Strukturindekset er beregnet ud fra feltobservationer af en række indikatorer, der afspejler vegetationens struktur og påvirkningsfaktorer. Det gælder forekomsten af invasive plantearter, græsning/høslæt og en række naturtypekarakteristiske strukturer, modifikationer af hydrologi og kystdynamik samt landbrugsmæssige påvirkninger. Strukturindikatorernes udbredelse på de kortlagte arealer er registreret i kategorier, der hver især tildeles en score i forhold til den optimale fordeling for naturtypen. Eksempelvis er den optimale tilstand i forklit en høj dækning af bar jord, en moderat dækning af middelhøje græsser og urter (se Tabel 9-12 i Fredshavn og Nygaard 2014). Desuden vægtes indikatorerne indbyrdes i forhold til deres betydning for en gunstig tilstand for naturtypen. I forklit tillægges dækningen af bar jord og invasive plantearter, kystsikring samt de naturtypekarakteristiske strukturer en relativt stor betydning for om strukturtilstanden er gunstig (Tabel 2110.105).
Strukturindikatorernes gennemsnitlige scorer i de to kortlægningsrunder, og dermed afvigelsen fra en optimal strukturtilstand, er vist i Tabel 2110.105. Det er primært dækningen af bar jord, invasive plantearter samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen. Andre indikatorer, som eksempelvis urtevegetationens højdefordeling (lave, middelhøje og høje græsser og urter), er langt fra den optimale tilstand for naturtypen, men tillægges en lille betydning i beregningerne af strukturindekset.
For hovedparten af indikatorerne er de gennemsnitlige scorer ikke væsentligt forskellige i de to kortlægningsperioder, hvilket kommer til udtryk i et nogenlunde uforandret strukturindeks (se Tabel 2110.102). En lavere score for invasive plantearter er umiddelbart en indikation på at deres udbredelse er steget i perioden, men det kan dog også skyldes præciseringer af opgørelsesmetoden. Der er også et tydeligt fald i scoren for de negative naturtypekarakteristiske strukturer (med 20 % betydning i strukturindekset), hvilket delvist kan tilskrives en ændring af de konkrete strukturer, der eftersøges for naturtypen og især udskiftningen af dækningen af stjerne-bredribbe med dækningen af sammenhængende vegetation. Da det kortlagte areal med naturtypen stiger markant fra anden til tredje kortlægningsperiode (se Tabel 2110.101), kan ændringerne i scorerne ikke umiddelbart tages som udtryk for det fulde omfang af forandringerne i naturtypens strukturelle tilstand.
Fordelingen af strukturindikatorerne for den seneste kortlægning er vist i Figur 2110.103. Naturlige forstyrrelser, i form af vindens omlejring af sandet og erosion fra havet, har skabt åbninger i vegetation på en væsentlig del af de kortlagte forklitter. Således har tre fjerdele af arealet en dækning af bar jord på mere end 30 %. Tilsvarende er vegetationen relativt lukket på op til en tiendedel. Laver og mosser forekommer kun på en forsvindende lille andel af forekomsterne og her med en lav dækning. Vegetationen er sparsom og græs- og urtevegetationen er fortrinsvis er mellem 15 og 50 cm høj. Vedplantedækningen er meget lav som følge af de naturlige forstyrrelser fra havet og vinden og invasive plantearter er spredt forekommende (se også Tabel 2110.104). Ganske få arealer er græssede og ingen er forvaltet med høslæt eller slåning. Der sker ikke afvanding af forklit og der er ikke registreret tydelig eutrofiering fra direkte gødskning og tilskudsfodring samt randpåvirkninger fra tilstødende marker. Der er kun registreret tegn på en sporadisk begrænsning af den naturlige kystdynamik på en meget lille andel af forklitterne. Omfanget af historisk og nutidig næringsstofbelastning og betydningen af begrænsninger i den naturlige kystdynamik er vanskeligt at vurdere og i særdeleshed, når vurderingerne skal gøres i felten og på luftfotos samt på den skala kortlægningen foretages på. Vurderingerne af effekterne på habitattyperne vil derfor være forbundet med stor usikkerhed og vil sandsynligvis være underestimeret. Vurdering af tilgroning er lettere at foretage og dokumentere i felten baseret på ophobet plantemateriale og kolonisering af buske og træer.
Som en del af strukturtilstanden er registreret en række positive og negative naturtypekarakteristiske strukturer, der er specifikke for den enkelte naturtype (link). Stor udbredelse af positive strukturer indikerer, at forklitterne har frie dynamiske processer (i form af sandpålejring og erosion) og er relativt upåvirkede af kulturindgreb i form af eutrofiering, reduktion af kystdynamik eller tilgroning. Stor udbredelse af negative strukturer indikerer, at forklitterne er stærkt kulturpåvirkede og at de dynamiske processer er begrænsede, eksempelvis i form af kystsikring.
Der er registreret noget større udbredelse af positive end negative naturtypekarakteristiske strukturer i forklitterne (Figur 2110.104). Konstant vindomlejring af sand og vindbrud er de klart mest udbredte positive strukturer, mens sammenhængende vegetation og kraftigt slid fra færdsel er de hyppigst registrerede negative strukturer.
