Bevaringsstatus for tørvelavning vurderes at være moderat ugunstig i atlantisk og stærkt ugunstig i den kontinentale biogeografiske regioner (Tabel 7150.201).
Naturtypens udbredelsesområde vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Naturtypens areal vurderes at være stabil i begge regioner, men utilstrækkeligt til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde. I begge regioner er det aktuelle forekomstareal 2-10% mindre end det areal, der vurderes nødvendigt for at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde. I atlantisk region vurderes struktur og funktion at være moderat ugunstig, da 10-25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region vurderes struktur og funktion at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i atlantisk region, heller ikke inden for habitatområderne. Tilstanden er i forværring i kontinental region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for tørvelavning har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, vegetationshøjden, Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og pH i jorden som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 194 permanente prøvefelter, hvoraf 35% findes i kontinental region, og 25% ligger inden for habitatområderne (Tabel 7150.202).
I atlantisk region består 33% af arealet med tørvelavning de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 7150.202). Tilsvarende består 90% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 10% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 7% af arealet med tørvelavning de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 7150.202). Tilsvarende består 55% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 45% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning, oversvømmelser og erosion. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Dynamiske, våde og næringsfattige tørvelavninger har sjældent en høj dækning af vedplanter, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 5% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til pioneervegetationen, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 10% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt. Tørvelavninger med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 10 cm er potentielle levesteder for en lang række arter, mens tørvelavninger med dominans af vegetationer over 20 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjden kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lavt. På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at en væsentlig andel af arealet i atlantisk region har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, og at tilgroningen er lidt mere udbredt i den kontinentale, mens vegetationen er højere end kriterierne på halvdelen af. Det tyder på, at forstyrrelser i kombination med de våde og næringsfattige forhold, undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler store planteædere til at sikre områder med lav og åben urtevegetation.
Ellenberg’s indikatorværdi for næringsstof er valgt som indikator for tørvelavningernes næringsstatus og er et udtryk for vegetationens tilpasning til mængden af tilgængelige næringsstoffer på voksestedet over en længere periode. Prøvefelter med en indikatorværdi under 2,1 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Værdier over 2,5 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i tørvelavningsvegetationen, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at de atlantiske tørvelavningerne er mindre påvirkede af næringsstoffer end de kontinentale og hovedparten af prøvefelterne består det lempede kriterium. I kontinental region er knap halvdelen af arealet tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og en ottendedel er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier).
pH i jordbunden er udvalgt, fordi det er en vigtig plantefordelende faktor, og mange karakteristiske urter forsvinder fra vegetationsdækket på stærkt sure jorder. Det vurderes, at pH værdier under 3 er ugunstigt for tørvelavningernes opretholdelse, og værdier over 3,3 understøtter en gunstig tilstand. Analyserne af data viser, at forsuringen af jordbunden er udbredt, særligt i den kontinentale region. Således har knap halvdelen af arealet med tørvelavning i kontinental region en mere sur jordbund end det skærpede kriterium, mod en sjettedel af arealet i atlantisk.
Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af tørvelavningernes tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi, idet naturtypen har en stor naturlig variation i fugtighed.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 7150.203). Overvågningsdata viser en tydelig forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. Fælles er dog, at der er en øget dækning af græsser og halvgræsser og at vegetationen bliver mere præ-get af græsser end bredbladede urter. Der er også tegn på tilgroning ved en signifikant stigning i vegetationens højde og dækning af lave vedplanter. I den atlantiske region, der rummer relativt mange prøvefelter med tørvelavning, er en signifikant stigning i dækningen af blad- og tørvemosser. Udbredelsen af bjerg-fyr og den samlede dækning af invasive arter er faldende, mens dækningen af invasive karplanter viser en signifikant stigning. Det kunne tyde på, at mosset stjernebredribbe mindsker sin udbredelse i naturtypen. Der er en stigende udbredelse af græsning, hvilket ty-der på, at nogle arealer forvaltes, mens andre mangler græssende dyr eller andre naturlige forstyrrelser, til at holde vegetationsdækket åbent. Der er tegn på en mindsket påvirkning af næringsstoffer. Der er således et signifikant fald i Ellenberg´s næringsratio, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringsfølsomme arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning skyldes formodentlig en mindsket tilgængelighed af næringsstoffer, idet der samtidig er tegn på, at vegetationen er blevet mere tør og at konkurrencen om lys er forøget som følge af ophobningen af plante-biomasse. I den kontinentale region ses blandt andet en stigning i dækningen af dværgbuske, men også en øget ud-bredelse og dækning af invasive arter. Her er en signifikant faldende udbredelse af græsning, og en mindre fremgang i rydningsaktiviteter fra et meget lavt udgangspunkt og der ses derfor ingen tydelig effekt på tilgroningen. På trods af den øgede tilgroning ses en stigning i dækningen af blottet mineraljord, men også et fald i dækningen af blottet tørv. Endelig er jordbunden blevet mere sur. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i tørvelavning overvejende er i forværring i den kontinentale region, mens der ikke er en entydig udvik-ling i tilstanden i den atlantiske.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne er en smule bedre end udenfor. Her ses en fremgang i dækningen af blad- og tørvemosser, og en stabilisering af forekomsten af invasive arter. Der er også færre tegn på tilgroning og udbredelsen af græsning er stabil. Inden for habitatområderne er også tegn på en mindsket påvirkning af næringsstoffer i form af et signifikant fald i Ellenberg´s næringsratio, ligesom vegetationen er blevet mere fugtig i perioden. Samtidig er jordbunden blevet mere sur, hvilket kan være en naturlig proces i næringsfattige tørvemosdominerede hængesække. Selvom græsning er blevet mere udbredt uden for habitatområderne, er der tydelige tegn på tilgroning. Det vurderes derfor, at der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i tørvelavning inden for habitatområderne i de to regioner.
Tabel 7150.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen tørvelavning i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 213 været registreret som naturtypen tørvelavning i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 7150.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for tørvelavning. For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 7150.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for tørvelavning. For de fire udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. For de to biogeografiske regioner er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
