Bevaringsstatus for kalkoverdrev vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 6210.201).
Naturtypens udbredelsesområde vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Naturtypens areal vurderes at være i tilbagegang i begge regioner og utilstrækkeligt til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde. Således er det aktuelle forekomstareal 11-25% mindre end det areal, der vurderes nødvendigt for at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde. Naturtypens struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig i begge regioner, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forværring i begge regioner, også inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for kalkoverdrev har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, vegetationshøjden og Ellenberg’s næringsratio som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 2154 permanente prøvefelter, hvoraf 91% findes i kontinental region, og 32% ligger inden for habitatområderne (Tabel 6210.202).
I atlantisk region består 20% af arealet med kalkoverdrev de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 6210.202). Tilsvarende består 71% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 29% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 13% af arealet med kalkoverdrev de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 6210.202). Tilsvarende består 51% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 49% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning og erosion, der holder vegetationsdækket lavt og åbent. Tilsvarende kan fravær af store planteædere og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Næringsfattige kalkoverdrev har sjældent en høj dækning af vedplanter, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 15% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til tørt græsland med et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 25% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt. Kalkoverdrev med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 10 cm vurderes at være potentielle levesteder for en lang række arter, mens overdrev med dominans af planter over 20 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjden kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lavt. På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at hovedparten af arealet i atlantisk region har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, mens tilgroningsgraden er noget højere i kontinental region. Til gengæld er vegetationen kun lavere end det skærpede kriterium på omtrent halvdelen af arealet. Det tyder på, at forstyrrelser, naturpleje eller flerårig, tæt urtevegetation undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler store planteædere til at sikre områder med lav og åben urtevegetation.
Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for kalkoverdrevenes næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,65 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning. Værdier over 0,75 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i kalkoverdrevsvegetationen, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at kalkoverdrevene er tydeligt påvirkede af næringsstoffer, særligt i kontinental region. Her er fire femtedele af arealet med kalkoverdrev tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og en tredjedel er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier).
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 6210.203). Overvågningsdata viser mindre forskelle i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. Fælles for de to biogeografiske regioner er dog, at der er tydelige tegn på tilgroning i form af en signifikant stigende dækning af lave vedplanter. Der er også tegn på en øget påvirkning af næringsstoffer ved en signifikant stigning i Ellenberg´s indikatorer for næringsstoffer, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en øget tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for en øget konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse. I den kontinentale region, der rummer hovedparten af prøvefelterne med kalkoverdrev, er tydeligere tegn på tilgroning i form af en stigende vegetationshøjde og dækning af høje vedplanter, ligesom der er en øget udbredelse af rynket rose i perioden. Stigningen i tilgroningsgraden peger på, at der mangler græssende dyr eller andre naturlige forstyrrelser til at holde vegetationsdækket åbent. Her er også en signifikant stigning i kvælstofindholdet i græssernes bladspidser og et fald i antallet af arter, der er meget følsomme over for næringspåvirkning, omlægning og tilgroning. Der ses dog også en stigende pH i jorden. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces og tilgængelighed af næringsstoffer) viser således, at tilstanden i kalkoverdrev overvejende er i forvær-ring i begge regioner.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne er ikke væsentligt forskellig fra forekomsterne udenfor. Det vurderes derfor, at tilstanden i kalkoverdrev inden for habitatområderne også overvejende er i tilbagegang i begge regioner.
Tabel 6210.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur og næringsstatus for naturtypen kalkoverdrev i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 2.070 været registreret som naturtypen kalkoverdrev i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 6210.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for kalkoverdrev. For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 6210.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for kalkoverdrev. For de tre udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. For de to biogeografiske regioner er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
