Naturtypens udbredelsesområde er defineret ved kendte forekomster af naturtypen (se Figur 5130.1) samt de dele af landet, der ligger uden for kystklitternes udbredelsesområde (Andersen m.fl. 2024). Udbredelsesområdet med enebærkrat er nogenlunde uændret gennem de fire rapporteringer og det vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.

Der er gennemført en fuldstændig kortlægning af naturtypens forekomster inden for habitatområderne i perioden 2016-2019 (se mere her). I mangel af en kortlægning af naturtypens forekomster uden for habitatområderne er det kortlagte areal inden for opskaleret til naturtypens udbredelsesområde ud fra en række antagelser. En væsentlig andel af de kortlagte forekomster med naturtypen (95%) er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 (primært som hede og overdrev). Vi har derfor anvendt det arealmæssige overlap mellem de kortlagte forekomster og den vejledende § 3-registrering inden for habitatområderne, til at beregne den arealmæssige dækning i hele udbredelsesområdet.

Da tilstanden af habitatnaturtyperne og § 3-arealerne generelt er bedre inden for habitatområderne end uden for, vurderes det, at en lidt mindre andel af arealet med § 3-beskyttede heder og overdrev uden for habitatområderne opfylder Habitatdirektivets definitioner for enebærkrat. Vi har derfor nedjusteret det beregnede areal med en faktor 0,9.

Kortlægningen inden for de nye habitatområdegrænser har ført til en lille stigning i arealet, mens de seneste beregninger af det samlede areal peger på, at naturtypen er lidt mindre udbredt end hidtil antaget. Ændringerne skyldes primært et forbedret datagrundlag og kan ikke tages som udtryk for reelle forandringer.

Naturtypens areal vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.