Aarhus Universitets segl

Dynamik og tilgroning

På aktive højmoser med en intakt hydrologi er der ingen vedplanter på selve højmosefladen, men vegetationens struktur varierer betydeligt. I de våde høljer er vegetationen meget åben og lavtvoksende, mens dværgbuskvegetationen på tuerne er mere tæt og høj. Afvanding og eutrofiering medfører øget plantevækst og indvandring af græsser og træer.

Indikatorer

Tilgroningsgraden på aktiv højmose er i NOVANA programmet dokumenteret ved dækningen af vedplanter og vegetationens højde, der afspejler vegetationens struktur og mængden af biomasse.

Resultater 2004-2015

Tilstand

Der er kun få vedplanter, med en gennemsnitlig dækning på hhv. 4 og 3 % for lave og høje vedplanter. I to ud af tre 5 m cirkler er der ikke registreret vedplanter, men i knapt hvert femte prøvefelt er der opvækst af træer og buske på mere end 5 % af overfladen. Her er ikke taget højde for om vedplanterne fortrinsvis findes i randen af højmosefladen, eller om de også findes på fladens centrum. Dun-birk er langt den hyppigst registrerede vedplante, efterfulgt af rødgran, skovfyr, sitka-gran, mose-pors og vorte-birk.

Den gennemsnitlige vegetationshøjde er 16,5 cm, og der er en meget lav vegetation i knap en femtedel af prøvefelterne (vegetationshøjde under 10 cm). Omtrent en sjettedel af prøvefelterne har en højde over 25 cm, svarende til veludviklede dværgbuske.

Udvikling

Der er ingen signifikante ændringer i dækningen af lave vedplanter på aktiv højmose i perioden 2004-2015, mens der er et signifikant årligt fald i vegetationshøjden på 0,6 cm og dækningen af høje vedplanter på 0,4 % om året i perioden. Disse ændringer kan forklares med den omfattende rydningsindsats, der i perioden 2005-2011 er gennemført på 7 danske højmoser i projektet ”LIFE-højmose”.

Geografiske mønstre

I Østjylland og på Fyn er dokumenteret en lavere dækning af vedplanter end i de øvrige tre regioner.

Da der er udlagt relativ få stationer uden for habitatområderne, har det ikke været muligt at beregne, om der er forskel på dynamik og tilgroning i aktive højmoser inden for - og uden for habitatområderne.

Sammenfatning

Vegetationen på aktiv højmose er åben og lavtvoksende, men der er opvækst af vedplanter på en mindre del af højmosefladen. Faldet i vegetationshøjde er tegn på en positiv udvikling, som måske kan skyldes indsatserne i LIFE projekter i 7 danske højmoser.


Højmosevegetationen er generelt åben og lav, men der er opvækst af vedplanter på en mindre del af højmosefladen. Højmoseflade i Stenholt Mose.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST