Vadegræssamfund er et pionersamfund med dominans af vadegræs, der med tiden danner høje og tætte bevoksninger, hvor få arter kan klare sig.
Artssammensætningen i vadegræssamfund er i NOVANA programmet dokumenteret ved antal arter, antal enårige arter og de enårige arters andel af den samlede artsliste i 5 m cirklerne samt antal arter, der er følsomme og meget følsomme overfor eutrofiering, afvanding eller tilgroning. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af græsser, vadegræs og bredbladede urter, samt udbredelsen af tagrør. Endelig er den samlede udbredelse af invasive arter inddraget som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter - også på længere sigt.
Tilstand 2017-2022
Der er i gennemsnit registreret 3,5 plantearter i 5 m cirklerne i vadegræssamfund, og godt en tredjedel af felterne rummer mere end fire arter. De hyppigst registrerede arter er hybrid-vadegræs og spyd-mælde. Der er i gennemsnit registreret 1,6 arter, der er følsomme overfor kulturpåvirkning i form af eutrofiering, afvanding eller tilgroning med kveller, strandasters og strand-vejbred som de hyppigst registrerede arter. Der er i gennemsnit registreret 0,04 arter, der er meget følsomme overfor kulturpåvirkning i form af eutrofiering, afvanding eller tilgroning, med tætblomstret hindebæger som den eneste registrerede art.
Der er i gennemsnit registreret 1,1 enårig art i 5 m cirklerne i vadegræssamfund, og de hyppigst registrerede enårige arter er spyd-mælde og kveller. Der mangler enårige arter i knap 30 % af felterne. De enårige arter udgør i gennemsnit 30 % af de registrerede arter, hvilket er markant højere end i strandeng (14 %).
Hybrid-vadegræs, strand-annelgræs, rød svingel og de øvrige græsser dækker sammenlagt 81 % af jordoverfladen, og vadegræs alene har en dækning på 75 % (i 5 m cirklen). Tagrør er registreret i ét prøvefelt, hvilket svarer til en udbredelse på 4 %. Spyd-mælde, strandasters, tætblomstret hindebæger, strand-trehage, kveller, strandgåsefod, stilkløs kilebæger og de øvrige bredbladede urter har en samlet dækning på blot 2,6 %.
Den invasive art engelsk vadegræs er registreret i én 5 m cirkel på de overvågede stationer med vadegræssamfund.
Geografiske mønstre
Datagrundlaget er ikke tilstrækkeligt stort til en regional opdeling, og da ingen prøvefelter ligger uden for habitatområderne, er det ikke muligt at vurdere, om der er forskel på tilstanden inden for - og uden for habitatområderne.
Udvikling 2011-2022
Da vadegræssamfund først er overvåget fra 2011, og der efterfølgende kun er få 5 m cirkler med tilstrækkelig gentagen overvågning, er der ikke beregnet udviklingstendenser.
Almindelig vadegræs dominerer vegetationen i vadegræssamfund. Overvågningsstation ved Kanhave i Stavns Fjord.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST