Strukturindekset er beregnet ud fra feltobservationer af en række indikatorer, der afspejler vegetationens struktur og påvirkningsfaktorer. Det gælder vegetationens højde og sammensætning af laver, mosser, urter, græsser, dværgbuske og vedplanter, forekomsten af invasive plantearter, tegn på græsning/høslæt, modifikationer af hydrologi og kystdynamik samt landbrugsmæssige påvirkninger og udbredelsen af en række naturtypekarakteristiske strukturer. Laver, mosser og tørvemosser indgår ikke i beregningerne af strukturtilstanden. Strukturindikatorernes udbredelse på de kortlagte arealer er registreret i kategorier, der hver især tildeles en score i forhold til den optimale fordeling for naturtypen. Eksempelvis er den optimale tilstand i hængesæk en høj dækning af lave græsser og urter, en moderat dækning af dværgbuske samt en lav dækning af høje græsser og urter (se Tabel 30-33 i Fredshavn og Ejrnæs 2009). Desuden vægtes indikatorerne indbyrdes i forhold til deres betydning for en gunstig tilstand for naturtypen. På hængesæk tillægges tegn på afvanding og eutrofiering, dækningen af vedplanter og invasive plantearter, samt de naturtypekarakteristiske strukturer en relativt en relativt stor betydning for om strukturtilstanden er gunstig (se Tabel 7140.105).
Strukturindikatorernes gennemsnitlige scorer i de tre kortlægningsrunder, og dermed afvigelsen fra en optimal strukturtilstand, er vist i Tabel 7140.105. Det er primært dækningen af vedplanter og tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen. Andre indikatorer, som eksempelvis dækningen af middelhøje og høje græsser og urter, er langt fra den optimale tilstand for naturtypen, men tillægges en lille betydning i beregningerne af strukturindekset. For hovedparten af indikatorerne er de gennemsnitlige scorer ikke væsentligt forskellige i de tre kortlægningsperioder, eller også er der ingen entydig trend, hvilket også kommer til udtryk i et nogenlunde uændret strukturindeks (se Tabel 7140.102). Der ses et mindre fald i scoren for de positive og negative naturtypekarakteristiske strukturer og i dækningen af vedplanter, hvilket kunne tyde på at de nedbrudte højmoser er under tilgroning.
Fordelingen af strukturindikatorerne for den seneste kortlægning er vist i Figur 7140.103. Dækning af levende tørvemosser er relativt høj og på godt halvdelen af arealet med hængesæk er dækningen over 30 %. Det tyder på, at en væsentlig andel af de kortlagte hængesække er næringsfattige. Dækningen af øvrige mosser er noget mere begrænset, og laver er næsten fraværende. Middelhøje og høje græsser og urter som fx næb-star og smalbladet kæruld dominerer vegetationsdækket, mens lave græsser og urter og dværgbuske er noget mere spredt forekommende. Vedplantedækningen er høj, hvilket tyder på at en væsentlig del af hængesækkene er i et sent successionsstadie. Således har to femtedele af det kortlagte areal har en vedplantedækning over 10 % og ganske få af de kortlagte forekomster er træløse. Invasive plantearter er spredt forekommende på hængesækkene (se også Tabel 7140.104). Der er græsning på knap en sjettedel af forekomsterne, mens enkelte kortlagte arealer er forvaltet med høslæt eller slåning. Der er stort set ingen tegn på eutrofiering fra direkte gødskning og tilskudsfodring eller randpåvirkninger fra tilstødende marker. Der er registreret afvanding på halvdelen af det kortlagte areal, men der er kun tydelige tegn på afvanding i form af udrettede vandløb, fungerende grøfter eller drænrør på en mindre andel af forekomsterne. Omfanget af historisk og nutidig næringsstofbelastning og betydningen af begrænsninger i den naturlige hydrologi ved afvanding og vandindvinding er vanskeligt at vurdere og i særdeleshed, når vurderingerne skal gøres i felten og på luftfotos samt på den skala kortlægningen foretages på. Vurderingerne af effekterne på habitattyperne vil derfor være forbundet med stor usikkerhed og vil sandsynligvis være underestimeret. Vurdering af tilgroning er lettere at foretage og dokumentere i felten baseret på ophobet plantemateriale og kolonisering af buske og træer.
Som en del af strukturtilstanden er registreret en række positive og negative naturtypekarakteristiske strukturer, der er specifikke for den enkelte naturtype (link). Stor udbredelse af positive strukturer indikerer, at hængesæk har lang græsningskontinuitet, frie dynamiske processer (fx i form af oversvømmelser) og er relativt upåvirkede af kulturindgreb i form af eutrofiering, afvanding eller tilgroning. Stor udbredelse af negative strukturer indikerer, at hængesækkene er stærkt kulturpåvirkede og at de dynamiske processer er begrænsede, eksempelvis ved fravær af græsning.
Der er registreret en lidt større udbredelse af positive end negative naturtypekarakteristiske strukturer i hængesæk (Figur 7140.104). Gyngende bund og dækning af sphagnum eller andre bladmosser er de mest udbredte positive strukturer, mens dækning af høje urter og græsser samt forekomst af krat af eksempelvis pil, birk eller fyr er de hyppigst registrerede negative strukturer.
