Aarhus Universitets segl

Skovstruktur

Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer (Müller & Butler 2010; Stokland m.fl. 2012). En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er knyttet til døende træer og dødt ved (Larsson 2011). Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund, ligesom træer med råd eller hulheder er gode indikatorer for vedboende arter (Winter & Möller 2008).

Indikatorer

Skovstrukturen i ege-blandskov er dokumenteret ved antal træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne og antal store træer, antal levende træer med hulheder og råd samt mængden af dødt ved i 15 m cirklerne. Det døde ved er opgjort ved den samlede mængde dødt ved, nedbrudt dødt ved (nedbrydningsklasse 3 til 5) samt liggende og stående dødt ved. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af vedplanter (hhv. under 1 m, over 1 m og samlet), kronedækningen og den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys som udtryk for, hvor meget lys der trænger ned gennem kronelaget. Endelig er opgjort det hegnede og befæstede areal i 15 m cirklerne. 

Resultater 2007-2022

Tilstand 2017-2022

Lys

Den gennemsnitlige dækning af vedplanter i ege-blandskov er 94 % og de høje vedplanter er dominerende, mens dækningen af lave vedplanter er blot 4 %. Kronedækningen er i gennemsnit 93 ud af 96 kvadrater (svarende til en dækning på 96,8 %), og blot 4 % af prøvefelterne har en kronedækning under 80 %. Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end for, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer (Miljøstyrelsen 2016), og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet på en større skala. 
De dominerende træarter i ege-blandskov er stilk-eg, der er et lystræ (Ellenbergs indikatorværdi for lys er 7), og bøg, der er et skyggetræ (lysværdi på 3), der ikke slipper ret meget lys gennem kronelaget. Den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys i 5 m cirklerne er 5,1, og vegetationen er således tilpasset en begrænset tilgængelighed af lys. 
Overvågningsdata bekræfter, at ege-blandskovene er relativt skyggede, og at der ikke slipper ret meget lys ned gennem kronelaget. 
Befæstede og hegnede arealer udgør en forsvindende lille andel af arealet i 15 m cirklerne. 
 

Hulheder og råd

I ege-blandskov er der fundet relativt få levende træer med mikrohabitater i form af hulheder eller rådne partier, der kan fungere som levested for vedlevende arter, der lever i og af dødt ved (fx svampe og insekter), men også levested for arter, der blot udnytter hulheder til at bo i (fx hulrugende fugle og flagermus). I NOVANA-programmet registreres antal levende træer med hhv. hulheder og rådne partier hver for sig, men det vil ofte være de samme træer, der rummer begge typer af mikrohabitater. 

I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 0,49 levende træer med egentlige hulheder (dybere end 5 cm) eller huller i barken med underliggende råd og smuld, hvilket svarer til 5 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er der fundet 4-5 træer med hulheder, mens de mangler helt i godt to ud af tre cirkler. Der er i gennemsnit registreret 1,6 levende træer med større områder med løsnende bark eller blotlagt ved med tydelige tegn på nedbrydning af veddet, svarende til 16 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I en sjettedel af cirklerne er der fundet 4-10 træer med rådne partier, mens de mangler helt i godt to ud af fem. 

Stammer og store træer

Ege-blandskov har i gennemsnit 2,9 stammer af træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne (svarende til 26 stammer i 15 m cirklerne og 368 stammer per hektar). Store træer udgør en meget lille del af det samlede antal stammer og i 15 m cirklerne er der således i gennemsnit registreret 0,33 træer, der opfylder kriterierne for et stort træ i ege-blandskov (svarende til 4,7 store træer per hektar). Antallet af store træer i ege-blandskov er sammenlignelig med stilkegekrat, mens der er færre end i vinteregeskovene.

Da produktiviteten i ege-blandskove er relativt stor, tager det kortere tid for et træ at vokse sig stort end i de øvrige egeskovstyper. Kriterierne for et stort træ er derfor skærpede for denne naturtype, og bøg og eg vurderes at være store (og gamle) træer, når diameteren overstiger 80 cm, mens de øvrige træarter betegnes som store ved en diameter over 50-70 cm.

Dødt ved

I NOVANA-programmet registreres det døde ved i 15 m cirklerne som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm, og der er i gennemsnit fundet 6,3 m3 dødt ved per hektar i de danske skove (Nord-Larsen m.fl. 2023). Til sammenligning kan der være over 100 m3 dødt ved i urørte løvskove (Christensen m.fl. 2005). Det vurderes, at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Johansen m.fl. 2013). Hvis der tages højde for denne forskel i de to opmålingsmetoder, er den samlede mængde af dødt ved i ege-blandskov på 6,9 m3/ha og dermed omkring gennemsnitsniveauet i de danske skove, der indgår i NFI’en. I ege-blandskov er dødt ved fraværende i to ud af tre cirkler.

