Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 79 % af arealet med hvid klit og 78 % af forekomsterne med naturtypen har høj eller god naturtilstand (se Figur 2120.102). Ingen arealer har dårlig naturtilstand, mens blot 1 % af arealet og 3 % af forekomsterne har ringe naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstand er på 0,67 for de 172 forekomster med hvid klit (Tabel 2120.102). Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har medført en mindre forøgelse af den gennemsnitlige tilstand (Figur 2120.102 og Tabel 2120.102). Figur 2120.101 viser andelen af hvide klitter i høj eller god naturtilstand i de 38 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen.

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand og der ikke er væsentlig forskel på struktur- og artstilstanden i de hvide klitter (Figur 2120.102). Der er ikke væsentlig forskel på andelen af arealet, der har en høj eller god artstilstand (78 %) og strukturtilstand (77 %), og de gennemsnitlige indeksværdier er sammenlignelige på 0,67 og 0,70 (Tabel 2120.102). Andelen af arealet i høj naturtilstand er lavere end arealandelen af høj struktur- og artstilstand, hvilket tyder på, at det ikke er de samme arealer, der har scorer højest i hhv. struktur og artsindeks. Det gennemsnitlige naturtilstandsindeks (Tabel 2120.102) stiger en smule fra anden til tredje kortlægning, ligesom andelen af arealet i høj og god naturtilstand er øget. Der ses en tilsvarende stigning i strukturindekset, ligesom andelen af arealet i de to bedste strukturtilstandsklasser øges fra anden til tredje kortlægning (se også afsnit om strukturindikatorerne). Artsindekset er uændret, men der ses samtidig en forøget andel af arealet i god artstilstand.