De mest betydende påvirkningsfaktorer for kalkoverdrev er begrænsninger af de naturlige processer, som naturtypens arter og deres sammenspil evolutionært er udviklet under.
Overalt i naturen er arterne tilpasset tilstedeværelsen af store planteædere året rundt, også på overdrevene, men overvågningsdata viser, at der mangler græssende dyr på en stor andel af arealet. De vilde planteædere er til stede, men i unaturligt lave tætheder på grund af jagt, som reducerer vildtbestandene og ændrer dyrenes fødesøgnings- og bevægelsesmønstre. Fravær af en naturlig græsningsproces medfører en kaskade af effekter, såsom manglende variation i vegetationsstrukturen, tab af levesteder for varme- og lyskrævende arter og manglende kontinuitet af levesteder for møgbiller og møgsvampe. I naturlige økosystemer efterlades ådsler fra store pattedyr, og de fungerer som en nøgleressource for en bred vifte af arter. Fjernelse af ådsler fører derfor til en yderligere kompromittering af de store græsseres økosystemeffekter. Det samme gælder tilskudsfodring og brug af veterinærlægemidler. Græsningsprocessen hindres også af intensiv sommergræsning, der reducerer den strukturelle variation, begrænser blomstring og frøsætning, og medfører et fravær af lort om vinteren. Maskinel høslæt vil yderligere udligne vegetationens og jordbundens strukturelle variation (fx tuer og knolde).
Kystbeskyttende foranstaltninger (sandfodring, høfder, bølgebrydere, skråningsbeskyttelse, diger og dæmninger) begrænser de naturlige kystprocesser - oversvømmelser, erosion og aflejringer - som skaber og opretholder levestederne langs kysterne. Og rekreative aktiviteter i kystområderne kan lokalt føre til overudnyttelse.
De historiske inddragelser af naturarealer til skov- og landbrugsarealer, bebyggelse og infrastruktur kan være en hindring for naturgenopretning, idet fortsættelsen af den nuværende arealanvendelse hindrer genopretning af naturlige processer som græsning og kystdynamik.
Tilførsel af næringsstoffer fra direkte gødskning eller afdrift fra marker påvirker også naturtypens tilstand. Det gælder i mindre omfang også atmosfærisk deposition af kvælstof, både i form af ammoniak fra husdyrbrug og kvælstofoxider fra forbrændingsprocesser. Øget næringstilgængelighed favoriserer kvælstofelskende planter (især græsser) på bekostning af nøjsomme og langsomtvoksende arter samt deres tilknyttede insekter. Naturområdernes randzoner udsættes også for pesticider, der påvirker planternes blomstring og frøsætning og dermed også fødetilgængeligheden for bestøvende insekter.
Naturtypens tilstand påvirkes også i nogen grad af manglende sammenhæng mellem levestederne (fragmentering) og i mindre grad af invasive plantearter, der tager plads fra de naturligt hjemmehørende arter, samt udvinding af råstoffer (sten, grus, sand, ler), der fører til tab af midlertidige levesteder.
Det forventes endvidere, at arealet og tilstanden af naturtypen kalkoverdrev i den nærmeste fremtid (de kommende 12 år) vil blive påvirket af klimaændringer i form af ekstreme temperaturer.
Tabel 6210.204. Oversigt over de faktorer, der vurderes at have påvirket naturtypens tilstand i den aktuelle rapporteringsperiode (2019-2024). For hver påvirkningsfaktor er vist koden i den fælles europæisk liste (EIONET 2023), den danske gruppering og en kort titel, der beskriver påvirkningsfaktoren under danske forhold. Hver påvirkningsfaktor er karakteriseret ved dens betydning (høj, medium eller lav) og hvor stor en andel af naturtypens areal der vurderes at være påvirket (”omfang”). Timingen er ”igangværende” for alle faktorer, undtaget klimaændringerne, der er angivet som forventet i nær fremtid. En mere detaljeret beskrivelse af påvirkningsfaktorerne kan ses her.