Bevaringsstatus for enebærkrat vurderes at være stærkt ugunstig i den atlantiske region og moderat ugunstig i den kontinentale region (Tabel 5130.201).
Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. I atlantisk region vurderes struktur og funktion at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region vurderes struktur og funktion at være at være moderat ugunstig, da 10-25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forværring i atlantisk region, mens der ikke er en entydig udvikling i kontinental region og inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for enebærkrat har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, udbredelsen af invasive arter, Ellenberg’s næringsratio og pH i jorden som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 172 permanente prøvefelter, hvoraf 92% findes i kontinental region, og 47% ligger inden for habitatområderne (Tabel 5130.202).
I kontinental region består 24% af arealet med enebærkrat de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 5130.202). Tilsvarende består 75% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 25% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Da der er udlagt meget få prøvefelter i atlantisk region, er beregningerne foretaget på data fra hele landet. I atlantisk region består 22% af arealet med enebærkrat de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se beregninger af data fra hele landet i Tabel 5130.202). Tilsvarende består 70% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 30% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) er udvalgt som indikator for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning. Tilsvarende kan fravær af store planteædere og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Tørre og næringsfattige enebærkrat har sjældent en meget høj dækning af vedplanter, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 80% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til heder, overdrev og åbne krat og, at arealer med større islæt af høje træer og buske (over 90% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt. Analyserne viser, at hele arealet har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, hvilket tyder på, at forstyrrelser formår at hæmme væksten af træer og buske. Der er for få prøvefelter i atlantisk region til en særskilt opgørelse for denne region.
Udbredelsen af invasive arter er inddraget som udtryk for den langsigtede opretholdelse af en vedplantedomineret vegetation med naturligt hjemmehørende arter. Det vurderes, at enebærkrat i en god tilstand har invasive arter i mindre end 30 % af prøvefelterne på en overvågningsstation, mens der er en væsentlig risiko for, at de hjemmehørende arter fortrænges hvis de invasive arter findes i mere end halvdelen af prøvefelterne. Analyserne viser, at hovedparten af arealet med enebærkrat har en udbredelse af invasive arter, der ligger under kriterierne. Der er for få prøvefelter i atlantisk region til en særskilt opgørelse for denne region.
Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for enebærkrattenes næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,85 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning og tilgroning. Værdier over 0,95 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i enebærkrattenes vegetation, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at enebærkrattene er tydeligt påvirkede af næringsstoffer. Tre femtedele af arealet med enebærkrat er tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier), mens en tiendedel er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier). Der er for få prøvefelter i atlantisk region til en særskilt opgørelse for denne region.
pH i jordbunden er udvalgt, fordi det er en vigtig plantefordelende faktor, og mange karakteristiske urter forsvinder fra vegetationsdækket på stærkt sure jorder. Det vurderes, at pH værdier under 3 er ugunstigt for enebærkrattenes opretholdelse, og værdier over 3,3 understøtter en gunstig tilstand. Analyserne af data viser, at forsuringen af jordbunden er udbredt, idet en tredjedel af arealet har en mere sur jordbund end det skærpede kriterium. Der er for få prøvefelter i atlantisk region til en særskilt opgørelse for denne region. Forsuringen af jordbunden er mindre udbredt end på hederne, hvilket kan hænge sammen med den højere dækning af løvtræer såsom almindelig eg, røn og hyld, der modvirker forsuring (Strandberg m.fl. 2012b), og at en del af enebærkrattene er etableret på sure overdrev, hvor jordbunden er mindre udvasket.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 5130.203). Overvågningsdata viser en tydelig forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. Fælles er dog, at der er en signifikant stigning i antal arter og arter, der er følsomme over for næringspåvirkning og tilgroning. I atlantisk region er også fremgang for de meget følsomme arter og i den kontinentale (der rummer hovedparten af prøvefelterne med enebærkrat) er en stigende dækning af dværgbuske. Der er også forskellige tegn på tilgroning i form af en stigende dækning af lave vedplanter (men en stabil dækning af karakterarten enebær), stigende vegetationshøjde i atlantisk og stigende dækning af høje vedplanter i den kontinentale region, mens udbredelsen af græsning er stabil. Stigningen i tilgroningsgraden peger på, at der mangler græssende dyr eller andre naturlige forstyrrelser til at holde vegetationsdækket åbent. I atlantisk region ses en stigende udbredelse af invasive arter og tegn på en øget påvirkning af næringsstoffer. Der er således en signifikant stigning i Ellenberg´s indikatorværdi for næringsstof, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en øget tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for en øget konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse. Endelig ses en forskellig udvikling i jordbundens pH, der er signifikant stigende i atlantisk og faldende i kontinental region. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces og tilgængelighed af næringsstoffer) viser således, at tilstanden i enebærkrat overvejende er i forværring i den atlantiske region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den kontinentale.
Udviklingen inden for habitatområderne
Selvom udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne er tydeligt bedre end udenfor og mange indikatorer er stabile, ses stadig en stigende udbredelse af invasive arter og en stigende dækning af høje vedplanter. Det vurderes derfor, at der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i enebærkrat inden for habitatområderne i begge regioner.
Tabel 5130.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur og næringsstatus for naturtypen enebærkrat i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 215 været registreret som naturtypen enebærkrat i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.