Aarhus Universitets segl

Naturtilstand

Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 58 % af arealet og 59 % af forekomsterne med hængesæk har høj eller god naturtilstand (se Figur 7140.102). Ingen arealer har dårlig naturtilstand, mens blot 1 % af arealet og 3 % af forekomsterne har ringe naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstand er på 0,62 for de 1.191 forekomster med hængesæk (Tabel 7140.102). Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har ikke medført ændringer i den gennemsnitlige tilstand (Figur 7140.102 og Tabel 7140.102). Figur 7140.101 viser andelen af hængesækkene i høj eller god naturtilstand i de 104 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen. Dog er der en tendens til at tilstanden er bedre i Jylland end på øerne

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand. Det er tydeligt at strukturtilstanden på hængesækkene har trukket naturtilstanden op, mens artstilstanden er lidt lavere. Således har 67 % af arealet høj eller god strukturtilstand, mens 58 % har en artstilstand i en af de to bedste tilstandsklasser. Det ses også af de gennemsnitlige indeksværdier, der ligger på hhv. 0,68 og 0,59 (Tabel 7140.102). De gennemsnitlige tilstandsindeks (Tabel 7140.102) er nogenlunde uændret gennem de tre perioder, dog er der et lille fald fra første til anden kortlægning. Gennem hele perioden ses et lille fald i andelen af arealet, der er i en af de to højeste tilstandsklasser. Da det kortlagte areal med hængesæk stiger markant fra anden til tredje kortlægning, kan de gennemsnitlige ændringer ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne.     

Figur 7140.102. Fordelingen af de kortlagte arealer på de fem tilstandsklasser (høj, god, moderat, ringe og dårlig) for naturtypen hængesæk (den øverste figur). Til venstre er vist naturtypens naturtilstand, i midten strukturtilstanden og til højre artstilstanden. Tilstandsklasserne er vist for 1) første kortlægningsrunde (2004-2006), 2) anden kortlægningsrunde (2010-2012), samt tredje kortlægningsrunde (2016-2019) med 3a) den gamle afgrænsning og 3b) den nye afgrænsning af habitatområderne. Fordelingen er som udgangspunkt vist som den procentvise andel af arealet (hvor hver forekomst er vægtet ved dets areal), men kan via dropdown-menuen også vises som antal kortlagte forekomster og det kortlagte areal (i ha) i hver tilstandsklasse. Den nederste figur viser fordelingen i tilstandsklasserne for en valgbar naturtype, alle de lysåbne terrestriske naturtyper samlet, eller samme naturtype med en anden opgørelsesmetode (antal, areal i ha eller areal i %).

Se tidligere rapporteringer:

Se indeksværdier:

  • Naturtilstand