Aarhus Universitets segl

Næringsstatus

En begyndende etablering af en åben og lavtvoksende klitvegetation med mulighed for etablering af en rig mos- og lavflora i de udvaskede og sure klitter og en artsrig urteflora, hvor sandet er kalkholdigt, forudsætter en meget begrænset tilgængelighed af næringsstoffer i kystklitterne. Næringsbelastning af forklit sker typisk via atmosfærisk deposition.

Indikatorer

Næringsstatus i forklitterne er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH i jordbunden samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio (forholdet mellem Ellenbergs indikatorværdier for næringsstof og surhedsgrad) er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren kan bruges som tegn på, om der er tidligere eller igangværende eutrofiering. Næringsratio beregnes som supplement til Ellenbergs næringsindikator for habitattyper med stor variation i pH.

Resultater 2011-2022

Tilstand 2017-2022

Forklitternes pH er relativt høj, da det basiske strandsand endnu ikke er udvasket. pH ligger i gennemsnit på 7,5 med en spredning i pH fra 6 til 8.

Den gennemsnitlige næringsratio er 0,79, og den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof er 5,3, hvilket er kendetegnende for moderat næringsrige levesteder. Der er en meget stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi i de overvågede forklitter. De spænder fra meget næringsfattige vegetation med en indikatorværdi under 3 med arter såsom sand-star, gul snerre og blåmunke, til relativt næringsrig vegetation med en indikatorværdi over 6 med fx spyd-mælde, rød gåsefod, rejnfan, almindelig kvik og sodaurt.

Geografiske mønstre

De gennemsnitlige Ellenberg-værdier for næringsstof og næringsratio er højest i den østjyske region. Datagrundlaget vurderes at være for spinkelt til en regional opdeling af data for pH.

Da der kun er ganske få overvågningsstationer uden for habitatområderne, der har nok arter til at beregne en gennemsnitlig Ellenbergværdi, og da der kun er udlagt få overvågningsstationer med pH-målinger uden for habitatområderne, har det ikke været muligt at analysere, om der er signifikant forskel på tilstanden inden for - og uden for habitatområderne.  

Da der kun er udlagt ganske få overvågningsstationer uden for habitatområderne, har det ikke været muligt at analysere, om der er signifikant forskel på tilstanden inden for - og uden for habitatområderne. 

Udvikling 2011-2022

Da forklit først er overvåget fra 2011, og der efterfølgende kun er få 5 m cirkler med tilstrækkelig gentagen overvågning, er der ikke beregnet udviklingstendenser for denne naturtype.

Blåmunke vokser i de mest næringsfattige dele af den hvide klit.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST