Sammenlagt viser overvågningsdata, at vegetationen i nedbrudt højmose generelt er domineret af tørvemosser, halvgræsser og dværgbuske. Der er dog også en relativt udbredt forekomst af græsser, vedplanter og invasive arter, hvilket tyder på, at højmosernes hydrologi og ekstremt næringsfattige vækstforhold er modificeret ved afvanding. Vegetationen på nedbrudt højmose er relativt åben og lavtvoksende, men der er opvækst af høje vedplanter på en væsentlig del af højmosefladen. Tilstanden af nedbrudt højmose er tydeligt ringere end aktiv højmose, når det gælder dækningen af vedplanter, hvilket bekræfter at højmosen er nedbrudt. Der er tegn på forvaltningsindsatser i form af græsning og/eller rydning af vedplanter på en lille del af arealet.  Selvom artssammensætningen og tørvemossernes indhold af kvælstof og fosfor indikerer, at naturtypen er ekstremt næringsfattig, er der også tegn på nogen påvirkning af kvælstof i de nedbrudte højmoser. Vegetationen er domineret at planter med præference for fugtige til vandmættede forhold, og åbne vandflader i form af søer og høljer er spredt forekommende på de nedbrudte højmoser. Da der ved udlægningen af prøvefelter er foretaget en fravælgelse af permanent vanddækkede overflader, vil den registrerede dækning af høljer og åbne vandflader være et underestimat af deres reelle omfang på de aktive højmoser. Der er ingen af de hydrologiske indikatorer, som tyder på, at afvandingen af de nedbrudte højmoser er markant større end på de aktive højmoser. Alligevel kan der stadig være effekter af tidligere hydrologiske modifikationer ved tørvegravning, eutrofiering og tilgroning af højmoserne, ligesom tidligere dræning kan have medført en hel eller delvis omsætning af tørvelaget. 

De overvågede nedbrudte højmoser er nogenlunde lige fordelt i de tre vestlige regioner, mens der kun er udlagt ganske få overvågningsstationer på Sjælland og øerne.  Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige regionale forskelle i tilstanden af nedbrudt højmose. Den gennemsnitlige dækning af høje vedplanter er lavere på de nordjyske nedbrudte højmoser end i de øvrige to regioner, mens høljer og vanddækkede arealer er mindre udbredte. I Østjylland og på Fyn er der dokumenteret et større areal med blankt vand, høljer og vanddækning end i resten af landet, mens dækningen af lave vedplanter er højest i Vestjylland. Forvaltningsindsatserne er mest udbredte i den østjyske region.

Overvågningsstationerne for nedbrudt højmose ligger primært inden for habitatområderne. Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige forskelle i tilstanden af nedbrudt højmose inden for og uden for habitatområderne. Således er der ikke signifikante forskelle i artssammensætningen inden for og uden for habitatområderne, mens der er signifikant lavere vegetationshøjde og dækning af høje vedplanter inden for - end uden for habitatområderne, ligesom der er en større udbredelse af græsning og rydning.  De nedbrudte højmoser inden for habitatområderne har også et højere indhold af kvælstof i tørvemosserne, mens der ikke er signifikant forskel på de øvrige indikatorer for næringsstatus og hydrologi. 

Der er nogen tegn på en forringelse af tilstanden i nedbrudt højmose i perioden 2011-2022. Således viser overvågningsdata, at der er registreret signifikante stigninger i dækningen af græsser og et fald i dækningen af bredbladede urter, dværgbuske og halvgræsser i perioden. Dog viser overvågningsdata også signifikante stigninger i antallet af følsomme og meget følsomme plantearter. Der er tegn på en stigende tilgroning med en øget vegetationshøjde og dækning af høje vedplanter, men også en øget forvaltningsindsats i form af rydning af vedplanter. Der ses også et stigende indhold af kvælstof i tørvemosserne og et fald i det vanddækkede areal i perioden 2011-2022.