Bevaringsstatus for tidvis våd eng vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 6410.201).
Naturtypens udbredelsesområde vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Naturtypens areal vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i den atlantiske region. I den kontinentale region er arealet i tilbagegang og det aktuelle forekomstareal vurderes at være 11-25% mindre end det areal, der vurderes nødvendigt for at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde. Naturtypens struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig i begge regioner, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den atlantiske region, heller ikke inden for habitatområderne. Tilstanden er i forværring i den kontinentale region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for tidvis våd eng har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, vegetationshøjden og Ellenberg’s næringsratio som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 919 permanente prøvefelter, hvoraf 60% findes i kontinental region, og 34% ligger inden for habitatområderne (Tabel 6410.202).
I atlantisk region består 16% af arealet med tidvis våd eng de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 6410.202). Tilsvarende består 51% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 49% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 12% af arealet med tidvis våd eng de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 6410.202). Tilsvarende består 36% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 64% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning, oversvømmelser og erosion. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Våde og næringsfattige tidvis våde enge har sjældent en høj dækning af vedplanter, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 15% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til enge og moser med et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 25% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt . Tidvis våde enge med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 15 cm vurderes at være potentielle levesteder for en lang række arter, mens overdrev med dominans af vegetationer over 30 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter.For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjden kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lavt). På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at hovedparten af arealet i atlantisk region har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, mens tilgroningsgraden er lidt højere i den kontinentale. Til gengæld er vegetationen kun lavere end det skærpede kriterium på mindre end halvdelen af arealet i atlantisk og denne andel er endnu lavere i kontinental region. Det tyder på, at forstyrrelser, naturpleje eller flerårig, tæt urtevegetation undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler store planteædere til at sikre områder med lav og åben urtevegetation.
Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for tidvis våd engs næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,75 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Værdier over 0,8 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i vegetationen, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at de tidvis våde enge er tydeligt påvirket af næringsstoffer. Således er to tredjedele af arealet med tidvis våd eng tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og omtrent 40 % er domineret af de mere næringselskende arter (består ikke de lempede kriterier).
Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af de tidvis våde enges tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne. Det vurderes, at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for en upåvirket hydrologi, idet såvel lave som høje fugtighedsværdier kan være ugunstige for tilstanden i tidvis våd eng.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 6410.203). Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige forskelle i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. I begge regioner ses således et signifikant fald i antal arter og arter, der er følsomme over for afvanding, næringspåvirkning, omlægning og tilgroning. Der er tydelige tegn på tilgroning i form af stigen-de vegetationshøjde og dækning af både lave og høje vedplanter, mens udbredelsen af græsning er stabil. Der er en lille stigning i udbredelsen af slåning og rydning i den kontinentale region, men fra et meget lavt niveau og der ses derfor ingen tydelig effekt på tilgroningen. Stigningen i tilgroningsgraden peger på, at der mangler græssende dyr eller andre naturlige forstyrrelser til at holde vegetationsdækket åbent. De meget følsomme plantearter er i fremgang i den atlantiske og tilbagegang i den kontinentale region, hvor der også er en stigende udbredelse af invasive arter. I atlantisk region er der et signifikant fald i Ellenberg´s indikatorværdi for næringsstof, hvilket tyder på en fremgang for de næringsfølsomme arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en mindsket tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for den øgede vandtilførsel. Således viser overvågningsdata, at vegetationen er blevet lidt mere fugtig i perioden i denne del af landet. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i tidvis våd eng overvejende er i forværring i den kontinentale region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den atlantiske.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne er tydeligt bedre end udenfor og lidt flere indikatorer er i frem-gang eller stabile. Uden for habitatområder er der således et signifikant fald i antal arter og meget følsomme arter, en stigning i udbredelsen af invasive arter, ligesom der er tegn på næringspåvirkning i form af en signifikant stigning i Ellenberg´s indikatorer for næringsstoffer, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en øget tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være ud-ryk for en øget konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse. Til gengæld ses her en stigning i jordbundens pH. Inden for habitatområderne ses en forbedring af næringsstatus, ligesom vegetationen er blevet mere fugtig i perioden. Her ses dog også tydelige tegn på tilgroning og en faldende udbredelse af græsning. Det vurderes derfor, at der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i tidvis våd eng inden for habitatområderne i de to regioner.
Tabel 6410.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen tidvis våd eng i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 1.114 været registreret som naturtypen tidvis våd eng i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 6410.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for NTNAVN.tidvis våd eng For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt.. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 6410.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for tidvis våd eng. For de tre udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. For de to biogeografiske regioner er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
