Indikator i kontrolovervågningen af skovnaturtyper
Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer (Müller & Butler 2010; Stokland m.fl. 2012). En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er vedboende i bred forstand (Larsson 2011). Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af den forstlige hugst af biologisk unge træer og fjernelsen af det døde ved. Mange truede arter koloniserer udelukkende træer, som stadigvæk er levende, så der er behov for både levende gamle ”veterantræer” og dødt ved.
Den videnskabelige litteratur viser, at biodiversiteten af vedboende arter stiger med mængden af dødt ved, og selvom stigningstakten i artsantallet aftager, kommer der stadigvæk flere arter til med stigende mængde dødt ved, helt op til den urørte løvskovs mængde af dødt ved på mere end 100 m3 pr. ha (Christensen m.fl. 2005). En række meget omfattende undersøgelser af metadatasæt (fx Gossner m.fl. 2013; Lachat m.fl. 2012; Müller m.fl. 2007) peger på, at skovtyper med en stor vedmasse også naturligt rummer store mængder dødt ved og dermed naturligt også en stor diversitet af vedboende arter. Der ses et betydeligt tab i diversiteten af de vedboende arter, når mængden af dødt ved kommer under 50-70 m3 pr. ha.
Ud over mængden af dødt ved er det vigtigt, at der i skovene er en variation i vedets nedbrydningsstadier, således at der kontinuert er egnet substrat for de vedboende arter. Andelen af nedbrudt dødt ved afhænger af en række faktorer, såsom træernes art, størrelse og alder, skovbundens fugtighed og temperatur samt sammensætningen af det vednedbrydende svampesamfund (Harmon et al. 1986), ligesom forvaltningen af skovene er afgørende for om det døde ved har fået lov til at blive liggende i skovbunden.
Siden 2007 er der i NOVANA programmet registreret stående og liggende stykker af dødt ved i 15 m cirklerne for alle skovhabitattyperne. Det døde ved er opgjort årligt i perioden 2007-2010 og en gang hvert sjette år siden 2011.
Det døde ved registreres som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. Det døde ved findes både som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved) og stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved). Det døde ved regnes som stående, når vinklen af hovedstammen i forhold til vatter er større end 45˚, ellers regnes både døde hovedstammer og sidegrene for liggende dødt ved.
Dimensionen af dødt ved angives som keglestubbe (jvf. Figur 6 i den tekniske anvisning) med basisdiameter (diameter 1), slutdiameter (diameter 2) og længde af det døde ved (l). Basisdiameteren (diameter 1) opmåles 1,3 m fra jordoverfladen på stående dødt ved og 1,3 m fra den tykkeste ende på liggende dødt ved. Slutdiameteren (diameter 2) måles det sted, hvor stammen eller grenen smalner ind til 20 cm i diameter, eller hvor det døde ved er knækket eller rager uden for 15 m cirklen med en diameter over 20 cm. Stammer og grene, der i en del af den samlede længde smalner ind til en diameter under 20 cm, registreres som et eller flere stykker dødt ved, hvor hvert stykke skal opfylde kriterierne for længde og diameter. Længden af det døde ved måles som afstanden fra topdiameter (diameter 2) målingen til vedstykkets basis (og ikke afstanden til målingen af basisdiameteren). Længden skal mindst være 2 m, og måles med 0,5 meters præcision. For stående dødt over 5 meters højde angives med 1 meters præcision.
Foruden dimensionerne registreres også nedbrydningsgraden af det døde ved. For hvert opmålt stykke liggende og stående dødt ved vurderes den mest repræsentative nedbrydningsgrad på en 5 punkts skala:
Mængden af det døde ved beregnes som det samlede rumfang af de opmålte vedstykker i 15 m cirklen. Dimensionen af vedstykkerne beregnes som keglestubbe efter formlen:
hvor ”l” er længden, ”R” er halvdelen af basisdiameteren (diameter 1) og ”r” er halvdelen af slutdiameteren (diameter 2).
I første programperiode (2007-2010) fremgik det ikke tilstrækkeligt tydeligt i den tekniske anvisning og i indtastningsformularerne i naturdatabasen, at der skulle registreres to diametre. For en meget stor andel af registreringerne i denne periode er der derfor kun registreret en enkelt diameter (basisdiameteren, diameter 1 i Figur 6). Det har derfor ikke været muligt at beregne et retvisende rumfang af det døde ved for registreringerne i perioden 2007-2010. Fra 2011 er metoden præciseret i den tekniske anvisning, for at sikre en retvisende dataindsamling. For at gøre data fra den første programperiode sammenlignelige med data indsamlet i de følgende programperioder, har vi i analyserne af udviklingstendenserne for det døde ved beregnet rumfanget som en keglestub, hvor slutdiameteren (diameter 2) sættes til 20 cm for alle registreringer. I analyserne af tilstanden i de seneste skovregistreringer (2017-2022) er rumfanget beregnet som en keglestub med de to diametre, der blev registreret i felten.
I de fleste litteraturstudier angives mængden af dødt ved i skov for vedstykker ned til 12 cm i diameter. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm og det vurderes at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Figur 4.10 i Johansen m.fl. 2013). I NOVANA programmet registreres kun dødt ved med en diameter over 20 cm (”coarse woody debris”), og opgørelserne over mængden af dødt ved i NOVANA kompenseres herfor ved, at de målte værdier ganges med en faktor 1,5.
Der beregnes fire forskellige mål for mængden af dødt ved i de danske habitatskove:
