Fælles for skovene er, at der knytter sig en stor gruppe af arter til overfladen af gamle træer (epifytter) og til ved under nedbrydning, både i hulheder eller rådne partier på ellers levende træer og i døde grene og stammer (Müller & Butler 2010; Paillet m.fl. 2010; Stokland m.fl. 2012). En tommelfingerregel siger, at det er en tredjedel af skovenes samlede biodiversitet, som er knyttet til døende træer og dødt ved (Larsson 2011). Denne del af skovens biodiversitet må betragtes som særligt truet, idet levestederne er direkte påvirkede af forstlig hugst af biologisk unge træer og fjernelse af dødt ved. Antallet af store hjemmehørende træer er en væsentlig indikator for skovenes biologiske tilstand, både fordi det siger noget om intensiteten af skovdriften, herunder rekruttering af dødt ved, og fordi gamle træer udvikler særlige strukturer (furet bark, hulheder mv.), som er værdifulde for skovens insekt- og epifytsamfund. Træer med råd eller hulheder er gode indikatorer for vedboende arter (Winter & Möller 2008). Mange arter af svampe og insekter, især biller, men også fugle og pattedyr er knyttet til hulheder og råd i stammen af levende træer. Nogle typer af skader kan desuden forandre træets vækstprocesser og barkens struktur og kemi til fordel for en række epifytter og nedbrydere.
Skovklit er en ung skovtype, og derfor bør der lægges mindre vægt på gammelskovsstrukturer som nogle af ovenstående, men for visse af indikatorerne er det også muligt at tilpasse disse til vedplanternes mindre dimensioner – fx døde stammer og grene af røn, pil og bævreasp. Det er en særlig udfordring at fastlægge en baseline for skovklit og et tilhørende sæt af indikatorer, fordi skovklit typisk er i succession fra ung tilgroningsskov til en mere moden skovtype.
Skovstrukturen i skovklit er dokumenteret ved antal træer og buske med en diameter over 10 cm i 5 m cirklerne og antal store træer, antal levende træer med hulheder og råd samt mængden af dødt ved i 15 m cirklerne. Det døde ved er opgjort ved den samlede mængde dødt ved, nedbrudt dødt ved (nedbrydningsklasse 3 til 5) samt liggende og stående dødt ved. Naturtypens tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af lave (under 1 m) og høje (over 1 m) vedplanter, kronedækningen og den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys som udtryk for, hvor meget lys der trænger ned gennem kronelaget. Endelig er opgjort det hegnede og befæstede areal i 15 m cirklerne.
Den gennemsnitlige dækning af høje vedplanter (over 1 m) i skovklit er 79 %, mens de lave vedplanter blot dækker 8 %. Kronedækningen er i gennemsnit 92 %, og i en mindre del af prøvefelterne (19%) er dækningen under 80 %. Da kronedækningen måles som andelen af kvadrater i et konvekst densiometer, der blot berøres af trækroner, er indikatoren i højere grad et udtryk for fordelingen af kronelaget end for, hvor meget lys der trænger igennem. Det skal bemærkes, at prøvetagningen i NOVANA kun omfatter de dele af skovene, der er domineret af træer (Miljøstyrelsen 2016), og at der derfor mangler et mål for lysningernes andel af skovarealet på en større skala.
Stilk-eg, dun-birk, skov-fyr og vorte-birk, der er de dominerende træarter i skovklit, er alle lystræer (Ellenbergs indikatorværdi for lys er 7), der slipper relativt meget lys gennem kronelaget. Den gennemsnitlige Ellenbergs indikatorværdi for lys i 5 m cirklerne er 6,4, og vegetationen er således tilpasset en meget større tilgængelighed af lys end i bøge- og egeskovene.
Overvågningsdata tyder således på, at skovklitterne er relativt lysåbne, og at der, på trods af den store tæthed af træer og buske, slipper en del lys ned gennem kronelaget.
Befæstede arealer udgør en forsvindende lille andel af arealet i 15 m cirklerne og er fraværende i stort set alle cirkler. Der er ikke registreret arealer, som er hegnede mod rådyrgræsning på unge træer.
I skovklitterne er der fundet relativt få levende træer med mikrohabitater i form af hulheder eller rådne partier, der kan fungere som levested for vedlevende arter, der lever i og af dødt ved (fx svampe og insekter), men også arter, der blot udnytter hulheder til at bo i (fx hulrugende fugle og flagermus). I NOVANA-programmet registreres antal levende træer med hhv. hulheder og rådne partier hver for sig, men det vil ofte være de samme træer, der rummer begge typer af mikrohabitater.
I 15 m cirklerne er der i gennemsnit registreret 0,73 levende træer med egentlige hulheder (dybere end 5 cm) eller huller i barken med underliggende råd og smuld, hvilket svarer til 1,7 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er der fundet 4-5 træer med hulheder, mens de mangler helt i to ud af tre cirkler. Der er i gennemsnit registreret 0,73 træer med større områder med løsnende bark eller blotlagt ved med tydelige tegn på nedbrydning af veddet, svarende til 1,7 % af stammerne med en diameter over 20 cm. I enkelte cirkler er der fundet 6-8 træer med rådne partier, mens de mangler helt i to ud af tre cirkler.
Skovklitterne er defineret som regulære skove, men også unge skove i fremvækst og kratagtige skove. Skovstrukturen i de overvågede skovklitter peger også på, at skovene er karakteriseret ved et stort antal relativt små træer og buske.
Skovklitterne har i gennemsnit 598 træer og buske per hektar med en diameter over 10 cm, og mere end 2 ud af 3 af de opmålte stammer har en diameter mellem 10 og 20 cm (Figur 2180.3). I gennemsnit er der registreret 4,56 stammer med en diameter på 10-40 cm i 5 m cirklerne og 1,22 stammer med en diameter over 40 cm i 15 m cirklerne. Stilk-eg (almindelig eg) (28 % af stammerne), dun-birk (27 %), skov-fyr (18 %), vorte-birk, bævreasp (begge 7 %) og rød-gran (6 %) er de mest almindeligt forekommende arter. Langt hovedparten af træerne er naturligt hjemmehørende, og i gennemsnit er blot 17 træer per hektar bjerg-fyr og andre ikke hjemmehørende arter.
Som det fremgår af Figur 2180.3, udgør store stammer en forsvindende lille del af det samlede antal registrerede træer og buske i cirklerne. Der er i gennemsnit registreret 16 træer med en diameter over 40 cm per hektar, og træerne har kun undtagelsesvis en diameter over 60 cm (Figur 2180.3). Da produktiviteten i skovklitterne er ret begrænset, tager det relativt mange år for et træ at vokse sig stort. Kriterierne for et stort træ er derfor lempede for denne naturtype, og for de fleste arter (undtaget bøg og eg) vurderes træerne således at være store (og gamle), når diameteren overstiger 40 cm. Der er i gennemsnit registreret 16,9 træer per hektar (1,2 træer per 15 m cirkel), der opfylder disse størrelseskriterier, hvilket er relativt mange i forhold til de øvrige skovtyper. Skov-fyr udgør en væsentlig del af de store træer (70 %), mens vorte-birk (12 %), dun-birk og rød-gran (begge 7 %) er ret udbredte arter.
I NOVANA-programmet registreres det døde ved som relativt store vedstykker (”coarse woody debris”), der opfylder mindstemålene på en diameter over 20 cm og en længde over 2 m. I skovklit er der i gennemsnit registreret 0,2 m3 døde stammer og sidegrene i 15 m cirklerne, svarende til 2,9 m3 dødt ved per hektar, og dødt ved er fraværende i tre ud af fire cirkler. I Danmarks Skovstatistik (NFI) måles dødt ved med en diameter over 10 cm, og der er i gennemsnit fundet 3,9 m3 dødt ved per hektar i de danske skove (Nord-Larsen m.fl. 2018). Det vurderes, at vedstykker mellem 10 og 20 cm udgør en tredjedel af det samlede døde ved i de danske skove (Johansen m.fl. 2013). Hvis der tages højde for denne forskel i de to opmålingsmetoder, er mængden af dødt ved i skovklit på 4,35 m3/ha (2,9*1,5) og dermed lidt under gennemsnitsniveauet i de danske skove, der indgår i NFI’en. Man kan ikke sammenligne mængden af dødt ved i skovklit med den urørte løvskovs mere end 100 m3 per hektar (Christensen m.fl. 2005).
Det døde ved findes fortrinsvis som efterladte vedstykker på skovbunden, nedfaldne grene eller væltede stammer (liggende dødt ved), mens mindre end en tredjedel er stående døde træer, væltede døde træer med rodkontakt og døde grene på levende stammer (stående dødt ved).
Mindre end en femtedel af det døde ved er fast, forholdsvis friskt og fra nyligt døde træer, mens hovedparten (82 %) er mere eller mindre blødt, frønnet og nedbrudt (nedbrydningsklasse 3-5) og har været tilgængeligt som levested i en længere periode. Sammenlignet med eksempelvis bøgeskovstyperne er langt mere af det døde ved i højere nedbrydningsklasser, hvilket til dels skyldes, at veddet nedbrydes hurtigt, men også at der har været en tradition for fjernelse af dødt ved i højskovene (sankning), en fjernelse, som ikke foregår i skovklit.
Der er et signifikant fald i mængden af dødt ved i skovklitterne i perioden 2007-2016. Tilbagegangen er registeret for både den samlede mængde dødt ved (med en tilbagegang på 0,03 m3 om året), mængden af stående dødt ved (0,02 m3 om året) og mængden af liggende dødt ved (0,01 m3 om året) samt den del af det døde ved, der er stærkt nedbrudt (0,01 m3 om året). Der er endvidere en signifikant stigning i kronedækningen på 2,4 % om året og en signifikant lavere gennemsnitlig indikatorværdi for lys på 0,03 enhed om året i perioden. Det tyder således på, at skovene er blevet noget mørkere.
