Aarhus Universitets segl

Artssammensætning

Der er i gennemsnit registreret 14,2 plantearter i 5 m cirklerne i skovbevokset tørvemose (Tabel 91D0.102), hvilket er lidt flere end i kontrolovervågningen. De hyppigst registrerede vedplantearter er dun-birk, stilk-eg (almindelig eg), rød-gran, almindelig røn, tørst, grå-pil, bøg og vorte-birk, der alle forekommer i mere end en fjerdedel af dokumentationscirklerne (Tabel 91DO.102.A). Og de hyppigst registrerede græsser og urter er blåtop, smalbladet mangeløv, bølget bunke, lyse-siv, mose-bunke og almindelig star.

Der er i gennemsnit registreret 8,1 arter, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af skovdrift, eutrofiering og afvanding (enstjernearterne). De hyppigst registrerede følsomme arter er dun-birk, stilk-eg (almindelig eg), almindelig røn, smalbladet mangeløv, tørst og grå-pil (Tabel 91D0.102.B).

Der er en relativt høj andel af meget følsomme arter i skovbevokset tørvemose i forhold til de øvrige skovtyper. Der er således i gennemsnit registreret 0,15 arter, der er meget følsomme over for kulturpåvirkning i form af skovdrift, eutrofiering og afvanding (tostjernearterne). Tormentil er den hyppigst registrerede meget følsomme art (11 % af 5 m cirklerne), mens arter som femradet ulvefod, tue-kogleaks, butfinnet mangeløv, tvebo baldrian, rundbladet soldug og skov-svingel forekommer langt mere sporadisk (Tabel 91D0.102.C).

Der er i gennemsnit registreret 0,4 problemarter i skovbevokset tørvemose. Stor nælde er, som den eneste problemart ud over de invasive arter (Tabel 91D0.103), registreret i 7,1 % af dokumentationscirklerne.

Der er registeret en eller flere invasive arter på to ud af fem kortlagte forekomster med skovbevokset tørvemose inden for habitatområderne (Tabel 91D0.103). Og på 5 % af skovbevokset tørvemoses arealer er dækningen af invasive arter større end 10 %. Sitka-gran udgør langt hovedparten af registreringerne og findes på 25 % af de skovbevoksede tørvemoser. Derudover er fundet glansbladet hæg, almindelig ædelgran, arter af lærk (europæisk, japansk og hybrid-lærk) og bjerg-fyr med en lav dækning på omtrent 1 % af forekomsterne, mens stjerne-bredribbe, hvid-gran og klit-fyr findes på ganske få lokaliteter.

91D0 Skovebevokset tørvemose, foto: Henriette Bjerregaard, MST
Bregner er hyppige i urtelaget på skovbevokset tørvemose. Skovbevokset tørvemose med kær-dunbregne ved Kjellerup Sø.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST