Aarhus Universitets segl

Naturtilstand

Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 67 % af arealet med tidvis våd eng og 68 % af forekomsterne med naturtypen har høj eller god naturtilstand (se Figur 6410.102). Ingen arealer har dårlig naturtilstand, mens blot 1 % af arealet og 3 % af forekomsterne har ringe naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstand er på 0,65 for de 1.022 forekomster med tidvis våd eng (Tabel 6410.102). Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har medført en mindre forøgelse af den gennemsnitlige tilstand (Figur 6410.102 og Tabel 6410.102). Figur 6410.101 viser andelen af de tidvis våde enge i høj eller god naturtilstand i de 115 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen.

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand. Strukturtilstanden i tidvis våd eng har trukket naturtilstanden op, mens artstilstanden er noget lavere. Således er det gennemsnitlige strukturindeks 0,74, mens artsindekser er på 0,60 (Tabel 6410.102), ligesom andelen af arealet i de to bedste tilstandsklasser er nogenlunde ens, mens andelen af arealet med høj strukturtilstand er noget højere end andelen med høj artstilstand (hhv. 28 og 11 %). Det gennemsnitlige naturtilstandsindeks (Tabel 6410.102) stiger gennem de tre kortlægninger og der en tilsvarende stigning i andelen af arealet i høj eller god naturtilstandsklasse (Figur 6410.102). Disse ændringer dækker over en tydelig stigning i strukturindekset, særligt fra første til anden kortlægning, og en øget andelen af arealet i de to bedste strukturtilstandsklasser (se også afsnit om strukturindikatorerne). Der er også en mindre stigning i det gennemsnitlige artsindeks gennem perioden og en mindre stigning i andelen af arealet i god og høj artstilstand fra anden til tredje kortlægning og et fald i andelen af arealet med ringe artstilstand fra første til anden periode. Da det kortlagte areal med tidvis våd eng stiger gennem perioden, kan de gennemsnitlige ændringer ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne.    

Figur 6410.102. Fordelingen af de kortlagte arealer på de fem tilstandsklasser (høj, god, moderat, ringe og dårlig) for naturtypen tidvis våd eng (den øverste figur). Til venstre er vist naturtypens naturtilstand, i midten strukturtilstanden og til højre artstilstanden. Tilstandsklasserne er vist for 1) første kortlægningsrunde (2004-2006), 2) anden kortlægningsrunde (2010-2012), samt tredje kortlægningsrunde (2016-2019) med 3a) den gamle afgrænsning og 3b) den nye afgrænsning af habitatområderne. Fordelingen er som udgangspunkt vist som den procentvise andel af arealet (hvor hver forekomst er vægtet ved dets areal), men kan via dropdown-menuen også vises som antal kortlagte forekomster og det kortlagte areal (i ha) i hver tilstandsklasse. Den nederste figur viser fordelingen i tilstandsklasserne for en valgbar naturtype, alle de lysåbne terrestriske naturtyper samlet, eller samme naturtype med en anden opgørelsesmetode (antal, areal i ha eller areal i %).

Se tidligere rapporteringer:

Se indeksværdier:

  • Naturtilstand