Strandvold med flerårige planter forekommer på opskyllet grus, tang og andet organisk materiale, hvilket giver levesteder for næringselskende arter, men samtidig betyder tilbagevendende naturlige forstyrrelser, at vegetationen ofte er lav og åben.
Artssammensætningen på strandvold med flerårige planter er i NOVANA programmet dokumenteret ved antal arter, antal enårige arter og de enårige arters andel af den samlede artsliste i 5 m cirklerne samt antal arter, der er følsomme og meget følsomme overfor eutrofiering eller tilgroning. De enårige arter er indikatorer for omfanget af tilbagevendende forstyrrelser, der bidrager til at holde vegetationen lav og åben. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af bredbladede urter og græsser, og den samlede udbredelse af invasive arter, og særligt rynket rose, er inddraget som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter - også på længere sigt.
Tilstand 2017-2022
Der er i gennemsnit registreret 16 plantearter i 5 m cirklerne, og i omtrent en tredjedel af felterne er der mere end 20 arter. De hyppigst registrerede arter er rød svingel, almindelig kvik, kruset skræppe, almindelig røllike, marehalm, strandarve og spyd-mælde. Der er i gennemsnit registreret 4,5 arter i 5 m cirklerne, der er følsomme overfor kulturpåvirkning i form af eutrofiering eller tilgroning og få prøvefelter rummer mere end 10 følsomme arter. De hyppigst registrerede følsomme arter er strandarve, gul snerre, strand-vejbred, sand-star, strand-kamille, engelskgræs, strandbede og bidende stenurt. Der er kun registreret arter, der er meget følsomme overfor kulturpåvirkning i form af eutrofiering eller tilgroning i 10 % af prøvefelterne og der er i gennemsnit registreret 0,15 arter i 5 m cirklerne. På de yderste dele af strandene kan strand-mandstro forekomme, mens blodrød storkenæb, lav tidsel og hjertegræs er registreret på de øverste dele.
Der er i gennemsnit registreret 3 enårige arter i 5 m cirklerne, og i ganske få felter er der fundet mere end 7 enårige arter. De hyppigst registrerede enårige arter er spyd-mælde, strand-mælde og almindelig hønsetarm. Der er således lige så mange enårige arter i den flerårige strandvoldsvegetation som på den enårige (1210). De enårige arter udgør i gennemsnit 19 % af de registrerede arter, hvilket er markant lavere end på strandvold med enårige planter.
Almindelig kvik, rød svingel, marehalm, draphavre, tagrør og de øvrige græsser dækker 44 % af jordoverfladen i flerårig strandvoldsvegetation. Bredbladede urter dækker sammenlagt godt en femtedel af jordoverfladen, med kruset skræppe, almindelig røllike, strandarve, spyd-mælde, strand-mælde, lancet-vejbred, gul snerre og strand-vejbred som hyppige arter.
Der er registreret invasive arter i 22 % af 5 m cirklerne med strandvold med flerårige planter, og den suverænt hyppigste art er rynket rose (20 % af prøvefelterne). På knap 45 % af overvågningsstationerne er de invasive arter fraværende eller meget spredt forekommende.
Geografiske mønstre
Strandvold med flerårige planter er overvåget i alle fire regioner, men med det største antal prøvefelter i Østjylland og Fyn. Her er tilstanden karakteriseret ved relativt få enårige arter og arter, der er følsomme overfor eutrofiering og tilgroning. De vestjyske lokaliteter har relativt mange følsomme arter, og på Sjælland og øer er der en væsentlig lavere dækning af græsser samt en højere dækning af urter sammenlignet med de øvrige tre regioner.
Overvågningsdata viser, at der er signifikant højere dækning af bredbladede urter og græsser samt en lavere andel af enårige arter inden for - end uden for habitatområderne.
Udvikling 2011-2022
Da strandvold med flerårige planter først er overvåget fra 2011, og der efterfølgende kun er få 5 m cirkler med tilstrækkelig gentagen overvågning, er der ikke beregnet udviklingstendenser.
Strandmanstro er en af de sjældne og meget følsomme plantearter, der lever på strandvold med flerårige planter.
Foto: Peter Wind, AU