Bevaringsstatus for enebærklit vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 2250.201).
Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i de to regioner, heller ikke inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for enebærklit har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, udbredelsen af invasive arter, Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og pH i jorden som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 151 permanente prøvefelter, hvoraf 98% findes i kontinental region, og 66% ligger inden for habitatområderne (Tabel 2250.202).
I kontinental region består 13% af arealet med enebærklit de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 2250.202). Tilsvarende består 45% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 55% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Da der er udlagt meget få prøvefelter i atlantisk region, er beregningerne foretaget på data fra hele landet. I atlantisk region består 13% af arealet med enebærklit de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se beregninger af data fra hele landet i Tabel 2250.202). Tilsvarende består 46% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 54% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) er udvalgt som indikator for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning, erosion og sandpålejring. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, sanddæmpning og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Enebærklitterne findes som et successionsstadium fra åbne stabile klitter til tæt blandingsskov, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 60% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til klitter med et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 80% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt (se her). Analyserne viser, at stort set hele arealet har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, hvilket tyder på, at forstyrrelser formår at holde enebærklitterne som relativt åbne krat. Der er for få prøvefelter i atlantisk region til en særskilt opgørelse for denne region.
Udbredelsen af invasive arter er inddraget som udtryk for den langsigtede opretholdelse af en vedplantedomineret vegetation med naturligt hjemmehørende arter. Det vurderes, at enebærkrat i en god tilstand har invasive arter i mindre end 30 % af prøvefelterne på en overvågningsstation, mens der er en væsentlig risiko for, at de hjemmehørende arter fortrænges hvis de invasive arter findes i mere end halvdelen af prøvefelterne. Analyserne viser, at tre femtedele af arealet, har en udbredelse af invasive arter, der ligger over det skærpede kriterium. Der er for få prøvefelter i atlantisk region til en særskilt opgørelse for denne region.
Ellenberg’s indikatorværdi for næringsstof er valgt som indikator for enebærklitternes næringsstatus og er et udtryk for vegetationens tilpasning til mængden af tilgængelige næringsstoffer på voksestedet over en længere periode. Prøvefelter med en indikatorværdi under 3,3 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning og tilgroning. Værdier over 3,8 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i enebærklitternes vegetation, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at enebærklitterne er tydeligt påvirkede af næringsstoffer. Her er to femtedele af arealet med enebærklit tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og mere end halvdelen er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier). Der er for få prøvefelter i atlantisk region til en særskilt opgørelse for denne region.
pH i jordbunden er udvalgt, fordi det er en vigtig plantefordelende faktor, og mange karakteristiske urter forsvinder fra vegetationsdækket på stærkt sure jorder. Det vurderes, at pH værdier under 3 er ugunstigt for enebærklitternes opretholdelse, og værdier over 3,3 understøtter en gunstig tilstand. Analyserne af data viser, at forsuringen af jordbunden er udbredt, idet knap en tredjedel af arealet med enebærklit har en mere sur jordbund end det skærpede kriterium. Der er for få prøvefelter i atlantisk region til en særskilt opgørelse for denne region.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 2250.203). Da der er meget få prøvefelter med enebærklit i den atlantiske region, er der ikke foretaget særskilte analyser af de to regioner. Overvågningsdata fra hele landet viser en signifikant stigning i antal arter og arter, der er følsomme over for næringspåvirkning og tilgroning, et fald i dækningen af græsser, og en stigende dækning af karakterarten enebær. Der er dog samtidig en faldende dækning af dværgbuske. Udbredelsen af græsning er i fremgang og der også registreret et signifikant fald i den gennemsnitlige vegetationshøjde. Der er dog også tegn på en øget påvirkning af næringsstoffer. Der er således en signifikant stigning i Ellenberg´s indikatorværdi for næringsstof, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en øget tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for en øget konkurrence om lys som følge af ophobning af plantebiomasse. Det signifikante fald i C/N-forholdet tyder dog på ophobning af kvælstof i jordbunden fra atmosfærisk deposition eller en stigende omsætning af jordens ophobede kulstofpulje. Der er ikke signifikante ændringer i de øvrige indikatorer på enebærklit. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, kystdynamik og græsningsproces samt tilgængelighed af næringsstoffer) viser således, at der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i enebærklit i de to regioner.
Udviklingen inden for habitatområderne
Selvom udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, som rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med enebærklit, er tydeligt bedre end udenfor, ses stadig et fald i dækningen af dværgbuske og en stigende forekomst af næringselskende arter. Det vurderes derfor, at der heller ikke er en entydig udvikling i tilstanden i enebærklit inden for habitatområderne i de to regioner.
Tabel 2250.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur og næringsstatus for naturtypen enebærklit i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 183 været registreret som naturtypen enebærklit i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 2250.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for enebærklit. For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 2250.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for enebærklit. For de fire udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. Da der er udlagt meget få prøvefelter i atlantisk region, er beregningerne her foretaget på data fra hele landet. For den kontinentale region og hele landet er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
