne, stilkegekrat (8,7 %), ege-blandskov (7,9 %), skovbevokset tørvemose (6,8 %) og bøg på mor med kristtorn (6,4 %). For de lysåbne naturtyper er arealforøgelsen størst for klithede med 1.484 ha og en forøgelse af arealandelen på 5,7 %, grå/grøn klit (1.217 ha og 7,8 %) og tør hede (918 ha og 4,4 %) (Tabel 101). Den relative forøgelse i arealet som følge af en ændring i afgrænsningen af Natura 2000-områderne er stor for en række mindre udbredte naturtyper. Det gælder eksempelvis de tre indlandsklittyper med forøgelse af arealandelen inden for habitatområderne på mellem 9,4 og 10,5 %, hvid klit (7,3 %), tørvelavning (6,1 %), strandvold med enårige planter (5,1 %), grårisklit (5,0 %) og havtornklit (4,9 %). Der ses også store relative forøgelser af arealet for en række udbredte naturtyper som grå/grøn klit (7,8 %), klithede (5,7 %), våd hede (4,9 %), tør hede (4,4 %) og klitlavning (4,4 %) (se Figur 102). Til gengæld har grænsejusteringerne ikke ført til væsentlige ændringer i arealet med overdrev, tidvis våde enge, sure moser (ud over tørvelavning) og kalkrige moser, der ligger inden for Natura 2000-områderne.

Kortlægningstabel 2019
Tabel 101. Oversigt over de kortlagte forekomsters antal og areal (i ha) gennem de tre kortlægningsperioder for de 43 terrestriske naturtyper.
Sammenfatning figur 101
Figur 101. Ændringer i de kortlagte arealer med de 43 terrestriske habitatnaturtyper fra den forrige til den seneste kortlægning i 2016-2019. For de 33 lysåbne habitatnaturtyper sammenlignes med den anden kortlægningsrunde (2011-2012) og for de 10 skovtyper med den første kortlægningsrunde (2005-2012). De 10 skovtyper er vist med grønne søjler og de 33 lysåbne naturtyper med blå.
Sammenfatning figur 102
Figur 102. Ændringen i den procentvise andel af det skønnede nationale areal med de 43 terrestriske habitatnaturtyper, der ligger inden for habitatområderne som følge af justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser i november 2018. De 10 skovtyper er vist med grønne søjler og de 33 lysåbne naturtyper med blå.

Naturtilstanden for lysåbne naturtyper

Kortlægningen inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 65 % af arealet (se Figur 103) og 51 % af de kortlagte forekomster med de lysåbne terrestriske habitatnaturtyper har høj eller god naturtilstand. Ganske få arealer har dårlig naturtilstand, mens 4 % af arealet og 8 % af forekomsterne har ringe naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Naturtilstanden er særlig høj for enårig strandengsvegetation (1310), aktiv højmose (7110) og tørvelavning (7150), der alle er snævert defineret og hvor en ugunstig tilstand nemt falder uden for naturtypens definitioner og derfor ikke bliver kortlagt. Der er også registreret en relativt høj naturtilstand i en række af de dynamiske kystnaturtyper som fx strandvold med enårige planter (1210), forklit (2110) og hvid klit (2120). I modsætning hertil er naturtilstanden særligt lav for vadegræssamfund (1320), der er defineret ved en problemart (arter af vadegræs) og nedbrudt højmose (7120), der er defineret som en højmose i en ugunstig tilstand. Den relativt lille arealandel i de to bedste tilstandsklasser for havtornklit (2160), indlandssalteng (1340) og kildevæld (7220) er derimod udtryk for naturtypernes generelt ugunstige tilstand.

Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har ikke medført væsentlige ændringer i den gennemsnitlige tilstand.

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypernes struktur- og artstilstand. Hvis man ser på de lysåbne terrestriske naturtyper som helhed, er der ikke forskel på hvor stor en andel af arealet, der har en struktur- og artstilstand i de to bedste tilstandsklasser (hhv. 66 og 65 %). Der er relativt mange naturtyper, hvor strukturtilstanden er højere end artstilstanden. Det er mest udtalt for strandvold med enårige (1210) og flerårige planter (1220), kystklint eller -klippe (1230), indlandssalteng (1340), forklit (2110), havtornklit (2160), højmoser (7110 og 7120), tørvelavning (7150), avneknippemose (7210) og kildevæld (7220). Der er dog også naturtyper, hvor artstilstanden er en smule højere end den strukturelle tilstand. Det er gælder fx tør hede (4030), visse-indlandsklit (2310) og revling-indlandsklit (2320). Artstilstanden beregnes ud fra planternes artssammensætningen i de dokumentationscirkler, der udlægges inden for hver af de kortlagte forekomster. Dokumentationscirklerne i kortlægningen er udlagt på den bedst udviklede og mindst påvirkede del af det kortlagte areal, i modsætning NOVANA-programmets kontrolovervågning, hvor prøvefelterne er tilfældigt udlagt. Artstilstanden i kortlægningen er dermed udtryk for artspotentialet på arealet, mens artsindikatorerne i kontrolovervågningen afspejler naturtypens gennemsnitlige artstilstand. Artstilstandsberegningerne i kortlægningen er derfor forskellig fra beregningerne i kontrolovervågningen.

