Der er relativt få arter i de hvide klitter ift. de øvrige kystklittyper og de lysåbne terrestriske naturtyper som helhed, hvilket hænger sammen med, at dette meget dynamiske levested er naturligt fattigt på plantearter. Der er således i gennemsnit registreret 7,6 plantearter i 5 m cirklerne på hvid klit (Tabel 2120.103), hvilket er lavere end i kontrolovervågningens tilfældigt udlagte dokumentationscirkler inden for habitatområderne. De hyppigst registrerede arter er sand-hjælme, marehalm, strand-fladbælg, sand-star, rød svingel, strandarve, ager-svinemælk og klit-svingel, der alle forekommer i mere end en fjerdedel af dokumentationscirklerne (Tabel 2120.103.A).
Der er i gennemsnit registreret 2,9 arter, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af eutrofiering, afvanding, reduktion af kystdynamik eller tilgroning (enstjernearterne), hvilket er sammenligneligt med kontrolovervågningens dokumentationscirkler inden for habitatområderne. De hyppigst registrerede følsomme arter er sand-star, strandarve, klit-svingel, siv-kvik og smalbladet høgeurt (Tabel 2120.103.B).
Der er en relativt høj andel af meget følsomme arter i forhold til de øvrige kystklittyper og de lysåbne terrestriske naturtyper som helhed. Der er således i gennemsnit registreret 0,6 arter, der er meget følsomme over for kulturpåvirkning i form af eutrofiering, afvanding, reduktion af kystdynamik eller tilgroning (tostjernearterne), hvilket er lidt højere end i kontrolovervågningens dokumentationscirkler inden for habitatområderne. Strand-fladbælg er den hyppigst registrerede meget følsomme art (42 % af 5 m cirklerne), mens arter som strand-mandstro, sand-rottehale, klit-fladbælg og klit-kambunke, forekommer langt mere sporadisk (Tabel 2120.103.C).
Der er registreret 0,2 problemarter i gennemsnit og de mest udbredte problemarter (der ikke er listet som invasive) er mælkebøtte, ager-tidsel, draphavre, rejnfan, burre-snerre og gederams (Tabel 2120.103.D) og de er registreret i 2-14 % af dokumentationscirklerne.
Det gennemsnitlige antal arter og enstjernearter nogenlunde uændret gennem de to kortlægningsperioder, mens antallet af tostjernearter og problemarter er en smule lavere (Tabel 2120.103). Disse forskelle kommer dog ikke til udtryk i artstilstanden, der er uændret fra anden til tredje kortlægningsperiode (Figur 2120.102).
Hvid klit er en af de lysåbne terrestriske naturtyper med størst udbredelse af invasive arter. Der er således registreret en eller flere invasive arter med en dækning på mere end 1 % på to tredjedele (65 %) af de kortlagte forekomster med hvid klit inden for habitatområderne (Tabel 2120.103). Og på 18 arealer med hvid klit er dækningen af invasive arter større end 10 %. Rynket rose udgør langt hovedparten af registreringerne og findes på 65 % af forekomsterne med hvid klit. Derudover er fundet stjerne-bredribbe, bjerg-fyr, bukketorn og canadisk bakkestjerne med en lav dækning på 1-4 % af forekomsterne. På to lokaliteter med hvid klit har bukketorn en dækning over 10 %.
Sand-hjælme er den hyppigst registrerede art i den hvide klit.
Foto: Peter Wind, AU