Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at blot 19 % af arealet med nedbrudt højmose og 25 % af forekomsterne med naturtypen har høj eller god naturtilstand (se Figur 7120.102). Tre femtedele af arealet har moderat naturtilstand, mens 39 % af arealet og 42 % af forekomsterne har ringe eller dårlig naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstand er på 0,46 for de 280 forekomster med nedbrudt højmose (Tabel 7120.102). Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har ikke medført væsentlige ændringer i den gennemsnitlige tilstand (Figur 7120.101 og Tabel 7120.102). Figur 7120.103 viser andelen af nedbrudt højmose i høj eller god naturtilstand i de 33 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen.

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand. Det er tydeligt at strukturtilstanden på nedbrudt højmose i overvejende grad er moderat, men der er noget større spredning i artstilstanden. Således har 13 % af arealet høj eller god strukturtilstand, mens 41 % har en artstilstand i en af de to bedste tilstandsklasser. Tilsvarende har en fjerdedel af arealet ringe eller dårlig strukturtilstand, mens næsten halvdelen af arealet har en artstilstand i en af de to ringeste tilstandsklasser. De gennemsnitlige indeksværdier ligger på 0,54 og 0,43 for hhv. struktur- og artsindekset (Tabel 7120.102), så overordnet set trækker strukturtilstanden den samlede naturtilstand op. Det gennemsnitlige naturtilstandsindeks (Tabel 7120.102) er nogenlunde uændret gennem de tre kortlægninger, mens andelen af arealet i god naturtilstand er øget en smule. Der ses en lille stigning i strukturindekset, ligesom andelen af arealet i de to ringeste strukturtilstandsklasse falder fra anden til tredje kortlægning (se også afsnit om strukturindikatorerne). Der ses et fald i artsindekset fra anden til tredje kortlægning og både et fald i arealandelen i den ringeste og en stigning i arealandelen i den bedste artstilstandsklasse. Da det kortlagte areal med nedbrudt højmose stiger markant gennem de tre kortlægninger, kan de gennemsnitlige ændringer dog ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne. Fra første til anden kortlægning kan en del af ændringerne i strukturindekset, og dermed også naturtilstandsindekset, tilskrives, at der ikke var udpeget eksempler på naturtypekarakteristiske strukturer for nedbrudt højmose i den første kortlægning (Fredshavn 2004).