Bevaringsstatus for bøg på kalk vurderes at være stærkt ugunstig i den kontinentale biogeografiske region, hvor naturtypen findes (Tabel 9150.201).
Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde. Struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forbedring, også inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for bøg på kalk har vi udvalgt antal store træer, antal skovindikatorarter, antal levende træer med hulheder eller rådne partier, mængden af dødt ved og antal arter af lave insektbestøvede vedplanter som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 225 permanente prøvefelter, der alle findes i kontinental region, og 69% ligger inden for habitatområderne (Tabel 9150.202).
I kontinental region består 2% af arealet med bøg på kalk de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 9150.202). Tilsvarende består 56% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 44% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Antallet af store træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. I analyserne indgår træarter, der er naturligt hjemmehørende i Europa. Hvornår et træ anses for at være ”stort” afhænger af arten og naturtypen. Det vurderes at skove med mere end 7 store træer pr. ha (0,49 pr 15 m cirkel) fungerer som potentielle levesteder for en lang række vedboende arter, mens skove med færre end 3,5 store træer pr. ha (0,25 pr 15 m cirkel) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af store træer i landskabet, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt. Analyserne viser, at der er tilstrækkeligt mange store træer på hele arealet med bøg på kalk.
Mange arter af svampe og insekter (især biller), men også fugle og pattedyr, er knyttet til hulheder og rådne partier på stammen af levende træer. For bøg på kalk er kriterierne sat til henholdsvis 5 og 2 træer pr. 15 m cirkel for det skærpede og lempede kriterium. For at tage hensyn til den klumpede fordeling af træer med mikrohabitater i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig højt. Der er flere hulheder og råd i stammerne af levende træer end det skærpede kriterium på halvdelen af arealet, mens knap en tredjedel af arealet rummer flere træer med hulheder og råd end det lempede kriterium.
Bøg på kalk er en mindre produktiv naturtype (særligt på kalkrige jorder) med en moderat høj stående vedmasse, og skove i en gunstig tilstand rummer moderat store mængder dødt ved. Det vurderes, at bøg på kalk med mere end 30 m3 dødt ved pr. ha (i gennemsnit for stationen) rummer potentielle levesteder for en væsentlig del af naturtypens vedboende arter, og at skove med mindre end 10 m3 pr. ha har for få levesteder til at opretholde en gunstig tilstand på længere sigt. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af dødt ved i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt. Analyserne viser, at skovene i nogen grad mangler dødt ved. Således rummer en femtedel af arealet mere dødt ved end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand, mens mængden af dødt ved ligger over det lempede kriterium på hele arealet (se fordelingen af dødt ved i prøvefelterne her).
Antal arter af lavtvoksende (under 20 meter) insektbestøvede træer og buske og skovindikatorarter er valgt som indikatorer for skovenes artssammensætning. En høj diversitet af vedplanter skaber levesteder for mange arter af planter, dyr og svampe og er derfor en vigtig indikator for skovenes tilstand og udvikling. Blomstrende buske og småtræer såsom vedbend, almindelig hyld, almindelig hvidtjørn, benved, éngriflet hvidtjørn, kvalkved og almindelig gedeblad er vigtige pollen og nektarkilder for insekter og er afhængige af, at der trænger lys ned gennem kronelaget i skoven. Det vurderes, at bøg på kalk med mere end 4 af disse arter pr. 15 m cirkel har en gunstig tilstand, og at mindre end 2 insektbestøvede vedplanter tyder på en ugunstig tilstand. For at tage hensyn til den meget klumpede fordeling af lysindfald i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens eller den biogeografiske regions gennemsnit er tilstrækkelig højt. Analyserne viser at, der er færre insektbestøvede vedplanter end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand på godt to tredjedele af arealet med bøg på kalk, mens hele arealet opfylder det lempede kriterium.
I NOVANA programmet er udvalgt 25 vedboende svampe, mosser og laver som repræsentanter for essentielle biodiversitetselementer i skovene, herunder forekomst af gamle træer og dødt ved, ikke-kommercielle skovtræer, kontinuert skovklima og uforurenet luft. Bøg på kalk vurderes at være potentielt levested for 15 af disse indikatorarter, hvoraf glinsende kernelav, slank og stor stammemos og almindelig fladmos er de mest udbredte arter. Kriterierne er sat til henholdsvis 3 og 1,5 forskellige indikatorarter pr. 15 m cirkel på stationsniveau for det skærpede og lempede kriterium. For at tage hensyn til den klumpede fordeling af skovindikatorarterne i skovene, kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling, eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig højt. Analyserne viser, at knap en tredjedel af skovarealet rummer flere skovindikatorarter end det skærpede kriterium for en gunstig tilstand, mens tre fjerdedele opfylder det lempede kriterium.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 9150.203). Overvågningsdata for den kontinentale region, hvor naturtypen forekommer, viser tegn på en tilbagegang i urte- og vedplantediversiteten udtrykt ved et signifikant fald i det samlede antal arter og arter af buske og insektbestøvede vedplanter i 5 m cirklerne. Dækningen af vedplanter, stammetætheden, kronedækningen og Ellenberg´s indikatorværdi for lys er stabile, så der er ingen tegn på ændringer i lysindfaldet. Antallet af store træer og træboende skovindikatorarter er steget i perioden. Der er også en signifikant stigning i den samlede mængde af dødt ved og i det liggende, mens der er et fald i mængden af stående dødt ved. Der er også kommet flere levende træer med hulheder og rådne partier i perioden. Der er ingen tegn på forandringer i skovenes næringsstatus. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, skovstruktur, mikrohabitater for vedboende arter og tilgængelighed af næringsstoffer) viser således, at tilstanden i bøg på kalk overvejende er i fremgang i den kontinentale region naturtypen forekommer i.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne er forskellig fra forekomsterne udenfor. Inden for habitatområder er indikatorerne for artssammensætningen stabile eller i tilbagegang, mens der er fremgang at spore uden for. Inden for ses forskellige tegn på forandringer i skovenes tæthed, idet der er en faldende dækning af høje vedplanter og et fald i kronedækket. Men samtidig peger forandringerne i vegetationens artssammensætning på, at lysindfaldet er forringet. Det vurderes derfor, at tilstanden i bøg på kalk inden for habitatområderne også overvejende er i fremgang.
Tabel 9150.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, skovstruktur og næringsstatus for skovtypen bøg på kalk i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 2.659 prøvefelter fra skovovervågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 163 været registreret som naturtypen bøg på kalk i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2007-2022). Læs mere om analysemetoderne her.