For tidvis våd eng er de mest betydende og direkte påvirkningsfaktorer fravær af græssende dyr, der medfører tilgroning og tab af levesteder for varme- og lyskrævende arter, intensiv sommergræsning, der begrænser blomstring og frøsætning, maskinel høslæt, der udligner vegetationens strukturelle variation (fx tuer og knolde), tilførsel af næringsstoffer ved direkte gødskning eller afdrift fra marker, afvanding af lysåbne naturarealer i form af drænrør, drængrøfter og kanalisering, der leder fremstrømmende vand bort, afvanding af landbrugsarealer, der har en drænende effekt på nærliggende natur-arealer, landbrugets indvinding af grundvand til markvanding og større dyrehold, konvertering af naturarealer til landbrugsarealer eller skov, hvor fortsættelsen af den nuværende drift er en hindring for naturgenopretning, samt jagt af store græssere, der reducerer tætheden af planteædere, ændrer de-res fødesøgnings- og bevægelsesmønstre og mindsker omfanget af naturlige forstyrrelser. Der er også en mere moderat og indirekte påvirkning fra tilførsel af næringsstoffer via overfladevand og grundvand, deposition af kvælstof fra husdyrbrug og kvælstofoxider fra forbrændingsprocesser, grundvandsindvinding til drikkevand og brugsvand, fragmentering af levesteder, brug af pesticider, hormoner m.m. i landbruget, der påvirker randzonen af naturområder. I naturlige økosystemer efterlades ådsler fra store pattedyr, og de fungerer som en nøgleressource for en bred vifte af arter. Fjernelse af ådsler fører derfor til en yderligere kompromittering af de store græsseres økosystemeffekter. Det samme gælder tilskudsfodring og brug af veterinærlægemidler. Endelig er der en mindre påvirkning fra forekomst af invasive arter. Det forventes endvidere, at arealet og tilstanden af naturtypen tidvis våd eng i den nærmeste fremtid (de kommende 12 år) vil blive påvirket af klimaændringer i form af ekstreme temperaturer, ekstreme nedbørsmængder og klimatilpasninger, der hindrer naturlig hydrologi.De mest betydende påvirkningsfaktorer for tidvis våd eng er begrænsninger af de naturlige processer, som naturtypens arter og deres sammenspil evolutionært er udviklet under.
Overalt i naturen er arterne tilpasset tilstedeværelsen af store planteædere året rundt, også i de tidvis våde enge, men overvågningsdata viser, at der mangler græssende dyr på en stor andel af arealet. De vilde planteædere er til stede, men i unaturligt lave tætheder på grund af jagt, som reducerer vildtbestandene og ændrer dyrenes fødesøgnings- og bevægelsesmønstre. Fravær af en naturlig græsningsproces medfører en kaskade af effekter, såsom manglende variation i vegetationsstrukturen, tab af levesteder for varme- og lyskrævende arter og manglende kontinuitet af levesteder for møgbiller og møgsvampe. Tilskudsfodring, brug af veterinærlægemidler og fjernelse af ådsler kompromitterer den naturlige græsningseffekt yderligere. Græsningsprocessen hindres også af intensiv sommergræsning, der reducerer den strukturelle variation, begrænser blomstring og frøsætning, og medfører et fravær af lort om vinteren. Maskinel høslæt vil yderligere udligne vegetationens og jordbundens strukturelle variation (fx tuer og knolde).
De naturlige hydrologiske processer begrænses af afvanding gennem drænrør, drængrøfter og kanalisering, der leder vand væk fra naturarealerne. Afvanding af tilstødende landbrugsarealer har en tilsvarende drænende effekt. Landbrugets grundvandsindvinding til markvanding og dyrehold har også stor betydning for naturtypen, mens indvinding til drikkevand og husholdningsbrug har moderat betydning. Afvanding sænker vandstanden og reducerer både vandmætning, fluktuationer og mængden af grundvand, der strømmer ud. Dette ændrer levevilkårene for arter, der er tilpasset naturtypens specifikke hydrologiske forhold. Udtørringen øger desuden tilgængeligheden af næringsstoffer og fremskynder tilgroningen med vedplanter, høje græsser og urter.
De historiske inddragelser af naturarealer til landbrugs- og skovarealer kan være en hindring for naturgenopretning, fx hvor marker og plantager hindrer genopretning af naturlige processer som hydrologi og græsning.
Tilførsel af næringsstoffer fra direkte gødskning eller afdrift fra marker påvirker også naturtypens tilstand. Det gælder i mindre omfang også atmosfærisk deposition af kvælstof, både i form af ammoniak fra husdyrbrug og kvælstofoxider fra forbrændingsprocesser samt tilførsel af næringsstoffer via overfladevand og grundvand. Øget næringstilgængelighed favoriserer kvælstofelskende planter (især græsser) på bekostning af nøjsomme og langsomtvoksende arter samt deres tilknyttede insekter. Naturområdernes randzoner udsættes også for pesticider, der påvirker planternes blomstring og frøsætning og dermed også fødetilgængeligheden for bestøvende insekter.
Naturtypens tilstand påvirkes også i nogen grad af manglende sammenhæng mellem levestederne (fragmentering), hvilket især gælder den kalkrige variant af de tidvis våde enge.
Det forventes endvidere, at arealet og tilstanden af naturtypen tidvis våd eng i den nærmeste fremtid (de kommende 12 år) vil blive påvirket af klimaændringer i form af ekstreme temperaturer, ekstreme nedbørsmængder og klimatilpasninger, der hindrer naturlig hydrologi.
Tabel 6410.204. Oversigt over de faktorer, der vurderes at have påvirket naturtypens tilstand i den aktuelle rapporteringsperiode (2019-2024). For hver påvirkningsfaktor er vist koden i den fælles europæisk liste (EIONET 2023), den danske gruppering og en kort titel, der beskriver påvirkningsfaktoren under danske forhold. Hver påvirkningsfaktor er karakteriseret ved dens betydning (høj, medium eller lav) og hvor stor en andel af naturtypens areal der vurderes at være påvirket (”omfang”). Timingen er ”igangværende” for alle faktorer, undtaget klimaændringerne, der er angivet som forventet i nær fremtid. En mere detaljeret beskrivelse af påvirkningsfaktorerne kan ses her.
