Bevaringsstatus for hængesæk vurderes at være moderat ugunstig i atlantisk og stærkt ugunstig i den kontinentale biogeografiske regioner (Tabel 7140.201).
Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. I atlantisk region vurderes struktur og funktion at være moderat ugunstig, da 10-25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region vurderes struktur og funktion at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forværring i begge regioner, også inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for hængesæk har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, vegetationshøjden og Ellenberg’s næringsratio som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 970 permanente prøvefelter, hvoraf 76% findes i kontinental region, og 34% ligger inden for habitatområderne (Tabel 7140.202).
I atlantisk region består 40% af arealet med hængesæk de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 7140.202). Tilsvarende består 77% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 23% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 24% af arealet med hængesæk de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 7140.202). Tilsvarende består 61% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 39% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning og naturlig hydrologi (høj vandstand, oversvømmelser og grundvandspåvirkning). Tilsvarende kan fravær af store planteædere, ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Våde hængesække har sjældent en høj dækning af vedplanter, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 15% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til lysåbne moser med et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 25% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt. Naturtypen omfatter både helt lave sphagnum-hængesække og hængesække med tagrør og andre højtvoksende arter. Hængesække med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 15 cm er potentielle levesteder for en lang række arter, mens hængesække med dominans af planter over 30 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjden kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lav. På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at en væsentlig andel af arealet har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, men også, at vegetationen er højere end kriterierne på mere end tre femtedele af arealet og tilgroningen er særligt udpræget i kontinental region. Det tyder på, at forstyrrelser, naturpleje eller flerårig, tæt urtevegetation undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler store planteædere til at sikre områder med lav og åben urtevegetation.
Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for hængesækkenes næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,7 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Værdier over 0,8 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i hængesækvegetationen, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at hængesækkene er tydeligt påvirkede af næringsstoffer, særligt i kontinental region. Her er to tredjedele af arealet med hængesæk tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og en fjerdedel er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier).
Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af hængesækkenes tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi på hængesækkene. Således har naturtypen en stor naturlige variation i fugtighed med mange forskellige plantesamfund og successionsstadier. De unge hængesække er meget våde, mens den tiltagende opbygning af tørv i de sene successessionsstadier gør hængesækken egnet som levested for arter med præference for permanent fugtige levesteder.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 7140.203). Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige forskelle i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. Fælles for de to regioner er således, at hovedparten af indikatorerne er stabile. Der er dog tegn på tilgroning ved en signifikant stigning i dækningen af lave og høje vedplanter, og tegn på øget påvirkning af næringsstoffer. Der er således en signifikant stigning i Ellenberg´s næringsratio, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en øget tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for en øget konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse. Den signifikante stigning i løvets indhold af kvælstof peger dog på, at der er en stigende mængde næringsstoffer tilgængeligt for planternes vækst. Endelig viser overvågningsdata, at vegetationen er blevet mere tør, og i atlantisk region er der mindre synligt vand på overfladen. I atlantisk region er en signifikant stigning i antal arter og arter, der er følsomme over for afvanding, næringspåvirkning og tilgroning, men også en stigning i dækningen af græsser og et fald i dækningen af halvgræsser (fx arter af star og siv) og tørvemosser. Og i kontinental region ses en stigende udbredelse af tagrør. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i hængesæk overvejende er i forværring i begge regioner.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne er ikke væsentligt forskellig fra forekomsterne udenfor. Dog er der flere stabile artsindikatorer inden for habitatområderne, om end der er en faldende dækning af dværgbuske og halvgræsser. Der er også et signifikant fald i Ellenberg´s indikatorværdi for næringsstof, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringstolerante arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning er på trods af den øgede tilgængelighed af næringsstoffer (med stigende kvælstofindhold i løvet), den øgede konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse og at vegetationen bliver mere tør. Uden for habitatområderne er jordvandet blevet mindre surt i perioden og der er en faldende udbredelse af invasive arter. Det vurderes derfor, at tilstanden i hængesæk inden for habitatområderne også overvejende er i tilbagegang i begge regioner.
Tabel 7140.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen hængesæk i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 979 været registreret som naturtypen hængesæk i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 7140.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for hængesæk. For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 7140.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for hængesæk. For de tre udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. For de to biogeografiske regioner er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
