Indikator i kontrolovervågningen af skovnaturtyper
En stor af skovens truede arter er knyttet til de relativt lyse og varme levesteder, der opstår ved naturlige forstyrrelser i form af græsning, brand, storm, oversvømmelse og erosion. Tætte og mørke skove er ofte fattige på levesteder og arter, mens det lyse og varme klima i åbne skove, skovlysninger, lysbrønde og skovbryn skaber levesteder for varmekrævende insekter og for de planter, der er knyttet til overgangen mellem skygget skov og lysåben eng, mose, hede eller overdrev. Tilgængeligheden af lys er derfor en vigtig indikator for skovnaturtypernes tilstand og udvikling.
Siden skovovervågningens start i 2007 er foretaget en registrering af kronedækningen i de ti skovnaturtyper. I hvert prøvefelt foretages fire målinger, hver med en afstand af 2 m fra prøvefeltets sider, hvor man stiller sig med ryggen til prøvefeltet. Målingen foretages med et konvekst densiometer, der holdes i albuehøjde og vandret vha. den monterede libelle, uden spejling af observatøren. De 24 kvadratiske spejle underinddeles i kvarte, og der foretages en optælling af antallet af kvarte kvadrater som er berørt af trækroner (dvs en maksimumværdi på 96).
Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end for, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer, og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet.
