Aarhus Universitets segl

Strukturindikatorer

Skovenes tilstand er dokumenteret ved en række indikatorer, der afspejler skovenes strukturelle variation, skovkontinuitet, påvirkninger fra skovdrift og de hydrologiske forhold. Indikatorernes udbredelse på de kortlagte arealer er registreret i kategorier og fordelingen af hver enkelt er vist i Figur 9150.101.

Skovstruktur

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med bøg på kalk er meget mørke og tætte med et højt kronedække, meget få skovlysninger og en lille dækning af artsrig underskov, men også nogen artsrige skovbryn. Kronedækket er meget høj i bøg på kalk og på 87 % af arealet dækker træernes kroner mere end 90 % af arealet, hvilket indikerer, at der ikke trænger meget lys ned gennem kronelaget. Det skyldes især at bøg, der er den dominerende træart i bøg på kalk, er et skyggetræ, der ikke slipper ret meget lys gennem kronelaget. Ydre skovbryn findes i skove, der støder op til lysåbne arealer, mens indre skovbryn forekommer i forbindelse med lysninger inde i skoven. Ydre og indre skovbryn med naturlig lysåben vegetation er relativt udbredte i bøg på kalk. Således er der fravær af skovbryn på blot en fjerdedel af det kortlagte areal med bøg på kalk, og der er artsrige skovbryn på yderligere en fjerdedel af arealet. Tilsvarende udgør skovlysninger med blomstrende urter og buske og lysstillede vandhuller en meget lille andel af det kortlagte areal. Artsrig underskov af buske og træer, der ikke er en af hovedtræarterne, udgør en lille andel af det kortlagte areal med bøg på kalk. Naturlige forstyrrelser i form af bid, barkskrælning og fejning fra hjortevildt eller husdyr vurderes generelt at være vigtige for at skabe variation i skoven i form af lys, veterantræer og dødt ved. Der er registreret spor efter forstyrrelser i form af vildtbid på 19 % af arealet med bøg på kalk, og omfattende forstyrrelser af vedplanterne på 9 %. Skovbunden har et åbent vegetationsdække og tilsvarende en relativt høj dækning af bar jord, førne og blade. Endelig er der registreret invasive arter på en meget lille andel af det kortlagte areal med bøg på kalk (se også Tabel 9150.103).

Skovkontinuitet

En stor gruppe af arter er knyttet til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer. Disse levesteder er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. De kortlagte arealer med bøg på kalk rummer få store træer, få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved.


Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, idet det afspejler intensiteten af skovdriften og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. Der er relativt få store træer på de kortlagte forekomster med bøg på kalk og mindre end 33 % af arealet rummer mere end 6 store træer pr ha. Dette er overensstemmende med resultaterne fra kontrolovervågningens prøvefelter, hvor der i gennemsnit er registreret 7,8 store træer pr. ha. Der er registreret mere end 6 liggende døde stammer på blot 28 % og mere end 6 stående døde stammer på 17 % af det kortlagte areal med bøg på kalk. Tilsvarende er der fundet mindre end 1 liggende død stamme på 13 % og mindre end 1 stående død stamme på 34 % af det kortlagte areal. Det døde ved findes fortrinsvis som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved), og i mindre omfang som stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved). I kortlægningen registreres det døde ved som antallet af relativt store vedstykker, der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. Mængden af dødt ved kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med kontrolovervågningens og Danmarks Skovstatistiks opgørelser af rumfanget af det døde ved (Johansen m.fl. 2013). Antallet af døde stammer understøtter resultaterne fra kontrolovervågningen, der har vist, at mængden af liggende og stående dødt ved i bøg på kalk inden for habitatområderne er relativt lav (hhv. 12,1 og 8,1 m3 pr ha).

Træer med råd eller hulheder skaber levesteder for vedboende arter af svampe og insekter (især biller), men også fugle og pattedyr er knyttet til hulheder og råd i stammen af levende træer. Der er relativt få levende træer med hulheder og rådne partier på de kortlagte forekomster med bøg på kalk. Således rummer blot 35 % af arealet mere end 6 træer med hulheder eller råd pr ha, hvilket er markant færre end i kontrolovervågningens prøvefelter, hvor der i gennemsnit er registreret 18 levende træer med hulheder og 23 med rådne partier pr ha. Denne forskel hænger sammen med, at det er tidskrævende at identificere hulheder og rådne partier, hvorfor kortlægningens mere oversigtlige registreringsmetode typisk vil underestimere omfanget. Endelig er der registreret meget få levende træer med veludviklet bevoksning af mosser eller hudagtige eller buskede laver på stammer og grene. Blot på 3 % af arealet er der registreret mere end 6 træer pr ha med mosser og laver.

Skovdrift

Kortlægningsdata viser, at der kun i mindre omfang er spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og kørespor efter tunge maskiner i bøg på kalk inden for habitatområderne. Der er således registreret mindre end 1 træstub eller stød pr ha efter tidligere hugstindgreb på hele 60 % af arealet og på ganske få kortlagte forekomster er der flere end 20 stubbe eller stød pr ha. Der er ingen tegn på jordbearbejdning i forbindelse med anlæggelse af nye skovarealer og til fremme af selvforyngelsen på stort set hele det kortlagte areal. Der er i mindre omfang spor efter tunge skovningsmaskiner uden for befæstede veje. En moderat andel af arealet med bøg på kalk er domineret af unge/tynde stammer (diameter < 5 cm) af de træarter, der er typiske for naturtypen (fx bøg, ask og ahorn). På 2 % af det kortlagte areal er der således udbredt dominans af unge stammer (på 50-100 % af arealet).

Hydrologi

De hydrologiske forhold i bøg på kalk er dokumenteret ved omfanget af afvanding, samt forekomsten af naturlige vandløb og udbredelsen af vandhuller og vådområder. Bøg på kalk findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund, uden tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter, få vandløb og meget spredt forekomst af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser. Knap 90 % af arealet findes således på naturligt veldrænet bund eller på fugtig-våd bund uden synlig afvanding i form af grøfter og dræn. På 11 % af arealet med bøg på kalk er der tegn på moderat afvanding i form af grøfter, der ikke fungerer eller ikke er vedligeholdt, mens der kun er tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter på ganske få forekomster med naturtypen. Bøg på kalk rummer få vandløb og på 86 % af arealet er der ikke registreret vandløb, mens der er vandløb i naturligt leje på hele 14 %. Endelig er der fravær eller meget spredt forekomst af vådområder på langt hovedparten af arealet med bøg på kalk og ingen af de kortlagte skove rummer udbredte vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.