Ændringer i naturtilstanden for lysåbne naturtyper

Inden for den gamle afgrænsning af Natura 2000-områderne (gældende før november 2018) er der ikke væsentlig forskel på naturtilstanden af de lysåbne terrestriske naturtyper gennem de tre kortlægningsperioder, eller også er der ikke en entydig trend i udviklingen.

Det overordnede billede er, at artstilstanden overvejende er uændret eller faldende, hvilket også er dokumenteret i resultaterne fra NOVANA-programmets kontrolovervågning. En faldende artstilstand ses eksempelvis for indlandssalteng (1340), enebærklit (2250), enebærkrat (5130), aktiv (7110) og nedbrudt højmose (7120) og kildevæld (7220). Artsindekset er forbedret en smule for kystklint- og –klippe (1230), tidvis våd eng (6410) og rigkær (7230). Til gengæld ses forandringer af strukturtilstanden for ganske mange naturtyper. Der er på den ene side en stigning i strukturtilstanden for strandvold med enårige (1210) og flerårige planter (1220), indlandsklint og –klippe (1230), enårig strandengsvegetation 1310), vadegræssamfund (1320), indlandssalteng (1340), hvid klit (2120), havtornklit (2160), våd hede (4010), højmoser (7110 og 7120) og rigkær (7230). Der er på den anden side et fald i strukturtilstanden for en række kystklitter, herunder grå/grøn klit (2130), klithede (2140), klitlavning (2190) og enebærklit (2250), samt visse-indlandsklit (2310), enebærkrat (5130), tørt kalksandsoverdrev (6120) og tidvis våd eng (6410).

Ændringerne i strukturindekset kan skyldes reelle forandringer af tilstanden. Således er der tydelige tegn på en større udbredelse af græsning for en lang række naturtyper, hvilket påvirker strukturtilstanden positivt. Den øgede udbredelse af græsning afspejler indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen. For en række eng- og mosetyper (indlandssalteng, våd hede, tidvis våd eng, aktiv og nedbrudt højmose og rigkær) ses også tegn på en formindsket afvanding, hvilket kunne tyde på, at flere arealer har fået en mere naturlig hydrologi. Dette ses også i data fra NOVANA programmets kontrolovervågning. En del af forklaringen er gennemførelse af en række genopretningsprojekter af eksempelvis aktiv højmose, og et mere vådt klima. Men de gennemsnitlige tilstandsindeks påvirkes også af en række metodiske forhold. Eksempelvis kan de hydrologiske forandringer også hænge sammen med ændrede definitioner i de tekniske anvisninger, idet kendskabet til lokale vandindvindinger indgik i vurderingerne af effekterne af afvanding i den første kortlægningsrunde, men ikke i de to efterfølgende. For en række naturtyper, som fx kystklint og –klippe (1230), enårig strandengsvegetation (1310) og forklit (2110), hænger en ændring i strukturtilstanden sammen med ændringer i udbredelsen af de naturtypekarakteristiske strukturer og en væsentlig del af forskellene kan forklares ved en ændring af de konkrete strukturer, der registreres for den enkelte naturtype. Endelig hænger en del af forskellene i tilstanden sammen med, at det kortlagte areal med mange naturtyper stiger gennem kortlægningsperioden, hvorfor de ikke umiddelbart kan tages som udtryk for omfanget af de reelle forandringer i naturtilstanden.

Sammenfatning figur 103
Figur 103. Den gennemsnitlige naturtilstand for de 32 lysåbne terrestriske naturtyper, der er udviklet et tilstandsvurderingssystem for. Data er fra den tredje kortlægning (2016-2019) inden for den nye habitatområdeafgrænsning (efter november 2018). Andelen er vægtet for de enkelte forekomsters arealer.