Indikator i kontrolovervågningen af lysåbne naturtyper og skove
Invasive arter ikke-hjemmehørende arter, der har negativ effekt på hjemmehørende arter og invaderede økosystemfunktioner, og hvor arten er i stand til formere sig og danne selvopretholdende populationer (Convention on Biologial Diversity, IUCN).
Ikke-hjemmehørende arter betegner arter, der tilsigtet eller utilsigtet er indført af mennesker til områder uden for artens naturlige udbredelses- og spredningsområde. Tilsigtet indførte arter er indført med henblik på fx landbrug eller havebrug. Utilsigtet indførte arter er typisk indført med varer, fx med bil eller fly. Arter, der tilsigtet eller utilsigtet er indført til andre lande og herefter ved egen drift spredes videre til Danmark, anses også for ikke-hjemmehørende. Blandt de ikke-hjemmehørende arter er det en lille gruppe, som udgør en trussel for hjemmehørende arter, deres levesteder og økosystemernes funktion. Disse arter betegnes som invasive (EU-forordningen nr. 1143/2014).
Invasive arter anses nationalt såvel som internationalt for en væsentlig trussel mod den biologiske mangfoldighed (fx IPBES 2019).
Indikatoren invasive plantearter er afledt af vegetationens artssammensætning og kan beregnes på flere forskellige måder. Indikatoren kan beregnes som udbredelsen af invasive planteparter, der er andelen af 5 m cirkler, hvor der er registreret en eller flere invasive plantearter. For en række habitatnaturtyper i klitter, på heder og i sure moser er denne indikator suppleret med en beregning af andelen af 5 m cirkler, hvor der er registreret forekomst af specifikke invasive plantearter (fx bjerg-fyr, rynket rose og stjerne-bredribbe). Indikatoren kan også beregnes som antallet af forskellige arter af invasive plantearter i 5 m cirklerne, hvilket er opgjort for de ti skovnaturtyper. Endelig kan indikatoren beregnes som en dækningsgrad, ud fra antal hits i pinpoint-rammen, der berører den invasive planteart. Dækningsgradsanalyser med pinpoint kan beregnes for de lysåbne habitatnaturtyper, hvor der udføres pinpoint-analyser (se Tabel D1), men da metoden til indtastning af pinpoint-data er ændret gennem programmet, kan dækningen kun beregnes for data indsamlet fra 2007. Ud fra feltmålingerne af antal hits med arten i pinpoint-rammen beregnes en dækningsgrad (i %) for hvert prøvefelt.
I NOVANA-programmets første periode (2004-2010) blev dækningen af invasive plantearter tillige opgjort på stationsniveau, men siden 2011 er de invasive arter udelukkende registreret sammen med de øvrige plantearter i pinpoint-ramme, prøvefelt og 5 m cirkel.
Listen over invasive plantearter, der indgår i beregningerne i NOVANAs kontrolovervågning af terrestriske habitatnaturtyper ses i Tabel M1. Der findes flere forskellige lister over hvilke arter, der anses for at være invasive i Danmark og disse lister justeres løbende. I de seneste analyserne af NOVANA´s kontrolovervågningsdata for terrestriske habitatnaturtyper er anvendt listen invasive over plantearter fra Strandberg m.fl. (2023).
Tabel M1. Liste over arter, der betegnes som invasive i NOVANAs program for kontrolovervågning af terrestriske habitatnaturtyper (fra Strandberg m.fl. (2023)).