Forklit er de første stadier i dannelsen af kystklitter og dermed en ekstremt dynamisk naturtype. Vegetationen er domineret af flerårige græsser som strand-kvik, marehalm og sand-hjælme, der bidrager til at stabilisere klitten.
Artssammensætningen i forklit er i NOVANA programmet dokumenteret ved antal arter samt antal arter, der er følsomme og meget følsomme overfor eutrofiering eller tilgroning. Forklitternes tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af græsser og bredbladede urter. Endelig er den samlede udbredelse af invasive arter og udbredelsen af rynket rose inddraget som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter - også på længere sigt.
Tilstand 2017-2022
Der er i gennemsnit registreret 5,4 plantearter i 5 m cirklerne i forklit, og i knap halvdelen af felterne er der mere end fem arter. De hyppigst registrerede arter er strandarve, sand-hjælme, strand-kvik og marehalm. Der er i gennemsnit registreret 2 arter i 5 m cirklerne i forklit, der er følsomme overfor eutrofiering eller tilgroning, og omtrent en femtedel af felterne rummer mere end fire arter. De hyppigst registrerede følsomme arter er strandarve, strand-kvik, sand-star, sodaurt, klit-svingel, strandsennep og nordsø-strandsennep. Der er i gennemsnit registreret 0,1 arter i 5 m cirklerne i forklit, der er meget følsomme overfor eutrofiering eller tilgroning, og i 90 % af felterne findes ingen meget følsomme arter. Den hyppigst registrerede meget følsomme art er strand-fladbælg og klit-fladbælg som forekommer i otte 5 m cirkler.
Græsser, med sand-hjælme, strand-kvik, marehalm og almindelig kvik som de hyppigste arter, dækker sammenlagt 14 % af jordoverfladen ud fra pinpoint-data og i godt 10 % af prøvefelterne dækker græsser mere end halvdelen af jordoverfladen. Bredbladede urter dækker sammenlagt 4,4 % af jordoverfladen i forklit ud fra pinpoint-data med strandarve, strand-mælde, spyd-mælde og ager-svinemælk som de hyppigst registrerede arter. Laver er fraværende og mosser har en forsvindende lille dækning i forklit.
Der er registreret invasive arter på 12 % af arealet med forklit, og den eneste registrerede art er rynket rose.
Geografiske mønstre
Der er registreret flere arter og en større dækning af bredbladede urter, men også en langt større udbredelse af invasive arter (rynket rose) og en lavere dækning af græsser i den østjyske region end i de øvrige to regioner. Der er ikke store forskelle i antallet af følsomme og meget følsomme arter i de tre regioner.
Overvågningsdata viser, at der er et signifikant højere antal arter inden for – end uden for habitatområderne, mens der ikke er forskel på fordelingen af de øvrige undersøgte indikatorer for artssammensætning.
Udvikling 2011-2022
Da forklit først er overvåget fra 2011, og der efterfølgende kun er få 5 m cirkler med tilstrækkelig gentagen overvågning, er der ikke beregnet udviklingstendenser for denne naturtype.
Strandarve er den hyppigst registrerede urt i prøvefelter i forklit. Foto: Peter Wind, AU