Det døde ved findes fortrinsvis som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved) (4,8 m3/ha), mens knap en tredjedel er stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved) (2,2 m3/ha). 

En tredjedel af det døde ved er fast, forholdsvis friskt og fra nyligt døde træer, mens hovedparten (67 %) er mere eller mindre blødt, frønnet og nedbrudt (nedbrydningsklasse 3-5) (4,6 m3/ha) og har været tilgængeligt som levested i en længere periode. Det døde ved i ege-blandskov er således mere nedbrudt end i bøgeskovstyperne og sumpskovene (skovbevokset tørvemose og elle- og askeskov). Andelen af nedbrudt dødt ved afhænger af en række faktorer, såsom træernes art, størrelse og alder, skovbundens fugtighed og temperatur samt sammensætningen af det vednedbrydende svampesamfund (Harmon et al. 1986), ligesom forvaltningen af skovene er afgørende for om det døde ved har fået lov til at blive liggende i skovbunden. 

Geografiske mønstre

Ege-blandskovene i den sjællandske region adskiller sig fra de øvrige ved at rumme større mængder dødt ved, flere store træer og flere levende træer med mikrohabitater i form af rådne partier. Den nordjyske region, med meget få stationer, er relativt fattig på dødt ved og levende træer med rådne partier, mens de vestjyske skove har få store træer og levende træer med hulheder og rådne partier.

Overvågningsdata viser, at der er signifikant større mængder liggende og nedbrudt dødt ved, men mindre stående dødt ved inden for habitatområderne end uden for. Der er også signifikant flere træer og buske med en diameter over 10 cm, men samtidig trænger der mere lys ned til skovbunden (en højere Ellenberg værdi for lys) inden for habitatområderne end uden for. 

Udvikling 2007-2022

Der er en signifikant stigning i dækningen af høje vedplanter på 0,37 %, i antallet af træer og buske med en diameter over 10 cm på 0,48 stammer i 15 m cirklerne, og i kronedækningen på 0,25 enheder om året i perioden 2007-2022, hvilket tyder på, at skovene er blevet tættere og mørkere. Der er ingen signifikante ændringer i mængden af dødt ved eller i de øvrige indikatorer for skovstruktur i egeblandskov.

Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for hulheder og råd, da registreringsmetoderne er ændret fra første til anden programperiode. Dataindsamlingen i NOVANA egner sig ikke til at vurdere udviklingen i dækningen af hegnede og befæstede arealer i skovene.

Vegetationen i ege-blandskove er præget af forstlig drift med skyggefulde skove med ret, opadstræbende stammevækst. På trods af at eg er et lystræ, er skovene relativt mørke med begrænsede muligheder for lyskrævende planter, og der er en signifikant stigning i kronedække og et fald i bioindikationen af lys på skovbunden. Ege-blandskov i Draved Skov.
Foto: Peter Wind, AU

Referencer

Christensen M, Hahn K, Mountford EP, Ódor P, Standóvar T, Rozenbergar D, Diaci J, Wijdeven S, Meyer P, Winter S, Vrska T (2005) Dead wood in European beech (Fagus sylvatica) forest reserves. Forest Ecol Manag 210:267–282.

Harmon ME, Franklin JF, Swanson FJ, Sollins P, Gregory SV, Lattin JD, et al. Ecology of coarse woody debris in temperate ecosystems. Adv Ecol Res. 1986;15: 133–302. 

Johannsen, V.K., Nord-Larsen, T., Riis-Nielsen, T., Suadicani, K. & Jørgensen, B.B. 2013: Skove og plantager 2012, Skov & Landskab, Frederiksberg, 2013. 189 s. ill. sl.ku.dk/rapporter/boeger-haefter/filer/skove-plantager-2012.pdf/ 

Larsson, A. (Ed.), 2011. Tillståndet i skogen – rödlistade arter I ett nordiskt perspektiv. ArtDatabanken Rapporterar 9. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, Sweden. 

Nord-Larsen, T., Østergaard, M. J., Riis-Nielsen, T., Thomsen, I. M., Bentsen, N. S., & Jørgensen, B. B. (2023). Skovstatistik 2022. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.https://static-curis.ku.dk/portal/files/376995779/Rapport_Skovstatistik_2022_web.pdf

Müller, J., Bütler, R., 2010. A review of habitat thresholds for dead wood: a baseline for management recommendations in European forests. Eur. J. Forest Res. 129: 981-992. 

Stokland, J.N., Siitonen, J., Jonsson, B.G., 2012. Biodiversity in Dead Wood. Cambridge University Press, UK. 

Winter, S. & Möller, G.C. 2008. Microhabitats in lowland beech forests as a monitoring tool for nature conservation. Forest Ecology and Management, 255, 1251-1261.