Der er relativt mange arter i bøg på kalk i forhold til de andre skovtyper. Der er således i gennemsnit registreret 18,2 plantearter i 5 m cirklerne i bøg på kalk (Tabel 9150.102), hvilket er en del flere end i kontrolovervågningen. Ud over bøg, der findes i alle dokumentationscirkler, er de hyppigst registrerede vedplantearter ask, ahorn, vedbend, dunet gedeblad, almindelig hyld og hassel, der alle forekommer i mere end en femtedel af dokumentationscirklerne (Tabel 9150.102.A). Og de hyppigst registrerede græsser og urter er almindelig bingelurt, skovmærke, hvid anemone, finger-star, lund-rapgræs, druemunke, blå anemone og skov-stilkaks.
Der er i gennemsnit registreret 11,2 arter, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af skovdrift, eutrofiering og afvanding (enstjernearterne). De hyppigst registrerede følsomme arter er ask, almindelig bingelurt, skovmærke, hvid anemone og finger-star (Tabel 9150.102.B).
Der er en relativt høj andel af meget følsomme arter i bøg på kalk i forhold til de øvrige skovtyper. Der er således i gennemsnit registreret 0,44 arter, der er meget følsomme over for kulturpåvirkning i form af skovdrift, eutrofiering og afvanding (tostjernearterne). Vår-fladbælg og skov-svingel er de hyppigst registrerede meget følsomme arter (10-11 % af 5 m cirklerne), mens arter som hvidgul skovlilje, stor gøgeurt, smalbladet klokke, skov-gøgelilje, skov-vikke, nøgleblomstret klokke og tætblomstret hullæbe forekommer langt mere sporadisk (Tabel 9150.102.C).
Der er i gennemsnit registreret blot 0,1 problemarter i bøg på kalk. Stor nælde er, som den eneste problemart ud over de invasive arter (Tabel 9150.103), registreret i 6,1 % af dokumentationscirklerne.
Der er registeret en eller flere invasive arter på blot 7 % af de kortlagte forekomster med bøg på kalk inden for habitatområderne (Tabel 9150.103). Og på ingen forekomster er dækningen af invasive arter større end 10 %. Almindelig ædelgran udgør langt hovedparten af registreringerne og findes på 7 % af arealerne med bøg på kalk. Derudover er fundet kæmpegran, sitka-gran og stjerne-bredribbe på ganske få lokaliteter.
I forhold til de øvrige bøgeskovstyper er der registreret relativt mange arter af buske i bøg på kalk. Med forekomst i knap halvdelen af cirklerne er vedbend den klart mest udbredte art.
Foto: Peter Wind, AU
Skovmærke er de mest udbredte arter i urtelaget i bøg på kalk med forekomst i knap en tredjedel af 5 m cirklerne.
Foto: Peter Wind, AU