Aarhus Universitets segl

Strukturindikatorer

Skovenes tilstand er dokumenteret ved en række indikatorer, der afspejler skovenes strukturelle variation, skovkontinuitet, påvirkninger fra skovdrift og de hydrologiske forhold. Indikatorernes udbredelse på de kortlagte arealer er registreret i kategorier og fordelingen af hver enkelt er vist i Figur 9170.101.

Skovstruktur

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med vinteregeskov er meget mørke og tætte med et højt kronedække, meget få skovlysninger og en lille dækning af artsrig underskov, men også mange artsrige skovbryn. Kronedækket er meget høj i vinteregeskov og på hele arealet dækker træernes kroner mere end 90 % af arealet, hvilket indikerer, at der ikke trænger meget lys ned gennem kronelaget. De dominerende træarter i vinteregeskov er vinter-eg, der er et lystræ, og bøg, der er et skyggetræ, der ikke slipper ret meget lys gennem kronelaget. Ydre skovbryn findes i skove, der støder op til lysåbne arealer, mens indre skovbryn forekommer i forbindelse med lysninger inde i skoven. Ydre og indre skovbryn med naturlig lysåben vegetation er meget udbredte i vinteregeskov. Således er der fravær af skovbryn på mindre end 10 % af det kortlagte areal med vinteregeskov, mens der er artsrige skovbryn på halvdelen af arealet. Tilsvarende udgør skovlysninger med blomstrende urter og buske og lysstillede vandhuller en meget lille andel af det kortlagte areal. Artsrig underskov af buske og træer, der ikke er en af hovedtræarterne, udgør en lille andel af det kortlagte areal med vinteregeskov. Naturlige forstyrrelser i form af bid, barkskrælning og fejning fra hjortevildt eller husdyr vurderes generelt at være vigtige for at skabe variation i skoven i form af lys, veterantræer og dødt ved. Der er registreret spor efter forstyrrelser i form af vildtbid på 5 % af arealet, men kun omfattende forstyrrelser af vedplanterne på ganske få forekomster med vinteregeskov. Skovbunden har et tæt vegetationsdække og tilsvarende en meget lav dækning af bar jord, førne og blade. Endelig er der registreret invasive arter på en relativt lille andel af det kortlagte areal med vinteregeskov (se også Tabel 9170.103).

Skovkontinuitet

En stor gruppe af arter er knyttet til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer. Disse levesteder er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. De kortlagte arealer med vinteregeskov rummer få store træer, få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved.

Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, idet det afspejler intensiteten af skovdriften og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. Der er meget få store træer på de kortlagte forekomster med vinteregeskov og mindre end 6 % af arealet rummer mere end 6 store træer pr. ha. Dette er færre end kontrolovervågningens prøvefelter, hvor der i gennemsnit er registreret 11 store træer pr. ha. Der er registreret mere end 6 liggende døde stammer på blot 43 % og på ingen af de kortlagte arealer med vinteregeskov er der registreret mere end 6 stående døde stammer pr. ha. Tilsvarende er der fundet mindre end 1 liggende død stamme på 2 % og mindre end 1 stående død stamme på 55 % af det kortlagte areal. Det døde ved findes fortrinsvis som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved), og i mindre omfang som stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved). I kortlægningen registreres det døde ved som antallet af relativt store vedstykker, der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. Mængden af dødt ved kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med kontrolovervågningens og Danmarks Skovstatistiks opgørelser af rumfanget af det døde ved (Johansen m.fl. 2013). Antallet af døde stammer understøtter resultaterne fra kontrolovervågningen, der har vist, at mængden af liggende og stående dødt ved i vinteregeskov inden for habitatområderne er meget lav (hhv. 2 og 4,9 m3 pr. ha).

Træer med råd eller hulheder skaber levesteder for vedboende arter af svampe og insekter (især biller), men også fugle og pattedyr er knyttet til hulheder og råd i stammen af levende træer. Der er meget få levende træer med hulheder og rådne partier på de kortlagte forekomster med vinteregeskov. Således rummer blot 8 % af arealet mere end 6 træer med hulheder eller råd pr. ha, hvilket er markant færre end i kontrolovervågningens prøvefelter, hvor der i gennemsnit er registreret 11 levende træer med hulheder og 6 med rådne partier pr. ha. Denne forskel hænger sammen med, at det er tidskrævende at identificere hulheder og rådne partier, hvorfor kortlægningens mere oversigtlige registreringsmetode typisk vil underestimere omfanget. Endelig er der registreret relativt mange levende træer med veludviklet bevoksning af mosser eller hudagtige eller buskede laver på stammer og grene, og på 52 % af arealet er der registreret mere end 6 træer pr. ha med mosser og laver.

Skovdrift

Kortlægningsdata viser, at der kun i mindre omfang er spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og kørespor efter tunge maskiner i vinteregeskov inden for habitatområderne. Der er således registreret mindre end 1 træstub eller stød pr. ha efter tidligere hugstindgreb på hele 93 % af arealet og på ingen af de kortlagte forekomster er der flere end 20 stubbe eller stød pr. ha. Der er ingen tegn på jordbearbejdning i forbindelse med anlæggelse af nye skovarealer og til fremme af selvforyngelsen på hele det kortlagte areal. Der er ingen spor efter tunge skovningsmaskiner uden for befæstede veje. En meget lille andel af arealet med vinteregeskov er domineret af unge/tynde stammer (diameter < 5 cm) af de træarter, der er typiske for naturtypen (fx vintereg og bøg). Ingen af de kortlagte arealer har udbredt dominans af unge stammer (på 50-100 % af arealet).

Hydrologi

De hydrologiske forhold i vinteregeskov er dokumenteret ved omfanget af afvanding, samt forekomsten af naturlige vandløb og udbredelsen af vandhuller og vådområder. Vinteregeskov findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund eller på fugtig-våd bund med moderat afvanding. Der er ingen vandløb eller vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser. Omtrent tre fjerdedele af arealet findes på naturligt veldrænet bund eller på fugtig-våd bund uden synlig afvanding i form af grøfter og dræn. På 33 % af arealet med vinteregeskov er der tegn på moderat afvanding i form af grøfter, der ikke fungerer eller ikke er vedligeholdt, mens der ikke er tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter på nogen af de kortlagte forekomster med naturtypen. Vinteregeskov rummer ingen vandløb. Endelig er der fravær eller meget spredt forekomst af vådområder på langt hovedparten af arealet med vinteregeskov og ingen af de kortlagte skove rummer udbredte vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.