Enebærklit findes typisk som spredte forekomster langs de eksponerede kyster og hyppigst i Vest- og Nordjylland. Enebærklit findes især, hvor kalkindholdet i sandet er højt, eksempelvis ved Vandplasken, Skallerup Klit og Rødhus Klit i Nordvestjylland.
Enebærklit er, med et samlet areal på 929 ha, en af de mindre udbredte lysåbne terrestriske naturtyper i Danmark. Naturtypen har sin hovedudbredelse i den kontinentale region og det skønnes at 41 % af arealet ligger inden for habitatområderne. Beregninger af naturtypens udbredelsesområde og arealmæssige dækning, fra de seneste fire rapporteringer til EU, er vist i Tabel 2250.1. Naturtypens udbredelsesområde, kortlagte forekomster (2016-2019) inden for habitatområderne og prøvefelter fra NOVANA’s overvågningsstationer (2011-2022) er vist i Figur 2250.1.
Naturtypens udbredelsesområde er defineret ved kendte forekomster af en af kystklittyperne, samt kystnære arealer (5 km) med flyvesand eller klitsand (Andersen m.fl. 2024 og Pedersen m.fl. 2011) (se Figur 2250.1). Forskellene i naturtypens udbredelsesområde mellem årene (Tabel 2250.1) skyldes primært ændrede beregningsmetoder og et forbedret datagrundlag og afspejler derfor ikke nødvendigvis reelle forandringer. Udbredelsesområdet vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.
Der er gennemført en fuldstændig kortlægning af naturtypens forekomster inden for habitatområderne i perioden 2016-2019 (se mere her). I mangel af en kortlægning af naturtypens forekomster uden for habitatområderne er det kortlagte areal inden for opskaleret til naturtypens udbredelsesområde ud fra en række antagelser. Her har vi benyttet fordelingen af de ni habitatnaturtyper i kystklitterne, samt kystnære arealer (5 km) med klitsand og flyvesand inden for og uden for habitatområderne, med fraregning af områder med uegnet levested (marker, bebyggelse og infrastruktur).
Kortlægningen inden for de nye habitatområdegrænser har ført til en lille stigning i arealet, mens beregningerne af det samlede areal peger på, at naturtypen er langt mere udbredt end hidtil antaget. Disse ændringer skyldes primært ændrede beregningsmetoder og et forbedret datagrundlag og kan ikke tages som udtryk for reelle forandringer i arealet. Naturtypens areal vurderes stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.
Tabel 2250.1. Udbredelsesområde og areal for enebærklit (2250) som afrapporteret til EU i 2007, 2013, 2019 og 2025. Den arealmæssige dækning af naturtypen er vist ved det samlede areal, det kortlagte areal inden for habitatområderne og andelen af det samlede areal, der ligger inden for habitatområderne. I 2025 er det kortlagte areal inden for de nye afgrænsninger af habitatområderne (fra november 2018). Arealerne er vist for de to biogeografiske regioner og for hele landet.
Figur 2250.1. Kort over udbredelsesområde og kendte forekomster med enebærklit (2250). Udbredelsesområdet (vist med mørk grå signatur) er defineret ved kendte forekomster af en af kystklittyperne, samt kystnære arealer (5 km) med flyvesand eller klitsand. Med blåt er vist kortlagte forekomster fra den nyeste kortlægning inden for habitatområderne (2016-2019). De orange firkanter viser overvågningsstationer, hvor naturtypen er registreret i et eller flere prøvefelter i perioden 2011-2022.
