Aarhus Universitets segl

Hydrologi

Vadegræssamfund findes på vandsiden af strandenge og på de øvre dele af vaden ved Vadehavet.

Indikatorer

En detaljeret beskrivelse af de hydrologiske forhold på overvågningsstationerne er meget ressourcekrævende og ligger uden for NOVANA programmets rammer. Vadegræssamfundets hydrologi er derfor dokumenteret ved en estimeret vanddækning i 5 m cirklerne. Da der ikke findes Ellenberg-værdier for arten hybrid-vadegræs (Spartina x townsendii), har det ikke været muligt at beregne gennemsnitlige indikatorværdier for fugtighed og salinitet for vadegræssamfundet.

Vanddækningen i 5 cirklen er udtryk for vandstanden på overvågningstidspunktet. Vandstanden varierer betragteligt over året og mellem tørre og våde år, og vandstanden vil kunne ændre sig brat ved øget eller mindsket afvanding.

Resultater 2011-2022

Tilstand 2017-2022

Vanddækningen i 5 m cirklerne udgør i gennemsnit 14 % af arealet i 5m cirklerne. Dette tyder på, at synligt vand dækker en relativt stor del af naturtypens areal.

Geografiske mønstre

Datagrundlaget er ikke tilstrækkeligt stort til en regional opdeling, og da ingen prøvefelter ligger uden for habitatområderne, er det ikke muligt at vurdere, om der er forskel på tilstanden inden for - og uden for habitatområderne.

Udvikling 2011-2022

Da vadegræssamfund først er overvåget fra 2011, og der efterfølgende kun er få 5 m cirkler med tilstrækkelig gentagen overvågning, er der ikke beregnet udviklingstendenser.

Vadegræssamfund (1320) findes typisk på vandsiden af strandenge.
Foto: Peter Wind, AU