Højmoser er kendetegnet ved, at der er opbygget så meget tørv, at mosen ikke har forbindelse med grundvandet i den underliggende jordbund og derfor kun modtager regnvand. Tørvelaget opretholder et såkaldt ’sekundært vandspejl’. Højmoser med naturlig hydrologi rummer både våde lavninger (høljer) med sphagnummosser, hvid næbfrø, smalbladet kæruld og rundbladet soldug og forholdsvis tørre tuer med revling, hedelyng, klokkelyng og rosmarinlyng. På store højmoser kan der ekstraordinært dannes naturlige vældzoner, hvor grundvand presses op gennem mosens tørvepakke og danner rigkærsvegetation. Rigkær kan også optræde, hvor tørvegravning har ødelagt tørvelaget og skabt forbindelse til underliggende grundvand.
Den naturlige hydrologi på aktive højmoser er ofte påvirket af menneskelige aktiviteter i landskabet, der omgiver moserne. Det er både i form af lokal afvanding ved drænrør, drængrøfter, og kanalisering, men også vandindvinding til drikkevand og markvanding kan føre til en sænkning af grundvandsspejlet i det omgivende landskab, hvilket kan forstyrre højmosernes hydrologi. Tilplantning af landskabet omkring højmoser kan medføre sænkning af grundvandsspejlet, idet infiltrationen af regnvand til grundvandsmagasinerne sænkes af træer, særligt nåletræer. Tilsvarende medfører tørvegravning langvarige ændringer af mosens hydrologi.
Sænkning af det sekundære vandspejl ilter tørven, fører til en omsætning af organisk stof og frigørelse af næringsstoffer. Dette påvirker sammensætningen af tørvemosser og karplanter mod mere kvælstofelskende og tørkeelskende arter. Samtidig sker der en negativ påvirkning af bl.a. de invertebrater, der lever i aktive højmoser med uforstyrret hydrologi.
En detaljeret beskrivelse af de hydrologiske forhold på overvågningsstationerne er meget ressourcekrævende og ligger uden for NOVANA programmets rammer. Naturtypens hydrologi er derfor dokumenteret ved dækningen af blankt vand ud fra pinpoint-data og en estimeret vanddækning i 5 m cirklerne, dækning af høljer på højmosefladen samt Ellenbergs indikatorværdi for fugtighed. Dækningen af blankt vand og vanddækningen i 5 m cirklen er udtryk for vandstanden på overvågningstidspunktet. Vandstanden varierer betragteligt over året og mellem tørre og våde år og vil kunne ændre sig brat ved øget eller mindsket afvanding. Dækningen af høljer afspejler, hvor stor en del af højmosefladen der består af mindre, ofte meget fugtige naturlige fordybninger på højmosefladen. Ellenbergs indikatorværdi for fugtighed er et udtryk for planternes fugtighedspræferencer og dermed et udtryk for de hydrologiske forhold på levestedet integreret over en længere periode. Indikatorerne er beregnet ud fra pinpoint-data og abundante arter tillægges derved relativt større vægt.
Tilstand
Der er ikke registreret blankt vand i prøvefelterne i højmose, og vanddækningen i 5 m cirklerne er i gennemsnit på godt 1 %, hvilket indikerer, at de åbne vandflader er meget sporadisk forekommende i prøvefelterne på de aktive højmoser. De fugtige fordybninger i højmosefladen (høljerne) dækker i gennemsnit 7,8 % af højmosearealet, og i to ud af tre 5 m cirkler er der ingen høljer. Ved udlægningen af prøvefelter er foretaget en fravælgelse af permanent vanddækkede overflader, og den registrerede dækning af høljer og åbne vandflader vil derfor være et underestimat af deres reelle omfang på overvågningsstationerne (se her).
Den gennemsnitlige fugtighedsværdi, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 7,8, og værdierne spreder sig fra 6,5, der er kendetegnende for fugtige levesteder (med revling og hedelyng), til 9,5, der karakteriserer våde og vandmættede forhold med tranebær, smalbladet kæruld og rosmarinlyng. Ellenbergs fugtighedsværdi er udelukkende beregnet ud fra vegetationens sammensætning af karplanter, og tørvemossernes præferencer indgår ikke i analysen. Fordelingen af fugtighedsværdierne peger på, at der er en meget stor variation i fugtigheden på højmoserne, hvilket afspejler, at der forekommer både våde og relativt tørre partier på intakte højmoseflader. Den store variation i fugtigheden gør det vanskeligt at anvende indikatorværdien for fugtighed som udtryk for højmosernes tilstand.
Udvikling
Der er et signifikant fald i Ellenbergs fugtighedsværdi på 0,01 om året i perioden 2004-2015, mens der ikke er signifikante ændringer i dækningen af vandflader og høljer. Da dækningen af blankt vand er ekstremt lav på aktiv højmose, har det ikke været muligt at analysere, om der er en signifikant udvikling i perioden.
Geografiske mønstre
Der er ikke væsentlige forskelle i vegetationens tilpasning til fugtighed (udtrykt ved Ellenbergs fugtighedsindikator) i de fire regioner. I Østjylland og på Fyn er der en større dækning af høljer og vandflader end i de øvrige tre regioner og dækningen af høljer i lavest i Nordjylland.
Da hovedparten af arealet med aktiv højmose ligger inden for habitatområderne, har det ikke været muligt at beregne, om der er en signifikant forskel på den gennemsnitlige fugtighedsindikator samt dækning af vandflade og høljer inden for - og uden for habitatområderne.
Vegetationen på højmoserne er domineret af planter med præference for fugtige til vandmættede forhold, fugtige høljer er spredt forekommende, og åbne vandflader i form af søer eller dybe høljer er sjældne i prøvefelterne. Da der ved udlægningen af prøvefelter er foretaget en fravælgelse af permanent vanddækkede overflader, vil den registrerede dækning af høljer og åbne vandflader være et underestimat af deres reelle omfang på de aktive højmoser. Faldet i Ellenbergs fugtighedstal indikerer en svag, men signifikant udtørring.
Vegetationen på højmoserne er domineret af planter med præference for fugtige til vandmættede forhold. Vedplanter kan ikke vokse på højmoser med en intakt hydrologi.
Foto: Peter Wind, AU
