Nedbrudt højmose er en ekstremt næringsfattig naturtype. En lav og åben vegetation med mulighed for opretholdelse af en divers flora forudsætter en begrænset tilgængelighed af næringsstoffer. Næringsbelastning i højmoser forekommer typisk via atmosfærisk deposition, afdrift fra omkringliggende dyrkede marker eller ved intern omsætning af tørven og frigivelse af næringsstoffer – typisk efter afvanding. Eftersom nedbrudte højmoser ofte er eller har været afvandet, vil de tillige ofte være påvirket af næringsstoffer fra de øvre grundvandsmagasiner, overfladevand og drænvand fra omkringliggende marker.
Næringsstatus i nedbrudt højmose er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH i vand, kvælstofindholdet, fosforindholdet og N/P ratio i spidserne af tørvemosser samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof. Jordvandets surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle nedbrydning samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Kvælstof og fosforindholdet i løvet af tørvemosser afspejler den aktuelle kvælstofstatus i økosystemet (fx atmosfærisk deposition eller intern næringsstofomsætning), mens forholdet mellem kvælstof og fosfor i planterne bruges som indikator for typen af næringsstofbegrænsning. Ellenbergs indikatortal for næringsstatus kan bruges til at evaluere, om tilstanden er ekstremt næringsfattig og stabil, som man må forvente i en nedbrudt højmose.
Tilstand 2017-2022
pH i jordvandet i nedbrudt højmose ligger i gennemsnit på 4,3 og hovedparten af målingerne ligger mellem 3,5 og 5. Prøvefeltmålinger af pH i vand ligger omtrent en pH-enhed over laboratoriemålinger i jord og nedbrudt højmose hører, sammen med aktive højmoser, indlandsklitter og heder, til blandt de mest sure lysåbne naturtyper i Danmark.
Der er målt et gennemsnitligt kvælstofindhold i tørvemos på 1,4 %, og ingen målinger ligger under 1 % kvælstof, der vurderes at være niveauet for relativt upåvirkede lokaliteter i Danmark. Omtrent en fjerdedel af målingerne ligger over 1,6 %, hvilket tyder på en relativt stor påvirkning af kvælstof. Planteprøverne er næsten udelukkende udtaget for brodspids-tørvemos (Sphagnum fallax).
Det gennemsnitlige fosforindhold i spidserne af tørvemosser ligger på 0,07 %, og ratioen mellem kvælstof og fosfor ligger på 25 med en relativt stor spredning af målingerne fra 0 til 60. Det tyder således på, at tilgængeligheden af fosfor er lav sammenligneligt med kvælstof, og at de nedbrudte højmoser er stærkt fosforbegrænsede. Knap en sjettedel af prøverne har en N/P ratio under 14, hvilket indikerer, at kvælstof kun er begrænsende for planternes vækst på en lille andel af arealet med nedbrudt højmose.
Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof er 2,5, hvilket er kendetegnende for ekstremt næringsfattige levesteder, men noget højere end på de aktive højmoser. En fjerdedel af 5 m cirklerne har en gennemsnitlig indikatorværdi under 2, hvilket tyder på at ekstremt næringsfattige partier med arter som tue-kæruld, smalbladet kæruld, klokkelyng, revling, tranebær og rosmarinlyng, som udgør en væsentlig andel af naturtypens areal. Omtrent 20 % af prøvefelterne har en gennemsnitlig indikatorværdi over 3, hvilket typisk er tilgroede moser, hvor arter som dun-birk, smalbladet mangeløv, lyse-siv, rød-gran, tørst og eng-rørhvene er hyppige.
Geografiske mønstre
Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige regionale forskelle i næringsstatus for nedbrudt højmose. Dog tyder ratioen mellem kvælstof og fosfor i løvet på, at fosfor i endnu højere grad er begrænsende for planternes vækst i Vestjylland end i de øvrige regioner.
Overvågningsdata viser, at der er et højere indhold af kvælstof i tørvemosserne inden for habitatområderne end uden for, mens der ikke er signifikant forskel på de øvrige indikatorer for næringsstatus.
Udvikling 2004-2022
Der er en signifikant stigning i tørvemossernes kvælstofindhold på 0,02 % N om året i perioden 2011-2022, mens der ikke er signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for næringsstatus.
En væsentlig andel af naturtypens areal udgøres af ekstremt næringsfattige partier med arter som blåtop, tue-kæruld, hedelyng, klokkelyng, revling, smalbladet kæruld (foto), tranebær og rosmarinlyng.
Foto: Peter Wind, AU
