Næringsbelastning på indlandsklippe forekommer enten i form af direkte gødskning (på de vandrette klipper), via atmosfærisk deposition eller tilstrømmende næringsbelastet vand fra omkringliggende dyrkede marker. Direkte gødskning kan have fundet sted på græssede, vandrette indlandsklipper med henblik på at øge foderværdien og favorisere kulturgræsser og kløver på bekostning af nøjsomme plantearter. Hvirvelløse dyr med særlige værtsplanter mister herved deres levesteder. Næringsbelastning kan også opstå i områder med meget luftbåret kvælstof samt i områder, der modtager næringsstoffer fra tilstødende marker.
Næringsstatus på indlandsklippe er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio (forholdet mellem Ellenbergs indikatorværdier for næringsstof og surhedsgrad) er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering. Næringsratio beregnes som supplement til Ellenbergs næringsindikator for habitattyper med stor variation i pH.
Tilstand 2017-2022
Indlandsklippernes pH ligger i gennemsnit på 3,5, og 60 % af prøvefelterne har en pH-værdi under 3,5. Med så lav pH vil der typisk kun være arter til stede, der er tolerante over for forsuring og ammoniumtoxicitet.
Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof er 3,7, hvilket er kendetegnende for relativt næringsfattige levesteder. Der er en meget stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi på de overvågede indlandsklipper, dog har godt halvdelen af prøvefelterne en indikatorværdi mellem 3 og 4. En tiendedel af klipperne har en næringsfattig vegetation med en indikatorværdi på mellem 2 og 3 med surbundsarter såsom bølget bunke, hedelyng, pille-star og blåbær, men også rødknæ, almindelig engelsød, almindelig kongepen, vellugtende gulaks og tandbælg, der findes på knapt så surt græsland. En tredjedel af klipperne har en moderat næringsrig vegetation med en indikatorværdi over 4, hvor skovarter som almindelig gedeblad, tørst, almindelig mangeløv og hindbær eller arter fra næringspåvirkede græsland såsom draphavre og fløjlsgræs er hyppige.
Geografiske mønstre
Naturtypen findes kun på Bornholm, så der er ikke foretaget en opdeling i regioner.
Overvågningsdata viser, at der ikke er forskel på indikatorernes fordeling inden for - og uden for habitatområderne.
Udvikling 2011-2022
Overvågningsdata viser en signifikant stigning i Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof på 0,02 enheder om året siden overvågningens start i 2012.