De mest betydende påvirkningsfaktorer for tørvelavning er begrænsninger af de naturlige processer, som naturtypens arter og deres sammenspil evolutionært er udviklet under.
De naturlige hydrologiske processer begrænses især af afvanding af tilstødende landbrugsarealer, og mindre grad af afvanding gennem drænrør, drængrøfter og kanalisering, der leder vand væk fra naturarealerne. Afvanding sænker vandstanden og reducerer både vandmætning, fluktuationer og mængden af grundvand, der strømmer ud. Dette ændrer levevilkårene for arter, der er tilpasset naturtypens specifikke hydrologiske forhold. Udtørringen øger desuden tilgængeligheden af næringsstoffer og fremskynder tilgroningen med vedplanter, høje græsser og urter.
Overalt i naturen er arterne tilpasset tilstedeværelsen af store planteædere året rundt, også i tørvelavningerne, men overvågningsdata viser, at der mangler græssende dyr på en stor andel af arealet. De vilde planteædere er til stede, men i unaturligt lave tætheder på grund af jagt, som reducerer vildtbestandene og ændrer dyrenes fødesøgnings- og bevægelsesmønstre. Fravær af en naturlig græsningsproces medfører en kaskade af effekter, såsom manglende variation i vegetationsstrukturen, tab af levesteder for varme- og lyskrævende arter og manglende kontinuitet af levesteder for møgbiller og møgsvampe. I naturlige økosystemer efterlades ådsler fra store pattedyr, og de fungerer som en nøgleressource for en bred vifte af arter. Fjernelse af ådsler fører derfor til en yderligere kompromittering af de store græsseres økosystemeffekter. Det samme gælder tilskudsfodring og brug af veterinærlægemidler. Græsningsprocessen hindres også af maskinel høslæt, der udligner vegetationens og jordbundens strukturelle variation (fx tuer og knolde), ofte begrænser blomstring og frøsætning, og medfører et fravær af lort.
Kystbeskyttende foranstaltninger (sandfodring, høfder, bølgebrydere og skråningsbeskyttelse) begrænser de naturlige kystprocesser - oversvømmelser, erosion og aflejringer - som skaber og opretholder levestederne langs kysterne.
De historiske inddragelser af naturarealer til landbrugs- og skovarealer kan være en hindring for naturgenopretning, fx hvor marker og plantager hindrer genopretning af naturlige processer som hydrologi, kystdynamik og græsning.
Atmosfærisk deposition af kvælstof, både i form af ammoniak fra husdyrbrug og kvælstofoxider fra forbrændingsprocesser, påvirker naturtypens tilstand. Det gælder i mindre omfang også tilførsel af næringsstoffer fra direkte gødskning eller afdrift fra marker og via overfladevand og grundvand. Øget næringstilgængelighed favoriserer kvælstofelskende planter (især græsser) på bekostning af nøjsomme og langsomtvoksende arter samt deres tilknyttede insekter. Naturområdernes randzoner udsættes også for pesticider, der påvirker planternes blomstring og frøsætning og dermed også fødetilgængeligheden for bestøvende insekter.
Naturtypens tilstand påvirkes også af manglende sammenhæng mellem levestederne (fragmentering) og i mindre grad også af invasive plantearter, der tager plads fra de naturligt hjemmehørende arter.
Det forventes endvidere, at arealet og tilstanden af naturtypen tørvelavning i den nærmeste fremtid (de kommende 12 år) vil blive påvirket af klimaændringer i form af ekstreme temperaturer.
Tabel 7150.204. Oversigt over de faktorer, der vurderes at have påvirket naturtypens tilstand i den aktuelle rapporteringsperiode (2019-2024). For hver påvirkningsfaktor er vist koden i den fælles europæisk liste (EIONET 2023), den danske gruppering og en kort titel, der beskriver påvirkningsfaktoren under danske forhold. Hver påvirkningsfaktor er karakteriseret ved dens betydning (høj, medium eller lav) og hvor stor en andel af naturtypens areal der vurderes at være påvirket (”omfang”). Timingen er ”igangværende” for alle faktorer, undtaget klimaændringerne, der er angivet som forventet i nær fremtid. En mere detaljeret beskrivelse af påvirkningsfaktorerne kan ses her.