Der er ikke undersøgt udviklingstendenser for hulheder og råd, da registreringsmetoderne er ændret fra første til anden programperiode. Da der kun optælles stammer én gang i hver programperiode, har det ikke været muligt at analysere udviklingen i antallet af stammer og store træer i 15 m cirklerne.
Der er ingen signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for skovstruktur i skovklit.
De overvågede skove er nogenlunde ligeligt fordelt mellem den nordjyske, den vestjyske og den sjællandske region, mens der ikke er udlagt overvågningsstationer i Østjylland og på Fyn. I de sjællandske skove er der færre stammer, men væsentligt flere store træer og dødt ved samt en højere kronedækning. I den nordjyske region er der registreret en lavere kronedækning end i de øvrige regioner. Mængden af dødt ved i de vest- og nordjyske skovklitter er meget lille.
Da der ikke er udlagt overvågningsstationer uden for habitatområderne, har det ikke været muligt at beregne, om der er forskel på tilstanden inden for og uden for habitatområderne.
Sammenlagt viser overvågningsdata, at skovklit er ung skov i en tilvækstfase med lave mængder af dødt ved og få træer med hulheder og råd. Der findes ingen referenceværdier for skovklitter, og da de ikke kan sammenlignes med gammel løvskov, er det derfor vanskeligt at tolke skovstrukturerne i relation til skovenes bevaringstilstand. Vi kan ikke forklare den faldende mængde af dødt ved, mens stigningen i kronedække og faldet i Ellenbergs indikatorværdi for lys begge underbygger formodningen om, at skovklit er i en tilvækstfase. En stor del af biodiversiteten i skovklit er knyttet til en delvis lysåben tilstand, og derfor vil fortsat tilgroning uden en løbende dannelse af lysåbne partier kunne true naturtypens langsigtede opretholdelse.
Skovstrukturen i skovklit peger på, at skovene er karakteriseret ved et stort antal relativt små træer og buske, hvoraf stilk-eg (almindelig eg) er den mest udbredte art.
Foto: Peter Wind, AU
Figur 2180.3. Størrelsesfordeling af de registrerede træer og buske i de 89 prøvefelter med skovklit opgjort som antal stammer per hektar. I 5 m cirklerne er der registreret vedplanter med en diameter mellem 10 og 40 cm og i 15 m cirklerne vedplanter med en diameter over 40 cm.
Christensen M, Hahn K, Mountford EP, Ódor P, Standóvar T, Rozenbergar D, Diaci J, Wijdeven S, Meyer P, Winter S, Vrska T (2005) Dead wood in European beech (Fagus sylvatica) forest reserves. Forest Ecol Manag 210:267–282.
Johannsen, V.K., Nord-Larsen, T., Riis-Nielsen, T., Suadicani, K. & Jørgensen, B.B. 2013: Skove og plantager 2012, Skov & Landskab, Frederiksberg, 2013. 189 s. ill.
sl.ku.dk/rapporter/boeger-haefter/filer/skove-plantager-2012.pdf/
Larsson, A. (Ed.), 2011. Tillståndet i skogen – rödlistade arter I ett nordiskt perspektiv. ArtDatabanken Rapporterar 9. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, Sweden.
Nord-Larsen, T., Johannsen, V. K., Riis-Nielsen, T., Thomsen, I. M., Bentsen, N. S., Gundersen, P., & Jørgensen, B. B. (2018). Skove og plantager 2017: Forest statistics 2017. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.
Müller, J., Bütler, R., 2010. A review of habitat thresholds for dead wood: a baseline for management recommendations in European forests. Eur. J. Forest Res. 129: 981-992.
Paillet, Y., L. Bergès, J. Hjältén, P. Odor, C. Avon, M. Bernhardt-Römermann, R.-J. Bijlsma, L. De Bruyn, M. Fuhr, U. Grandin, R. Kanka, L. Lundin, S. Luque, T. Magura, S. Matesanz, I. Mészáros, M.-T. Sebastià, W. Schmidt, T. Standovár, B. Tóthmérész, A. Uotila, F. Valladares, K. Vellak, R. Virtanen. Biodiversity differences between managed and unmanaged forests: meta-analysis of species richness in Europe Conserv. Biol., 24 (2010), pp. 101-112,
Stokland, J.N., Siitonen, J., Jonsson, B.G., 2012. Biodiversity in Dead Wood. Cambridge University Press, UK.
Winter, S. & Möller, G.C. 2008. Microhabitats in lowland beech forests as a monitoring tool for nature conservation. Forest Ecology and Management, 255, 1251-1261.
